
Arbejdsløsheden blandt unge falder drastisk fra 2019, viser forskellige statistikker. Her er det DST's NEET-tal.
Fakta: Derfor er der forskel på opgørelser af ungdomsarbejdsløshed
NB-Beskæftigelse bringer i dag flere artikler om, at færre unge nu hører til 'restgruppen' uden for arbejdsmarkedet. Der er flere måder at gøre tallene op på. Læs her forskellen på NEET-tal og Undervisningsministeriets tal.
Udgivet: 06/09/2022
Ifølge nye tal fra Styrelsen for IT og Læring er antallet af 'unge uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet' i aldersgruppen 15-24 år faldet med 5.000 fra omkring 47.000 til 42.000 fra starten af 2020 til 2021.
Kigger man på Danmarks Statistiks NEET-tal for unge uden arbejde og uddannelse mellem 16 og 24, er tallene næsten det dobbelte, men tendensen er den samme. Her er faldet i antal unge uden arbejde og uddannelse på 8.000 - fra omkring 71.000 til 63.000. Her er udviklingen i 2021 dog endnu ikke registreret.
Se udviklingen både i NEET-tal og tallene fra Styrelsen fra IT og Læring i slutningen af artiklen. Styrelsen hører til under Undervisningsministeriet.
De to statistikker vil det samme; nemlig identificere den restgruppe af unge, der er uden for uddannelse og arbejdsmarked. Men de bliver opgjort vidt forskelligt.
Styrelsen for IT og Læring tæller meget færre unge med end Danmarks Statistisk (DST), fordi den udelukker nogle grupper. Det er unge, der ikke har gået i dansk grundskole, som betyder, at en del udenlandske unge ikke tæller med. Unge, der har taget en ungdomsuddannelse er heller ikke med: det er gymnasiale og lærlingeuddannelser. Og endelig er beskæftigelseskravet forskelligt i de to opgørelser.I DST's NEET opgørelse indgår unge, der ikke har arbejde i den uge, interviewet foregår, og som ikke i de foregående fire uger har været under formel uddannelse. I statistikken, som Styrelsen for IT og Læring laver, tæller man derimod med som arbejdsløs, hvis man har under 18 timers arbejde om ugen.
Samlet gav de to forskellige metoder en forskel på omkring 24.000 unge i 2018 og knap 23.000 unge i 2020.
Der er også forskel på den metode, der ligger bag de to statistikker. Danmarks Statistik opgør NEET-tal som en del af den årlige arbejdskraftundersøgelse (AKU), der bygger på interviews i en uge i november, mens udgangspunktet for tallene fra Styrelsen for IT og Læring er de statistisk opgjorte tal for de enkelte år. Styrelsen tæller 15-24 årige, mens DST's NEET-tal tæller fra 16 til 24 år.
Her er udviklingen i de to statistikker
NEET statistikken fra Danmarks Statistik er opdelt i kvinder og mænd. Man skal altså lægge de to tal sammen for at få den samlede gruppe af unge mellem 16-24 år, der i årene 2012 til 2020 var uden arbejde og uddannelse.

Her er udviklingen blandt unge uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked, som politikerne har besluttet skal tælle med i den gruppe, der er vigtig at fokusere på. Som det fremgår falder antallet i gruppen drastisk fra 2019. Det afspejler sig også i ovenstående grafik fra DST.

Sidst opdateret: 06/09/2022 - 12:16










































