
Flere jobcenterchefer fortæller til NB-Beskæftigelse, at den hårde retorik mod jobcentrene har sat varige spor blandt deres medarbejdere, og flere har ligefrem taget konsekvensen og søgt væk. Chefrådgiver Annette Elgaard Bøttger fra Center for Ledelse kommer med fire råd til at lede medarbejderne gennem jobcenterkrise. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fire gode råd til at lede medarbejderne gennem jobcenterkrisen
Når jobcentrene står for skud, gælder det som leder om at lytte, rumme usikkerheden og ikke tro, at man har overnaturlige kræfter. Chefrådgiver Annette Elgaard Bøttger fra Center for Ledelse har fire gode råd til, hvordan lederen bør agere i en krisetid.
Udgivet: 26/01/2023
Indretningen af det offentlige beskæftigelsessystem stod sidste år for skud, og særligt i efterårets valgkamp blev sagsbehandlernes indsats udsat for politiske beskyldninger.
Det kulminerede i december med regeringsgrundlaget, som slår fast, at landets 94 kommunale jobcentre skal nedlægges og udgifterne reduceres med tre milliarder kroner.
Flere jobcenterchefer fortæller torsdag til NB-Beskæftigelse, at det har sat varige spor blandt deres medarbejdere, og flere har ligefrem taget konsekvensen og søgt væk.
Ifølge chefrådgiver Annette Elgaard Bøttger fra Center for Ledelse er en leders håndtering i kriser og ved store sparerunder afgørende for, hvordan medarbejderne kommer ud på den anden side.
Hun giver her fire gode råd til, hvordan lederne i jobcentrene håndterer usikkerheden.
1. Vis anerkendelse
“Når store uventede, gennemgribende forandringer finder sted, som kan give en følelse af at få fjerne fundamentet, er det som leder vigtigt at anerkende, at det kan give mange forskellige oplevelser og følelser blandt medarbejderne. Nogle ser måske deres verden styrte sammen, mens andre ser nye muligheder,” fortæller Annette Elgaard Bøttger.
Derfor er det ifølge hende afgørende at skabe et rum, hvor der kan tales ud. Nogle har måske brug for at tale med sin leder, mens andre finder støtte hos kollegaer.
“Som leder skal man derfor signalere, at det er okay at bruge tid på at tale om de tanker og følelser, der opstår,” siger Annette Elgaard Bøttger.
2. Hold dig til fakta
Under kriser vil ledere typisk blive afkrævet svar på mange spørgsmål, som de ikke kan svare på.
“Som leder er det vigtigt at kunne rumme frustrationerne, spørgsmålene udspringer af, men også holde sig til fakta. Derfor skal man være ærlig, hvis der er spørgsmål, som man ikke kender svaret på. Troværdig er afgørende,” siger Annette Elgaard Bøttger.
3. Man skal kunne rumme usikkerheden
Som leder skal man ikke tro, at man kan fjerne den usikkerhed, som vil opstår under kriser, påpeger Annette Elgaard Bøttger.
“Til gengæld kan man hjælpe medarbejderne med at navigere i usikkerheden. Det handler om, hvordan de møder borgerne, som også kommer med en masse spørgsmål. Der kan også være kolleger andre steder i kommunen, som har spørgsmål. Derfor skal der opbygges nogle rammer for, hvordan afdelingen støtter hinanden i den svære tid,"
4. Som leder er du ikke supermand
Når større kriser opstår, er lederne oftest lige så påvirket som medarbejderne. Derfor anbefaler Annette Elgaard Bøttger, at også de finder et rum, hvor de kan snakke ud.
“Som leder skal man ikke tro, at man skal lege supermand. Det er vigtigt, at de finder nogle, som kan lytte til dem,” lyder rådet fra chefrådgiveren.
Sidst opdateret: 26/01/2023 - 12:15










































