
En stor del af de unge som får tilkendt førtidspension, får det på baggrund af en psykisk lidelse. - Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
I 2023 fik 23.000 personer tilkendt en førtidspension - Det højeste antal i 20 år
Rekordmange fik sidste år tilkendt en førtidspension, og for en stor dels vedkommende skyldes det psykiske lidelser. Erhvervsorganisation foreslår at justere ordningen eller at finde en ny model.
Udgivet: 01/02/2024
I 2023 fik næsten 23.000 personer tilkendt en førtidspension, det højeste antal i næsten 20 år.
Samtidig befandt et rekordstort antal unge i alderen 18-29 sig på førtidspension ved udgangen af året, hvor 13.489 unge var på ydelsen.
Det er cirka 1.000 flere unge end i 2012, som var det hidtidige rekordår, viser en ny analyse udarbejdet af de små og mellemstore virksomheders erhvervsorganisation SMVdanmark, på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
En stor del af de unge som får tilkendt førtidspension, får det på baggrund af en psykisk lidelse, viser en gennemgang fra Dansk Arbejdsgiverforening, som du kan læse mere om her.
"Det er utrolig trist, at vi ser et så stort antal unge med psykiske lidelser ende på førtidspension, og det er godt, at beskæftigelsesministeren har taget initiativ til en undersøgelse af, hvorfor det forholder sig sådan," lyder det fra Alexander Søndergaard, som er underdirektør i SMVdanmark med ansvar for politik og analyse, til NB-Beskæftigelse.
I december igangsatte Ane-Halsboe-Jørgensen (S) en analyse, der skal undersøge den kraftige stigning af førtidspensionister.
Ministeriet kan endnu ikke oplyse til NB-Beskæftigelse, hvornår analysen ventes at ligge klar.
Men i analysen fra SMVdanmark opfordres der nu til, at forligspartierne bag førtidspensionsreformen fra 2012 går tilbage til forhandlingsbordet og justerer ordningen.
Helt konkret foreslår SMVdanmark en model, hvor førtidspension tildeles som støtte svarende til det vurderede tab af erhvervsevne. Har en person en nedsat arbejdsevne på for eksempel 50 procent, så skal der tildeles en sats svarende til 50 procent af den eksisterende førtidspension.
Samtidig anbefales en løbende genvurdering af unge førtidspensionisters arbejdsevne. En vurdering, der også skal være med til at afklare, om de unge kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Det samlede antal førtidspensionister udgjorde ved årsskiftet 224.000 borgere, når der er taget højde for den demografiske udvikling.
Læs hele analysen fra SMVdanmark her.
Sidst opdateret: 01/02/2024 - 21:16











































