
(Arkiv) Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard glæder sig over det lave antal covid-19 smittede på Jobcenter København. - Foto: Københavns Kommune
Jobcenter København: 44 ud af 2.200 medarbejdere har haft covid-19
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard er glad for de lave smittetal. 'Det er et udtryk for, at vi har rigtig gode til at passe på medarbejderne,' siger hun.
Udgivet: 01/12/2020
På fire måneder har 44 medarbejdere på Jobcenter København været smittet med covid-19. Det svarer til, at 1,8 procent af de 2.200 ansatte på jobcentret har været smittet.
"Jeg er utrolig glad for, at tallene er så lave. Det er et udtryk for, at vi har været rigtig gode til at passe på medarbejderne fra helt tilbage, da de sad under den totale nedlukning, og vi forberedte, hvordan vi kunne sikre indgange og sikre arbejdsstationer med plexiglas og sprit, og vi lavede separate venteordninger og hurtigt kunne guide borgerne hurtigt ind i separate samtalerum," siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Københavns Kommune sendte alle medarbejder på arbejde i jobcentret, da det åbnede 15. juni efter nedlukningen. Det gav bekymring hos nogle af medarbejderne, hvis fagforeninger også var kritiske over for kravet om, at alle møder som udgangspunkt skulle foregå fysisk. Et indlæg på LinkedIn fra Cecilia Lonning-Skovgaard gav indtryk af, at det var hende, der stod bag kravet om fysisk fremmøde og fysiske møder.
"Det var en fejltolkning, at det var mit krav," siger Cecilia Lonning-Skovgaard i dag.
"Det er direktionen, der ser på tallene og tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for borgeren. Det var en faglig vurdering, at der skulle være fysiske samtaler," siger hun.
Cecilia Lonning-Skovgaard støtter KL's krav om, at det skal være muligt i højere grad at føre samtaler digitalt eller telefonisk, så ikke alle skal møde ind på jobcentret til en samtale.
"Vi vil generelt gerne have den fleksibilitet. Der kan være meget stærke borgere som ledige akademikere, der skal tjekke ind. Der kan også være skrøbelige borgere, der har angst eller har brækket benet. Men der er også en stor gruppe borgere, det er bedst at møde fysisk, så vi kan se, om de er ved at være mentalt trykket af at være ledige, om de har drukket eller er skæve af hash."
Andel digitale/telefoniske samtaler i København
Siden sommerferien har de digitale og telefoniske samtaler dog været stigende i København. I forbindelse med anden bølge af covid-19 blev flere medarbejdere sendt på hjemmearbejde.
I Ugerne 44 til 48 er 58 procent af samtalerne blevet gennemført digitalt eller telefonisk, og ofte hjemmefra. Det er en fordobling i forhold til samme periode sidste år, hvor cirka 30 procent af samtalerne blev afholdt telefonisk eller digitalt. Det var for eksempel CV-samtaler, når borgeren var i aktivering, eller når der skulle findes personer til relevante jobåbninger.
Fra sommerferien og frem til slutningen af november blev i gennemsnit halvdelen af alle samtaler gennemført digitalt eller telefonisk, oplyser Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34










































