
De seneste tal viser, at der i juli måned var 10.371 fra Ukraine i job på det danske arbejdsmarked. Det svarer til 75 pct. af de fordrevne fra Ukraine i den arbejdsdygtige alder, der er står til rådighed for arbejdsmarkedet. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Over 10.300 fordrevne ukrainere er nu i job
Det går fortsat fremad med at få fordrevne fra Ukraine ind på det danske arbejdsmarked. I juli måned var 10.371 fordrevne fra Ukraine i beskæftigelse.
Udgivet: 04/09/2023
Ruslands invasion af Ukraine har sendt millioner på flugt – blandt andet til Danmark, hvor de med særloven har kunnet komme markant hurtigere i job end flygtninge fra andre lande.
Ukrainerne har især fundet beskæftigelse inden for brancher som restauration, rengøring og landbrug.
De seneste tal viser, at der i juli måned var 10.371 fra Ukraine i job på det danske arbejdsmarked. Det svarer til 75 pct. af de fordrevne fra Ukraine i den arbejdsdygtige alder, der er står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Kigger man på beskæftigelsesfrekvensen for alle fordrevne fra Ukraine i den arbejdsdygtige alder, er andelen 50 procent i juli.
"Det er positivt, at så mange af de fordrevne fra Ukraine er kommet i beskæftigelse på trods af en svær situation og på en ufattelig trist baggrund," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
"Jeg håber, at endnu flere kan komme i job. Vi har fortsat en lav ledighed og høj beskæftigelse. Vi ved også, at virksomheder stadig mangler arbejdskraft, så de kan udgøre en vigtig ressource mange steder," tilføjer hun.
Kommunerne arbejder kontinuerligt med rekrutterings- og opkvalificerende indsatser for blandt andet fordrevne fra Ukraine inden for forskellige områder med mangel på arbejdskraft. De opkvalificerende indsatser kan for eksempel være fagunderstøttende dansk og anden opkvalificering sideløbende med danskuddannelse.
Sidst opdateret: 05/09/2023 - 12:23










































