
KL har ansat Nicolas Johansen som ny kontorchef for beskæftigelse og integration - Foto: Pressebillede/Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Nicolas Johansen bliver ny kontorchef for beskæftigelse hos KL
KL har ansat Nicolas Johansen som ny kontorchef for beskæftigelse og integration. Han kommer fra en stilling som politisk konsulent i fagbevægelsen.
Udgivet: 09/01/2024
Kommunernes Landsforening (KL) får i 2024 en ny kontorchef for beskæftigelses- og integrationsområdet.
Det bliver Nicolas Johansen, der tiltræder stillingen 1. februar.
Det skriver KL i en pressemeddelelse.
Nicolas Johansen har et solidt kendskab til området. Han kommer fra en stilling som politisk konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Inden da har han blandt andet været ansat som teamchef i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og chefkonsulent i Beskæftigelsesministeriet.
"Beskæftigelsesområdet er for alvor til debat i denne tid. Jobcentrene er til diskussion, men virkeligheden er, at de leverer resultater på lav ledighed, en meget høj virksomhedstilfredshed og gør en kæmpe indsats for at få ukrainere i arbejde. Derfor bliver Nicolas så at sige kastet lige ind i ilden og skal være med til at styrke vores interessevaretagelse på et centralt område," siger KL's administrerende direktør Kristian Vendelbo.
Nicolas Johansen indtræder i ledelsesteamet for KL's Center for Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik, hvor han får ansvaret for KL's interessevaretagelse inden for blandt andet helhedsorienterede indsatser, aktiv beskæftigelsespolitik, jobcentre, ydelser og integrationspolitik
"Jeg har i stort set hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med arbejdsmarkedspolitik, og jeg er rigtig glad for, at jeg nu får mulighed for at fortsætte i en spændende organisation som KL. Kommunerne og KL arbejder for at sikre meningsfuld og ordentlig hjælp til borgerne på beskæftigelses- og integrationsområdet," siger Nicolas Johansen.
Sidst opdateret: 09/01/2024 - 10:27










































