
Omkring 5.700 personer mistede ifølge Danmarks Statistik deres arbejde i november og december. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ledigheden stiger for anden måned: Politikerne skal tænke sig godt om
Ledigheden fortsatte med at stige i december, viser en tidlig indikator. Tusinder mistede deres arbejde mod slutningen af 2022, og politikerne skal derfor tænke sig godt om, inden de svinger sparekniven over beskæftigelsesindsatsen, mener økonom.
Udgivet: 12/01/2023
Arbejdsløsheden stiger for anden måned i træk.
2600 personer mistede deres arbejde fra november til december, viser en tidlig indikator fra Danmarks Statistik.
Dermed ser ledigheden i årets sidste måneder ud til at være steget med 5.700 personer, da arbejdsløsheden steg med 3.100 fra oktober til november.
Holder indikatoren stik, varsler det ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, en længerevarende vending i ledigheden.
"Dagens ledighedstal er et rigtig øv-tal, der viser, at inflationskrisen har udløst en ganske tydelig stigning i ledigheden hen i mod slutningen af 2022. Vi forventer desværre, at der er tale om en længerevarende vending i ledigheden, der vil strække sig ind i både 2023 og 2024," skriver han ifølge ritzau.
Ifølge Dansk Erhvervs forventninger, vil ledigheden i 2023 vokse med 35.000 personer.
Cheføkonom i Dansk Metal Erik Bjørsted forventer også, at ledigheden kommer til at stige yderligere. Alligevel er han umiddelbart ikke bekymret.
”Vi må forvente, at ledigheden stiger på grund af energikrisen, men der er gode chancer for, at køen af ledige trods alt forbliver relativ kort. Prognoserne spår over en bred kam, at ledigheden vil holde sig omkring 100.000 personer. Det er et relativt lavt niveau og svarer nogenlunde til det antal ledige, som vi havde før coronakrisen,” skriver han i en kommentar.
Erik Bjørsted mener, at politikernes vigtigste opgave er at sikre, at så få som muligt taber fodfæstet på arbejdsmarkedet, når konjunkturerne vender:
”Langtidsledigheden og antallet af kontanthjælpsmodtagere er historisk lavt. Og der har heller aldrig før været så mange ikke-vestlige indvandrere i arbejde som nu. Jobfesten efter pandemien har åbnet dørene til arbejdsmarkedet for mange mennesker, som før stod uden for arbejdsmarkedet. Det er et gigantisk socialpolitisk fremskridt, og det må vi ikke tabe på gulvet,” siger Erik Bjørsted og tilføjer:
”Politikerne skal tænke sig godt om, inden de svinger sparekniven over beskæftigelsesindsatsen. Lande, der prioriterer beskæftigelsesindsatsen højt, får typisk også flere arbejdsløse i job. Den aktive beskæftigelsesindsats i Danmark er én af årsagerne til, at vi har så få langtidsledige. Politikerne skal i deres spareiver derfor passe på, at de ikke at skyller barnet ud med badevandet.
Indikatoren er ikke det samme som de officielle ledighedstal. I stedet er det en foreløbig beregning. Det skyldes, at der ikke er samme datamængde tilgængelig endnu.
Sidst opdateret: 12/01/2023 - 13:32










































