Regeringen skylder de ansatte i jobcentrene svar på, hvordan det hænger sammen, at man vil spare tre milliarder kroner på indsatsen og nedlægge jobcentrene, og samtidig sætte kommunerne fri og give de ledige mere medbestemmelse.

Regeringen skylder de ansatte i jobcentrene svar på, hvordan det hænger sammen, at man vil spare tre milliarder kroner på indsatsen og nedlægge jobcentrene, og samtidig sætte kommunerne fri og give de ledige mere medbestemmelse. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Analyse: Bliver 2023 året, hvor tilliden mellem Christiansborg og jobcentrene genskabes?

SVM-regeringen har store ambitioner på beskæftigelsesområdet. Men den har endnu ikke fortalt de godt 12.000 ansatte i jobcentrene, hvordan planerne skal konkretiseres. Det haster med en afklaring.

Udgivet: 10/01/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Danmarks nye regering har store planer for beskæftigelsesområdet.

SVM vil nytænke hele systemet. Målet er at give ledige større frihed til at forme deres egen indsats. Og kommunerne skal have friere rammer til at organisere systemet på en måde, der giver det mere værdighed. Det står sort på hvidt i regeringsgrundlaget 'Ansvar for Danmark'.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har formentlig brugt sin juleferie på at spekulere over de svar, hun i det nye år vil blive afkrævet, for at skabe mere klarhed over processen. For mens det 60 sider lange regeringsgrundlag er svøbt i store ambitioner, er det samtidig meget ukonkret, hvordan målsætningen nås inden 2030.

Regeringen skylder de ansatte i jobcentrene svar på, hvordan det hænger sammen, at man vil spare tre milliarder kroner på indsatsen og nedlægge jobcentrene - og samtidig sætte kommunerne fri og give de ledige mere medbestemmelse.

De mest udsatte skal fremover helt ud af beskæftigelsessystemet, fremgår det af regeringsgrundlaget. 75 procent af de borgere, jobcentrene forsøger at hjælpe, har samtidig andre markante sociale udfordringer. Hvor mange af dem vil regeringen pille ud af beskæftigelsesindsatsen?

En ting er sikkert: Opgaverne forsvinder ikke, bare fordi indsatsen får nyt navn.

De ansatte er forsigtige optimister

Sagsbehandlerne på jobcentrene har længe været udsat for et krydspres. Skiftende regeringer har med den ene reform efter den anden forsøgt sig med nye løsninger og afbureaukratisering.

Alligevel oplever medarbejderne et fortsat bombardement med regler og papirer. I dag er der godt 30.000 siders lovgivning og bekendtgørelser på området.

Det er som om, de ansatte har hørt det før, når SVM-regeringen lover kommunerne frihed. Flere kilder fortæller NB-Beskæftigelse, at de nøjes med at være forsigtige optimister.

“Det er dyrt at lave individuelle indsatser for borgere med komplekse sager. Den slags er meget tidskrævende,” som en udtrykker det.

På den ene side vil regeringen forfølge idealet om frihed og værdighed. På den anden side ønsker den også styring og kontrol.

Det er for eksempel meget svært at opdage og afsløre socialt bedrageri. Ikke desto mindre skal snyderi ifølge regeringsgrundlaget mødes med en hård og markant indsats. Mislykkes det, må kommunerne finde sig i fortsat statskontrol.

Reformen skal gennemføres hånd i hånd med enorme besparelser. Regeringen vil skære mere end en fjerdedel af de samlede udgifter til jobcentrene væk.

Man må medgive, at centrene umiddelbart er dyre i drift. På den anden side er regnestykket svært at gennemskue på grund af sagernes kompleksitet. Det er langtfra tale om one size fits all afgørelser, der kan slås op i en facitliste.

De ansatte på jobcentrene gør, hvad de kan for at overbevise kritikkerne om, at deres indsats er langt bedre end deres rygte. Og personalet har gode argumenter på hånden.

Næsten tre millioner danskere er i job. Det er flere end nogensinde. Aldrig tidligere har så mange langtidsledige, indvandrere med ikke-vestlig herkomst og kontanthjælpsmodtagere fået chancen på arbejdsmarkedet. Og det på et arbejdsmarked med Europas absolut laveste langtidsledighed.

Udsigten til de massive besparelser har skabt frygt for, at de historiske gode resultater bliver sat over styr.

Flere medier har ofte sat den årlige udgift for kommunernes beskæftigelsesindsats til 12 milliarder kroner. Det tal er for højt sat - i hvert fald i forhold til de nugældende regnskaber.

Mens udgifterne til beskæftigelsesindsatsen i 2018 var 15 milliarder kroner, har den de sidste par år har ligget i nærheden af 10,8 milliarder.

4,8 milliarder kroner bruges på driftsudgifter i forbindelse med aktiveringen af borgerne, mens prisen for samtaler og sagsbehandling beløber sig til 5,4 milliarder.

Lykkes regeringen med at øge kommunernes frihed, vil der formentlig kunne spares et væsentligt beløb. Men næppe et beløb der kommer bare tæt på regeringens mål om en besparelse på tre milliarder kroner årligt.

De kommer i virkeligheden oven i den besparelse på 1,1 milliarder kroner, som skal gå til Arne-pensionen.

Flere økonomer forventer at de seneste års opsving i dansk økonomi snart bliver afløst af en hård opbremsning. Det Økonomiske Råd forudså i sin efterårsrapport, at arbejdsløsheden vil stige med 42.000 frem mod 2024. Sker det, vil udgifterne til arbejdsløshed stige markant de kommende år.

Stor vilje til forandringer

Heldigvis kan den nye beskæftigelsesminister regne med kommunens velvilje til at nytænke hele beskæftigelsesindsatsen. Halvdelen af Danmarks 98 kommuner søgte om at blive frikommuner på området, når det næste forsøg efter planen påbegyndes i juli 2023. Kun fire af dem slap gennem Beskæftigelsesministeriet nåleøje.

Her i NB-Beskæftigelses spalter har flere forskere kritiseret, at staten laver endnu et frikommune-forsøg. Den burde i stedet skynde sig med at udbrede de erfaringer og metoder, der i tidligere forsøg har skabt positive resultater.

2023 kan blive året for ny tillid

I valgkampen søgte jobcentrenes personale ofte tilflugt i skyttegrave, mens både blå og røde politikere sendte den ene salve efter den anden lige hen over hovederne på dem. Alligevel kan 2023 måske genskabe tilliden mellem centre og politikere. Tvivlen bør i det mindste komme SVM-regeringen til gode.

Da Ane Halsboe-Jørgensen for en måned siden fik overdraget Beskæftigelsesministeriet, roste hun de ansatte.

“Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke handler om den enkelte medarbejder. Jeg har stor respekt for de rigtig mange dygtige ansatte landet over, som hjælper folk i arbejde.”

“Det handler i stedet om, at vi i den nye regering mener, at man kan gøre arbejdet på en bedre måde. Vi skal mindske kontrollen af den enkelte arbejdsløse og møde folk med en større frihed. Og så skal vi bruge ressourcerne der, hvor vi for alvor mener, at de gør nytte til at få folk i arbejde,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen til NB-Beskæftigelse ved sin tiltrædelse.

Ministeren ville ved den lejlighed ikke forholde sig til, hvor besparelserne på tre milliarder kroner skal findes. Det er fair nok, at hun først lige vil forhøre sig rundt omkring i sine baglande.

Historisk har Socialdemokratiet været tilhænger af statslig styring. Og af at have arbejdsmarkedets parter med i inderkredsen. Venstres liberale tilgang har tværtimod handlet om at lade private leverandører erstatte offentligt bureaukrati. De tidligere så forskellige synspunkter mødes nu i et regeringsgrundlag med plads til både gamle a-kasser og nye private operatører.

Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at Ane Halsboe-Jørgensen allerede har en plan gemt i skuffen.

Men der er alligevel behov for, at hun meget snart inviterer arbejdsmarkedets parter forbi ministerkontoret. Kun et fælles ejerskab til en ny praksis vil gøre SVM's plan gavnlig for dem, det hele handler om; de, der står og tripper for at få adgang til arbejdsmarkedet.

Og samtidig skylder Ane Halsboe jobcentrenes godt 12.000 ansatte et svar på, om de er købt eller solgt.

Et tillidsfuldt forhold mellem politikere og frontpersonale er afgørende for, at Danmark kan fastholde de seneste års historiske succes i kampen mod ledighed.

Sidst opdateret: 10/01/2023 - 13:43

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]