
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Tilstrømningen af udenlandsk arbejdskraft falder kraftigt
Arbejdsstyrken er de seneste 12 måneder kun blevet øget med 10.700 udlændinge netto - det laveste niveau siden 2013.
Udgivet: 28/01/2020
Inden for det seneste år har nettotilgangen af udenlandsk arbejdskraft kun været 10.700 personer - den laveste stigning siden efteråret 2013 og omkring en halvering af de tal, vi så for et år siden.
Det skriver Berlingske på grundlag af beregninger, Jyske Bank har foretaget for avisen på grundlag af tal fra STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Når man ser på fordelingen af borgere fra de enkelte lande, er der tale om en solid nedgang i antallet af personer, som kommer hertil fra Norden og fra de øvrige EU-lande, idet det ikke mindst drejer sig om lande som Polen, Rumænien, Bulgarien og Italien. Omvendt ligger tilgangen af udenlandsk arbejdskraft fra landene uden for EU på et nogenlunde stabilt niveau.
Udviklingen blev beskrevet i november i NB-Beskæftigelse med udgangspunkt i beregninger fra DA. Som vi skrev dengang, kom kun 1.273 østeuropæere til Danmark for at arbejde i perioden 4. kvartal 2018 til 3. kvartal 2019. Toppunktet blev nået i perioden 4. kvartal 2014 til 3. kvartal 2015, da der kom 10.235 østeuropæere hertil.
"Den udenlandske arbejdskraft er kommet til landet under en højkonjunktur og forsvinder i en lavkonjunktur. På den måde har den en meget stabiliserende effekt, som kommer, fordi den udenlandske arbejdskraft er med til at holde lønstigningerne nede. Hvis den udenlandske arbejdskraft allerede nu begynder at komme hertil i mindre omfang end tidligere, kan det give problemer med stigende danske timelønninger og virksomheder, som mister konkurrenceevne," siger Jens Hauch, cheføkonom i tænketanken Kraka, til Berlingske.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25










































