
Flere unge har fået et fritidsjob - her tjener flest selv deres egne penge
Alle kommuner i top-10 ligger i Jylland, mens de ti kommuner, hvor færrest unge har et fritidsjob, er sjællandske. Se de unges beskæftigelsesprocent i din kommune.
Udgivet: 07/03/2024
Lidt flere unge beslutter sig for at tage arbejdstøjet på, når de har fri fra skole eller ungdomsuddannelse.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Fra 2021 til 2022 steg andelen af unge i alderen 13 til 17 år med et fritidsjob fra 34,9 procent til 35,7 procent.
At de unge selv tjener deres lommepenge, er mere udbredt jo længere vestpå, man kommer. i Ringkøbing-Skjern Kommune er 47 procent af de unge i aldersgruppen i beskæftigelse. De unge i Varde og Lemvig kommuner følger efter, og alle kommuner med den største beskæftigelsesandel ligger i Jylland.
I den modsatte ende af skalaen findes Gentofte Kommune med en beskæftigelsesprocent på 28,3. Dernæst følger Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk og Københavns kommuner, der som de eneste andre kommuner har en beskæftigelsesandel på under 30 procent.
De 13 kommuner, hvor færrest unge har fritidsjob, ligger alle på Sjælland.
Opgørelsen er baseret på, om man har arbejdet i løbet af en referenceuge i slutningen af november. Det er således ikke sæsonarbejde i turistområder, der er årsagen til, at de unge i kommunerne langs vestkysten arbejder mere end de unge omkring hovedstaden.
Flest piger med fritidsjob
Den største stigning fra 2021 til '22 ses hos drengene, hvor andelen er steget fra 33,1 procent i 2021 til 34,5 procent i 2022. Med 36,8 procent er det dog stadig flest piger i aldersgruppen, som har et fritidsjob.
I 2022 fandt 38,5 procent af 15-17-årige med fritidsjob arbejde i supermarkeder og varehuse, mens den mest populære beskæftigelse for 13-14-årige i fritidsjob var inden for post- og kurertjenester, hvor 25,2 procent af dem var ansat.
Sidst opdateret: 07/03/2024 - 12:56











































