
(Arkiv) Ledige skal kunne sendes i praktik i 13 uger for at få gang i den aktive beskæftigelsespolitik, foreslår seks kommuner. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Kommuner og KL vil ikke måles på indsatsen, når jobcentre åbnes
Landets seks største kommuner og KL har i breve til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard krævet, at ministeriets kontrol af beskæftigelsesindsatsen suspenderes for 2020.
Udgivet: 15/04/2020
Lige inden påske sendte Kommunernes Landsforening (KL) brev til ministeren, og lige efter påske fulgte så politisk valgte ledere af beskæftigelsesindsatsen i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers så op med endnu et brev til Peter Hummelgaard (S).
Kommunerne vil have større frihed, når suspensionen af beskæftigelsesindsatsen bliver ophævet. KL beder i sit brev om, at fokusmål og proceskrav suspenderes, mens jobcentrene langsomt kommer i gang med arbejdet, der omfatter mange flere ledige.
De seks kommuner går videre og beder ministeren om helt at suspendere målinger af indsatsen i benchmark og med fokusmål.
De halvårlige benchmark skal vurdere, om kommunerne er dygtige nok til at få ledige og syge væk fra offentlig forsørgelse i forhold til den enkelte kommunes rammevilkår. Fokusmål skal sikre, at kommunerne giver mindst fire samtaler og et aktiveringstilbud til de mest udfordrede ledige.
Ledige skal i virksomhedspraktik i 13 uger
KL og de seks kommuner vil også have mulighed for at fortsætte samtaler telefonisk og opkvalificeringskurser digitalt. Det giver mere fleksibilitet i tilrettelæggelsen og vil være mere trygt for sygemeldte, skriver kommunerne, men det kræver tilsagn fra ministeren, da nogle af samtalerne i dag skal foregå ved fysisk fremmøde på jobcentret.
Derudover har de seks kommuner en række krav, der skal lette sagsbehandlingen, når jobcentrene åbner igen. Et af dem er kontroversielt.
Kommunerne foreslår blandt andet, at "flere grupper ledige" skal kunne sendes i praktik i 13 uger. I dag kan forsikrede ledige og jobparate kontanthjælpsmodtagere kun sendes i virksomhedspraktik i fire uger. Begrænsningen er blandt andet indført, fordi det er blevet et krav, at praktikken skal føre til lønkroner eller have et andet formål.
De seks kommuner vil også have lov til at holde rehabiliteringsmøder uden borgeren, hvis borgeren er indforstået, og hvis det drejer sig om oplagte sager om tildeling af førtidspension og fleksjob.
Endelig foreslår kommunerne, at der skal laves hjælpepakker til nye ledige.
Underskriverne af brevet fra de seks kommuner er Cecilia Lonning-Skovgaard (V),
beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Kristian Würtz (S), rådmand i Aarhus Kommune, Mai-Britt Iversen (S), rådmand i Aalborg Kommune, Brian Dybro (SF), rådmand i Odense Kommune, Henrik Vallø (Borgerlisten), udvalgsformand i Esbjerg Kommune og Ellen Petersen (S), udvalgsformand i Randers Kommune.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27










































