Det er et helt grundlæggende princip i det danske velfærdssystem, som ATP-formanden, Torben M. Andersen, forsvarer, når han i sit brev til beskæftigelsesministeren taler om ”governancemæssige problemstillinger” ved, at én part bestemmer, og en anden part – her kommunerne - betaler.

Forligskredsen bag seniorpensionen har netop ønsket denne skelnen; de har ønsket, at seniorpensionen skal bevilges af nogen, som ikke har en økonomisk interesse i at lade være med at bevilge pensionen. Det var et synspunkt, de var nået frem til, efter at det stod klart, at langt færre end ventet havde fået bevilget førtidspension efter den særlige forenklede ansøgningsprocedure for seniorer, også kaldet seniorførtidspension.

Kommunerne gav ganske vist pension til de fleste ansøgere, og de færreste af dem, som fik nej og klagede, endte med at få medhold af Ankestyrelsen. Men det beskedne antal ansøgere – som også var voldsomt forskelligt fra kommune til kommune, korrigeret for befolkningstal – tydede ifølge politikerne på, at kommunerne ikke var gode nok til at fortælle borgerne, at seniorførtidspension var en mulighed.

Så nu ville man skære båndet over mellem den, der bevilger, og den, der betaler.

Refusionsreformen

Det strider bare mod den måde, øvrige velfærdsydelser tilkendes på. Her har det netop været vigtigt for politikerne, at der var en klar sammenhæng mellem den, der bestemte, og den, der betalte. Det blev senest slået fast med den såkaldte refusionsreform i 2015, hvor man i flere tilfælde øgede kommunernes finansiering af velfærdsydelser.

Med refusionsreformen skabte man et forløb, hvor kommunernes finansieringsandel af alle velfærdsydelserne bliver sat op, jo længere borgeren er på ydelsen, og det blev klart sagt, at formålet var at give kommunerne et incitament til at nedbringe langtidsledigheden – og det har kommunerne mulighed for at gøre, da jobcentrene er jo en kommunal opgave.

Med seniorpensionen bryder man så denne kobling, hvilket må være en ubehagelig tanke for en tidligere overvismand som Torben M. Andersen. Frygten er naturligvis, at man ender med et system, hvor en myndighed – i ATP-regi eller andetsteds – glad og ubekymret bevilger seniorpensioner uden tanke for de økonomiske konsekvenser, mens kommunerne, som skal betale, står magtesløse tilbage.

Man kan dog diskutere, om ikke forligspartierne alligevel har en pointe. For kommunerne er jo netop ikke magtesløse. Selv om seniorpensionen tilkendes uden for kommunerne, så har kommunerne jo stadig mulighed for – via jobcentrene – at gøre noget for at undgå, at folk overhovedet ender på seniorpension.

Forligspartierne har også peget på, at ATP allerede i dag gør noget, som svarer til det, man nu beder dem om: ATP administrerer den selvstændige selvejende institution AES, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det argument er aldrig rigtigt blevet undersøgt, men lad os se på det her.

Myndighedsopgaver

AES overtog i 2016 den hidtidige Arbejdsskadestyrelses opgaver, så seniorpensionen bliver altså ikke første gang, man lader private overtage en myndighedsopgave.

Og siden da har AES’ hovedopgave været at tilkende erstatninger for dels arbejdsskader, og dels erhvervssygdomme. De to ting finansieres forskelligt: Arbejdsskader skal dækkes af det forsikringsselskab, skadelidtes arbejdsgiver har tegnet forsikring hos, mens erhvervssygdomme dækkes af en pulje, som alle landets arbejdsgivere betaler til; med lidt god vilje kan man sige, at der er tale som en slags skattefinansiering, eftersom arbejdsgiverbidragene opkræves i medfør af lov. Under alle omstændigheder gælder dog: AES træffer nogle afgørelser, som ikke finansieres af AES selv.

Det er lidt det samme med det statslige Stormråd: Det afgør, om en oversvømmelsesskade eller lignende er dækket af den såkaldte stormpulje. Den finansieres med en lovbestemt afgift på brandforsikringspolicer – og er dermed reelt af en skat på husejere. Også her kan man sige, at én part bestemmer, og en anden part betaler.

Med andre ord: De ”governancemæssige problemstillinger”, ATP-formanden omtaler, findes såmænd andre steder, uden at det har givet anledning til store uhensigtsmæssigheder. Og vi har også et eksempel på, at en myndighedsopgave er lagt over i privat regi, uden at nogen har set problemer i det.

Dermed ikke sagt, at den løsning man vælger for seniorpensionen, i praksis vil være god. Det kan for eksempel vise sig vanskeligere at afgøre, om en ansøger har ret til seniorpension end til arbejdsskadeerstatning. Og det kan blive svært i praksis at lægge snittet mellem ATP og kommune, som ATP-formanden advarer om. Men det principielle problem kender vi allerede.