
Det var en bekymret formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Peter Rahbæk Juel, som mandag KL's Integrationstræf i Odense. Staten bør tage et større ansvar for modtagelsen af ukrainske flygtninge, mener han. - Foto: KL
KL med klar opfordring til ny regering: Tag større ansvar for ukrainere
Kombinationen af streng frost og russiske angreb mod ukrainsk infrastruktur kan snart resultere i en ny flygtningestrøm. Den kan ifølge KL blive en større udfordring end allerede pressede danske kommuner kan klare. I stedet bør staten tage større ansvar. KL har tre anbefalinger til den kommende regering.
Udgivet: 29/11/2022
Krigen i Ukraine er på vej ind i en ny fase: Vinter med risiko for isnende kulde.
Ruslands målrettede angreb mod el-, vand- og varmeforsyning har allerede ramt millioner af ukrainere. Og hvis vinteren bliver streng, kan utallige flygtninge sætte kursen mod Europa og Danmark.
Den udsigt var mandag hovedtemaet for Kommunernes Landsforenings (KL) Integrationstræf i Odense.
Formanden for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Peter Rahbæk Juel (S), er tydeligt bekymret for en ny flygtningestrøm. Det skinnede igennem i hans indledende tale, hvor han kom med en opfordring til Christiansborg:
“Staten bør tage et større ansvar for modtagelsen af ukrainske flygtninge.”
Konkret har KL tre anbefalinger til Danmarks kommende regering.
- De 98 kommuner kan ikke længere fungere som asyloperatør. Ukrainske flygtninge bør i stedet bydes velkommen i et statsligt modtagecenter.
- Kommunerne skal fremover have 15 dage til at forberede modtagelsen af ukrainske flygtninge. Særloven fra marts giver i dag kommunerne fire hverdage til at forberede modtagelsen af en ukrainsk flygtning.
- Staten skal hjælpe kommunerne med at finde boliger til ukrainske flygtninge. Næsten 31.000 ukrainske statsborgere har fået opholdstilladelse under særloven. Stort set dem alle er blevet visiteret til en bolig. Nu er mange kommuner ved at nå loftet for, hvor mange flygtninge de kan indkvartere.
Staten skal sikre, at der er boliger nok
Ifølge Peter Rahbæk Juel fortjener kommunernes og hele samfundets indsats for de ukrainske flygtninge stor ros.
Men med udsigten til en ny flygtningestrøm i løbet af vinteren påpeger han, at vi er nødt til at lære af vores erfaringer.
“Hvis der kommer en ny flygtningestrøm, kan vi ikke bare regne med, at private åbner dørene på samme måde som i foråret. Samtidig har mange kommuner nået loftet for, hvor mange flygtninge der kan indkvarteres. Derfor bliver staten nødt til at bidrage økonomisk til indkvarteringen," uddyber Peter Rahbæk Juel til NB-Beskæftigelse.
“Vi ser gerne, at ukrainske flygtninge modtages på de statslige asylcentre. Centrene skal derefter stå for placeringen, så vi ikke længere skal lege asylcentre ude i kommunerne. Det lykkedes i foråret. Men det var presset og mange steder på kanten til det uhensigtsmæssige”, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense.
Ukrainere bør fordeles mere intelligent
Københavns Kommunen er midt i byggeriet af sin fjerde pavillonby til ukrainere. Men det er en dyr og langsom løsning ifølge beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
Han opfordrede for nylig staten til at tage større ansvar for at sikre nok boliger til ukrainske flygtninge.
Lütken mener, at en stribe statslige ejendomme rundt omkring i landet er oplagte til at huse ukrainere. Han mener desuden, at man bør se anderledes på fordelingen. I dag fordeles ukrainske flygtninge efter kommunernes befolkningstal.
“Når så mange mennesker kommer til landet, bør de fordeles på en mere intelligent måde. Vi er i høj grad udfordret i København, og det er derfor vi opfører pavillonbyer. Det er ikke billigt, men vi ser ikke andre muligheder. Der er andre steder i landet, hvor det ville være nemmere at finde plads,” fortæller Jens-Kristian Lütken til NB-Beskæftigelse.
Ifølge Udlændingestyrelsens opgørelse er knap 2.600 ukrainere blevet visiteret til en bolig i København. Det er det højeste antal i en kommune.

Aarhus Kommune kan også mærke presset. Den har med 1.625 taget næstflest. Aarhus er enig i, at staten bør påtage sig en større rolle i forbindelse med indkvartering af ukrainske flygtninge. Det fremgår af et referat fra et møde i kommunen.
Peter Rahbæk Juel forstår frustrationerne. Alligevel afviser han, at KL vil blande sig i den statslige fordeling af ukrainere.
“Jens-Kristian har en pointe i, at boligsituationen er vidt forskellige i de enkelte kommuner. Jeg synes, eksemplet fra København viser, hvor langt kommunen er gået for at tage sin andel. Det siger også noget om, at der er en grænse for, hvor mange tilfældige løsninger, man kan lave.”
“Og det understøtter KL's og min pointe, at staten bør tage større ansvar. Det er en forudsætning for, at alle kan bidrage til at tage imod kommende ukrainske flygtninge,” siger Peter Rahbæk Juel.
Sidst opdateret: 29/11/2022 - 22:19










































