
I en omfattende rapport fra whistleblowerenheden i Københavns Kommune vælter kritikken ned over daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). En del af rapporten handler om den mediesag, der opstod af jobcentrene i København, som blev kritiseret for, at de ikke henviste ledige til job. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Jobcentre pressede tidligere borgmester: Talte usandt og videregav fortrolige oplysninger
Whistleblowerenheden i Københavns Kommune konkluderer, at der er hold i en række anklager mod tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester.
Udgivet: 27/04/2023
I en omfattende rapport fra whistleblowerenheden i Københavns Kommune vælter kritikken ned over den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Rapporten konkluderer blandt andet, at arbejdsmiljøet var særdeles dårligt og alvorligt belastet, og at et betydeligt antal ledere og medarbejdere oplevede forhold, som falder under definitionen af uacceptable krænkelser, fremgår det.
Indberetningerne udpeger Cecilia Lonning-Skovgaard, der i foråret sidste år trak sig helt ud af politik som følge af de alvorlige anklager, som den ansvarlige. Det var særligt i perioden fra sommerferien 2021 frem mod kommunalvalget samme år, at det gik særligt hårdt for sig.
Her blev ledelsesstilen, den konkrete kommunikationsform og adfærden, som den er beskrevet ovenfor, blev oplevet som nedværdigende, krænkende og særdeles ubehagelig af et større antal medarbejdere og ledere og forekom næsten dagligt.
Indberetningerne indikerer, at flere kvindelige medarbejdere på grund af graviditet blev flyttet fysisk og organisatorisk, og nogle fik ændret deres arbejdsopgaver på den daværende borgmesters foranledning.
Whistleblowerenheden finder det endvidere dokumenteret, at den daværende borgmester i hvert fald i ét tilfælde udtrykkeligt tilkendegav, at hun ikke ønskede, at man ansatte en kvinde i den fødedygtige alder, og at hun i et andet tilfælde udtrykte utilfredshed med, at en medarbejder
blev gravid til trods for, at borgmesteren havde bedt forvaltningen sikre sig, at dette ikke ville ske, står der i rapporten.
Afgav misvisende information i sag om jobcentre
En del af rapporten handler om den mediesag, der opstod af jobcentrene i København, som blev kritiseret for, at de ikke henviste ledige til job.
Indberetningerne indikerer, at Cecilia Lonning-Skovgaard afgav misvisende information til offentligheden i forbindelse med Berlingskes dækning af sagen, at den daværende borgmester talte usandt over for det politiske niveau under en forespørgsel i Borgerrepræsentationen, samt at den daværende borgmester i strid med lovgivningen videregav fortrolige oplysninger vedrørende en personalesag på et møde i Borgerrepræsentationen.
Afskediget på usagligt grundlag
Indberetningerne indikerer, at den daværende administrerende direktør blev afskediget på usagligt grundlag på foranledning af den daværende borgmester, at den daværende fagdirektør fik ændret sin opgaveportefølje på et usagligt grundlag på foranledning af den daværende borgmester, og at den daværende borgmester omtalte den daværende fagdirektør på en unødvendig grov måde i offentligheden.
Rapporten fra Borgerrådgiverens whistleblowerenhed er baseret på syv indberetninger i januar-februar 2022 til den såkaldte whistleblowerordning 'vedrørende forhold i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen'.
Læs hele rapporten her.
Sidst opdateret: 27/04/2023 - 12:56










































