
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) præsenterede i dag en opkvalificeringsreform, der opfylder mange af fagbevægelsens krav til uddannelse. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hummelgaard: Jobcentre skal ikke stå i vejen for ufaglærtes uddannelse til faglært
Opkvalificeringsreform gør det muligt for ledige ufaglærte at tage en faglært uddannelse ud over dagpengeperioden og med højere dagpengeniveau. Korte opkvalificeringskurser kan startes fra første ledighedsdag.
Udgivet: 10/06/2020
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde i dag sit længe ventede forslag til opkvalificeringsreform midt i gården hos teknikvirksomheden Kemp & Lauritzen i Glostrup. Man måtte forstå på opstillingen, at nu er det arbejdernes tur efter de mange hjælpepakker til virksomhederne.
Ufaglærte ledige over 30 får nu en ret til at uddanne sig som faglærte til 110 procent af dagpengeniveauet, hvis der er mangel på faglært arbejdskraft inden for den branche, den ledige ønsker at uddanne sig. Hvis der ikke er mangel på arbejdskraft, er taksten på niveau med dagpengene, men det er stadigvæk en rettighed. Også faglærte med en forældet uddannelse er med i ordningen.
Hidtil har det såkaldte uddannelsesløft givet mulighed for at uddanne sig til faglært til 80 procent af dagpengene, og det har mildest talt ikke været en succes.
Rettighed skal tvinge kommuner og a-kasser til at bevilge uddannelse
Når uddannelse fra ufaglært til faglært gøres til en rettighed, må man forstå, at det sker på baggrund af, at der er politiske og bureaukratiske forhindringer i de enkelte kommuner for, at ledige bliver uddannet som faglærte.
I udspillet "Ledige skal løftes i krisen" står der blandt andet:
"Alle, der har brug for det, skal have adgang til uddannelse. Det må ikke stå og falde med, hvad jobcentret i sidste ende beslutter. Det skal være en rettighed for både den ufaglærte og faglærte med en forældet uddannelse."
Hvordan det skal organiseres konkret, at ledige får en rettighed, har Beskæftigelsesministeriet ikke fastlagt, oplyser Peter Hummelgaard.
"Vi vil i den offentlige debat sikkert høre, at der er nogen, der vil tage uddannelse for at få flere dagpenge, men det tror jeg nu ikke på," siger han.
Uddannelse på dagpenge ud over ledighedsperiode
Forslaget betyder også, at en lærlingeuddannelse kan gøres færdig, selvom den går ud over den ledighedsperiode, den ledige har tilbage.
"Indtil uddannelsen er færdig," siger Peter Hummelgaard som svar på et spørgsmål fra NB-Beskæftigelse om, hvor lang tid det må tage.
Med et ekstra beløb på omkring 1.900 kroner brutto om måneden til de ufaglærte, der vælger uddannelse i et fag, der er mangel på, håber Peter Hummelgaard, at der for alvor kommer gang i uddannelsesløftet.
Tilbuddet gælder fra 1. august og 2021 med og er altså ikke en permanent ordning. Det har fagbevægelsen kritiseret, efter at udspillet blev offentliggjort. Den ønsker, at ændringerne skal være permanente.
Men så langt tør regeringen ikke gå.
"Vi kan ligeså godt sige det helt ærligt. Det er ikke prøvet før, så vi ved ikke, om det virker. Det er et forsøg," siger Peter Hummelgaard som svar på udløbsdatoen.
Arbejdsløse får med udspillet også ret til kortere opkvalificeringskurser fra den første ledighedsdag. Forsikrede ledige får også fra første ledighedsdag mulighed for seks ugers jobrettet uddannelse. Begge dele er som hidtil på den almindelige dagpengesats.
Se Ritzaus overblik over opkvalificeringspakken i en anden artikel på NB-Beskæftigelse.
Ideologisk uddannelsespakke
Det er en ideologisk pakke, Peter Hummelgaard har lagt frem i dag. Siden valgkampen i 2019 har Socialdemokratiet lagt vægt på, at der skal skiftes gear i beskæftigelsespolitikken. Efter mange år under mantraet 'job først', vil regeringen have et uddannelsesløft, så mange flere ufaglærte bliver faglærte.
Det er et strukturelt problem, at der er få for faglærte og for mange ufaglærte, har beskæftigelsesministeren ofte gentaget.
Til kritikken fra flere eksperter og erhvervsorganisationer af, at ledige i uddannelse kan betyde, at deres arbejdskraft kan komme til at mangle på arbejdsmarkedet sagde Peter Hummelgaard til pressemødet:
"Det er fordi, deres præmis er, at ledige skal i job hurtigt."
Det er ikke regeringens præmis, må man forstå. Den er, at ledige skal i de rigtige job, de faglærte. Dermed gør den socialdemokratiske regering også op med arbejdsmarkedsreformer, der alene skal gøre arbejdsudbuddet større. Tiden vil vise, om der er is nok i maven til at fortsætte den kurs efter 2021.
Peter Hummelgaard annoncerede sidste efterår for første gang en opkvalificeringsreform, som han nu har fremlagt første del af. Den næste del kommer i efteråret og skal forhandles med arbejdsmarkedets parter.
I alt afsætter regeringen 750 millioner kroner frem til udgangen af 2023 til opkvalificering og uddannelse. Halvdelen af pengene er allerede afsat til formålet, mens den sidste halvdel kommer fra råderummet, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:29
Emner: Uddannelse, Opkvalificering, Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)





































