(Arkiv) Ledige langt fra arbejdsmarkedet får nu tilbudt mentorstøtte i nye former i bl.a. Frederikshavn Kommune.

(Arkiv) Ledige langt fra arbejdsmarkedet får nu tilbudt mentorstøtte i nye former i bl.a. Frederikshavn Kommune. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kommune: Mentorstøtte fortsætter i ny udgave

Kommunerne forbereder sig på ny beskæftigelseslovgivning den 1. januar. Det betyder bla. omlægning af mentorordning. 

Udgivet: 24/10/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Frederikshavn Kommune har ifølge tal fra Jobindsats.dk haft et fald på over 60 procent i mentortilbud til borgere langt fra arbejdsmarkedet på et år. Men mentorerne er ikke afskaffet. De indgår i stedet i en ny sammenhæng.

I andet kvartal 2018 fik knap 300 borgere mentorstøtte i Frederikshavn Kommune. I 2019 var tallet faldet til over 100 borgere, opgjort i samme periode på Jobindsats.dk.

Læs også:
Brug af mentorordning falder med 13 procent på landsplan

Faldet er dog ikke et udtryk for, at funktionen er afskaffet, forklarer jobcenterschef i Frederikshavn, Mette Krog Dalsgaard.

"Heroppe har vi stadigvæk den understøttende funktion, men vi kalder det forløb med ressourceorienterede samtaler. Det er principielt samme tilbud. Vi kalder det bare noget andet."

Samtalerne registreres nu som vejledning og opkvalificering i stedet for mentorstøtte. Det kan forklare faldet i mentorstøtte, og at vejledning og opkvalificering stort set ligger på niveau med sidste år, selvom forløbene er kortere.

Læs også:
To ud af tre kommuner skærer på vejledning og opkvalificering

Tilpasning til ny LAB-lov

Ændringen sker som en tilpasning til regelforenklingerne i Lov om Aktiv Beskæftigelse (LAB), der træder i kraft 1. januar.

"Når vi i Frederikshavn igennem 2019 er begyndt at udfase mentorbegrebet, skyldes det dels, at vi er begyndt at omlægge og tilpasse til de nye LAB-forenklinger, hvor mentor fra 1. januar 2020 ophører helt som ret og pligt tilbud, og mentor samtidig ophører helt som tilbudstype," forklarer Mette Krog Dalsgaard.

I stedet tilbyder jobcentret mere individuelt tilrettelagte forløb, hvor der kan trækkes på psykologer, coaches og erfarne mentorer, der kan kobles på et samtaleforløb, afhængigt af hvilke udfordringer borgerne har.

Derudover har Frederikshavn ligesom en række andre kommuner i 2019 været med i STAR-projekter, hvor aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og ledighedsydelsesmodtagere har fået tilknyttet en jobformidler, der fungerer både som mentor og virksomhedskonsulent, og som skal have kontakt med borgeren ugentligt for at hjælpe borgerne i ordinære job, småjob eller virksomhedsrettede tilbud.

Stigning i mentorordning i andre kommuner

I Næstved har der været en stigning i mentorordningen på knap 50 procent, og det fungerer godt, siger arbejdsmarkedschef Torben Bahn Petersen.

"Vi arbejder meget med, hvordan vi bruger mentorer og har blandt andet haft et forløb med gruppementorer for unge, som de har haft meget glæde af. For nogle år siden skar vi rigtig meget ned på mentorerne og måske også for meget. Vi kigger nu på, om vi skal have lidt flere mentorer, især for unge."

Også Høje-Taastrup Kommune prioriterer mentorerne højt. Her er niveauet i 2019 stort set det samme som i 2018.

"Vi ser bredere på det og har fokus på at arbejde med fokus på motivation med en øget samtalefrekvens, så det giver god mening," siger arbejdsmarkedschef Henrik Dons Christensen, der tidligere har forklaret kommunens holdning til mentorindsatsen i denne artikel:

Læs også:
Statistik overdriver andel passive aktivitetsparate ved at udelade mentorstøtte

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]