NB Beskæftigelse bragte for en lille måned siden to artikler. Den ene blev bragt 19. januar med titlen: ”Svært at få fleksjobbere i job uden virksomhedspraktik”, mens den anden var at finde online 28. januar med titlen: ”Lettere at få fleksjobbere i arbejde uden indledende praktik”. Uden at tage hensyn til det reelle indhold af artiklerne, skrev jeg et vittigt indlæg på LinkedIn med en modstilling af de to overskrifter. Kontrasten i titlerne i de to artikler vækkede nemlig straks nogle spørgsmål i mit hoved. Spørgsmål som jeg gerne vil dele med jer her.

Kort fortalt indeholder de to artikler en række udtalelser fra et antal kommuner, der har mere eller mindre succes med at formidle fleksjobs til borgere på ledighedsydelse i den aktuelle suspensionsperiode. Nogle af kommunerne har historisk benyttet sig strategisk af virksomhedspraktik som indgang til en fleksjobaftale, mens andre primært formidler direkte til fleksjob på virksomhederne uden et forudgående forløb. Jobcentrene i de forskellige kommuner står dermed med meget forskellige forudsætninger for at formidle fleksjobs i perioder, hvor brugen af virksomhedsrettede tilbud er suspenderet.

Men hvad fortæller disse kontraster os ellers? Måske noget om hvordan den aktuelle undtagelsestilstand påvirker landets jobcentre forskelligt, men måske også lidt om hvordan det strategiske arbejde i jobcentrene fungerer mere generelt – også udenfor en undtagelsestilstand. Spørgsmålet er, om vi det seneste år for alvor har været gode nok til at følge med udviklingen i jobcentrene? Har vi brugt anledningen til at blive bedre til vores kerneopgave og tilpasse os? Det er her vigtigt for mig at pointere, at jeg selvfølgelig ikke indikerer, at landets mange jobcentre har siddet på hænderne i tolv måneder. Tværtimod. Men måske vi har ventet for meget på, at ydre faktorer tillader, at vi kan vende tilbage til ”normalen”.

Når alting alligevel er oppe i luften

Når vi kigger på eksemplerne fra de forskellige kommuner, er finten at modstå fristelsen til instinktivt at ty til (bort)forklaringer om variationer i lokale arbejdsmarkedsforhold eller udpege navngivne kommuner med forbedringspotentiale i forhold til inspirationskommuner, som man ynder at kalde det i denne benchmarking-tidsalder. Nej, det spændende er at kigge på, hvordan jobcentrene på bedst mulig vis kan lære af hinanden. Det er der jo ikke noget nyt i, tænker du nok? Nej, men netop en situation som den vi står i nu, kalder endnu mere på at vi sænker paraderne, og lader os inspirere af hinandens forskellige løsningsmodeller. Suspension eller ej.

Mens vi hastigt nærmer os årsdagen for den første nedlukning af det danske samfund, fornemmes der i forskellige fora at være en vis stemning af, at vi venter på én eller anden form for forløsning. En slags normaltilstand. Selvom den lader nok alligevel lader vente på sig lidt endnu, uanfægtet om suspensionen ophører eller ej. Vi skylder derfor både de ledige og os selv, at vi ikke stiller os i venteposition, men at vi derimod forsøger at være så kreative med vores værktøjskasse som muligt – inspireret af hinanden.

Mål, magt og morgenkaffe

I mit LinkedIn-opslag lagde jeg særlig vægt på, at noget af det spændende ved at arbejde inden for beskæftigelse er den omfattende datamængde, der præger området. Beskæftigelsesområdet er på alle ledder og kanter gennemreguleret – på godt og på ondt. Når jeg fandt modstillingen mellem de to overskrifter interessant, var det fordi, den på mange måder fanger de paradokser og tvetydigheder, der er til stede i den daglige drift i landets jobcentre. På den ene side arbejder hver kommune ud fra sin egen organisatoriske logik og efter egne lokale politiske prioriteringer og strategiske retningslinjer. På den anden side er de underlagt central monitorering krydret med økonomiske incitamenter og løbende benchmarking. Begge har indflydelse helt ind i maskinrummene i kommunerne.

Problemet kan opstå, når det strategiske fokus i de enkelte kommuner vendes mod at levere på centralt fastlagte fokusmål og symptombehandle på eventuelt mindre smigrende aktuelle tal. Når det strategiske fokus lægges dér i en i forvejen underlig tid, tages der drive og energi ud organisationen, der ellers kunne være brugt på at finde nye og anderledes løsninger i samarbejdet med virksomhederne og de udsatte ledige. Vi risikerer med andre ord at bruge mere tid på at skue indad i organisationen, end på at se udad mod andre kommuners eksempler på gode løsningsmodeller på enslydende udfordringer. Selvom jeg selv kan finde det udfordrende, er det derfor bydende nødvendigt, at vi forsøger at fokusere på, hvordan vi kan udnytte mulighederne i undtagelsestilstanden, frem for at bruge energi på at fokusere på begrænsningerne ved manglende muligheder for eksempelvis oprettelse af virksomhedsrettede tilbud.

Tre klik fra Falster til Mors

Foranderlige rammevilkår er aktuelt, ja, et vilkår. Fleksibiliteten i de enkelte jobcentre til at justere sig til disse vilkår er afgjort af den fælles mobiliserende kraft, strategiske beslutninger og en tydelig fælles retning skaber helt ned på afdelingsniveau. En undtagelsestilstand som corona-krisen er med til at belyse nogle blinde vinkler i det daglige arbejde, og afsløre svage punkter i vores indsatser. Herunder i hvor høj grad vores lokale organisatoriske kontekster og fællesfaglige tilgange påvirker, hvilken retning pilen peger i bestemte perioder. Som de to fleksjob-artikler afslører, så er der i de forskellige kommuner tale om forskellige løsningsmodeller, der har rod i lokale strategiske beslutninger og en faglig historik. Vi burde her være beredte på at gøre det arbejde, der skal til for at sikre et hensigtsmæssigt kursskifte, når vores modeller viser sig ikke at være effektive. Vi bliver i den proces nødt til at blotte os for andre muligheder, end dem der født i vores egen organisation, og det bliver nødt til at være et strategisk valg.

Heldigvis har corona-krisen lært os én ting. Man kan hoppe fra et sparringsmøde på Falster til et inspirationsmøde på Mors med tre klik.