Sådan så kortet over smittetrykket ud i hovedstadsområdet mandag den 7. september.

Sådan så kortet over smittetrykket ud i hovedstadsområdet mandag den 7. september. - Foto: Kilde: Statens Seruminstitut

Jobcenter København: Trods smittestigning skal både medarbejdere og ledige møde fysisk op

En række andre kommuner med smittestigning sender medarbejdere hjem eller prioriterer digitale samtaler med ledige på grund af smittestigning.

Udgivet: 08/09/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

I Københavns Kommune bliver administrative medarbejdere sendt hjem, mens dem med borgerkontakt skal blive på arbejde. Det gælder også medarbejderne i Jobcenter København, oplyser beskæftigelses- og integrationsforvaltningen til NB-Beskæftigelse.

I går havde København 40,6 smittede ud af 100.000. I Odense, hvor der var 60,7 smittede ud af 100.000, er arbejder næsten alle jobcentermedarbejdere hjemmefra.

Beskæftigelsesforvaltningen i København har siden åbningen i juni haft et princip om, at alle medarbejdere skulle møde fysisk på arbejde, og at fysiske møder med ledige skulle prioriteres over telefoniske eller digitale møder, som kommunerne har dispensation til at gøre frem til 1. oktober.

I Brøndby Kommune var der i går et smittetal på 60,1 af 100.000. Der har en tredjedel af både de administrative medarbejdere og jobcentermedarbejderne været på hjemmearbejde siden nedlukningen. Flere i administrationen sendes nu hjem.

"Nu skærper vi det yderligere, så alle medarbejdere, der kan arbejde hjemme, også gør det, under hensyntagen til den daglige drift," skriver kommunen til NB-Beskæftigelse.

"I jobcentret arbejder vi også med 2/3 fremmøde for medarbejdere. Vi adskiller medarbejdergrupper samt skærper krav om afstand og hensigtsmæssig opførsel. Samtidig opfordres de medarbejdere der fremmøder og som benytter offentlig transport om så vidt muligt at tilrettelægge deres arbejdstid således, at de undgår myldretiden."

Sagsbehandlerne i Brøndby afholder så vidt muligt samtaler telefonisk eller digitalt.

Beskyttelse mod stigning i smitte af covid-19

Sundhedsministeriet opfordrede i går offentlige og private arbejdspladser i 18 kommuner med stigende smittetal om at sende medarbejdere hjem "i videst mulig omfang."

Det ønske har større virksomheder som Pandora og KMD nu efterkommet, og det samme gør en lang række kommuner ved at sende administrative medarbejdere hjem.

NB-Beskæftigelse har spurgt de 18 kommuner, hvordan det ser ud på jobcentrene. Det særlige er her, at de frem til 1. oktober har fået dispensation til at gennemføre alle samtaler med ledige på telefon eller digitalt, og derfor vil det ikke i sig selv give driftsforstyrrelser, hvis medarbejderne bliver sendt på hjemmearbejde.

Vi mangler svar fra en række kommuner i hovedstadsområdet og opdaterer løbende.

Corona-tiltag i jobcentre i hovedstadsområdet

Vallensbæk Kommune har et smittetryk på 78,5 ud af 100.000, der dog kun dækker over 13 smittede. Kommunen vil sende medarbejdere hjem i det omfang det er muligt uden at forringe servicen til borgerne.

Næsten alle samtaler gennemføres digitalt, skriver kommunen i en mail.

"I Vallensbæk Kommune vil vi foretage en konkret vurdering af, hvilke opgaver der kan løses hjemmefra, uden at servicen til borgerne forringes."

"Jobcentret vil fortsat gennemføre samtaler med borgere. Samtalerne med de ledige foregår primært digitalt. I nogle tilfælde, hvor det giver bedst mening, foregår samtalerne fysisk. Et forsigtigt bud, så er det formentligt ca 10% af samtalerne, der er fysiske."

"Denne procedure er indført efter sommerferien, dvs primo august. Indtil da var alle samtaler med enkelte undtagelser digitale," skriver altså Vallensbæk Kommune til NB-Beskæftigelse.

Kommuner med mindre smittetryk

Frederiksberg Kommune, der geografisk ligger omsluttet af København, vil "i begrænset omfang" sende medarbejdere hjem at arbejde, "når det er foreneligt med driften," hedder det i en mail. Kommunens smittetal var i går lavere end Københavns med 30,8 smittede ud af 100.000.

I Frederiksberg foregår "en væsentlig del af samtalerne" i forvejen "digitalt og telefonisk frem til den 1. oktober 2020. Borgere i risikogruppen har frem til 1. oktober 2020 mulighed for at vælge at gennemføre samtaler med jobcentrets medarbejdere pr. telefon eller digitalt."

Lyngby-Taarbæk og Høje-Taastrup kommuner ligger på henholdsvis 30.4 og 29,6 smittede af 100.000. Her sendes administrative medarbejdere på hjemmearbejde.

Alle samtalerne på jobcentret i Lyngby-Taarbæk Kommune tages som udgangspunkt telefonisk.

Høje-Taastrup har både digitale og telefoniske samtaler og fysiske møder.

"Prioriteringen har været, at udsatte/sårbare borgere er blevet tilbudt at møde fysisk. Ligeledes er visitationssamtaler (den første samtale, en ledig deltager i) foretaget fysisk, og samtaler med A-kasser er ligeledes afholdt fysisk," fortæller jobcenterchef Michael Wittendorf i en mail.

"I mange sager har vi benyttet os af de digitale/telefoniske muligheder, til stor gavn for både de jobparate, sygemeldte samt enkelte målgrupper inden for aktivitetsparate borgere."

Kun én kommune som København

Gladsaxe havde i går 36,2 smittede per 100.000 indbyggere og er indtil videre den eneste kommune ud over København, der efter den seneste smittestigning vil have alle medarbejdere på arbejde i jobcentret, hvor de skal holde fysiske møder med de ledige.

Social- og Sundhedsdirektør i Gladsaxe Ulrich Schmidt-Hansen siger om opfordringen fra sundhedsministeren til at sende så mange som muligt på hjemmearbejde:

"Det ligger ikke i den udmelding en ændring af lovgivning af det, vi skal over for borgerne, så vi opretholder fuld arbejdsstyrke. Vores medarbejdere har brug for at kunne tage både telefoniske og personlige samtaler, og det kan de ikke gøre hjemme. Vi slækker ikke på regler om samtaler," siger Ulrich Schmidt-Hansen til NB-Beskæftigelse.

Som udgangspunkt foregår samtaler med de ledige i Gladsaxe på jobcentret i, men de kan dog afvikles telefonisk, hvis en ledig beder om det.

"Hvis borgerne har syntes, at det var en bedre service, har de fået samtalen over telefon. For nogle borgere var det en fordel; for udsatte borgere var det ikke nødvendigvis en fordel. Men vi fortsætter med fuld bemanding og alle mand på dæk."

Vi opdaterer listen over de 18 kommuner, når der er nyt. Smittetallene fra mandag bliver ikke opdateret i denne artikel.

Opdateret med Brøndby kl. 14:00. Opdateret med Høje-Taastrup kl. 14:10. Opdateret med Gladsaxe kl. 18:05.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]