
(ARKIV) Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil have værdighed i førtidspensions- og fleksjobreformen. 64 organisationer opfordrer til at skrive det ind som retskrav i revideret lov. ( - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Hummelgaard i samråd om førtidspensions- og fleksjobreform
Onsdag klokken 12 skal beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i sit første åbne samråd. Mens en evaluering af området lægger op til regelforenkling, vil 64 organisationer have retskrav til de ledige.
Udgivet: 27/08/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Forud for onsdagens samråd har Torsten Gejl (ALT) har bedt Peter Hummelgaard svare på, hvad han har tænkt sig at ændre ved førtidspensions- og fleksjobreformen. Det er ikke sandsynligt, at der kommer præcise svar på spørgsmålet, da reformen er en bred aftale henover midten i Folketinget, og ændringer bl.a. skal aftales med oppositionspartierne Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
På den anden side er førtidspensions- og fleksjobreformen sammen med sygedagpengereformen et prioriteret område for den socialdemokratiske regering, ikke mindst fordi Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, da reformerne blev udtænkt og aftalt. Det kan betyde, at der kan komme lidt mere grundlæggende ændringer end de justeringer, partierne talte om før valget.
“Statsministeren og ikke mindst jeg selv er meget optaget af den opgave. Og vi mener også, at vi har en særlig forpligtelse, fordi vi selv har været med til at lave nogle af de reformer,” siger Peter Hummelgaard til Ritzau.
Hvad ministeren reelt har tænkt sig at levere, kan samrådet onsdag blive er forvarsel om.
Evaluering peger på regelforenkling
I foråret 2018 kom en stor evaluering af førtidspensions- og fleksjobreformen, bestilt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Den tager fat i dele af den kritik, der har fyldt medierne, nemlig at alt for mange kom i klemme i uigennemskuelige processer og ressourceforløb. Og at mange, der umiddelbart burde kunne få eksempelvis førtidspension, er blevet holdt i aktiveringsforløb.
Evalueringen konkluderer blandt andet:
“Der kan peges på en række reguleringer, der med fordel kan justeres eller bortfalde til gavn for såvel kommunernes administration som (for) borgernes oplevelse af mening, retning og fremdrift i egen sag.”
Organisationer: Ledige skal have retskrav
Men ior kritikerne af reformen er det er slet ikke nok med regelforenkling.
64 faglige, sociale og handicaporganisationer bag samarbejdet VærdigReform foreslår, at ledige skal have retskrav i de ændringer, der skal vedtages.
Peter Hummelgaard bruger ligesom kritikerne ordet værdighed.
“Målet er, at vi skal have nogle ordninger, der sikrer, at færre mennesker kommer i klemme. Og at der er værdighed for mennesker, der er syge eller arbejdsløse. Det er mit mantra,” siger han.
Hummelgaard siger også, at reformerne har ført meget godt med sig, men “det er også klart, at mange er kommet i klemme. Så det hele skal gås igennem med en tættekam.”
Beskæftigelsesministeren lover dog ikke de store forandringer.
“Der er brug for en reel og kritisk gennemgang. Om konklusionen er, at det er justeringer eller store ændringer, der skal til, er for tidligt at sige,” siger beskæftigelsesministeren.
Fakta: VærdigReform har seks krav til førtidspensions- og fleksjobreformen
- Borgeren have et retskrav på frit at kunne vælge mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, når arbejdsevnen er nedsat til syv timer eller derunder.
- Ressourceforløb må maksimalt have en samlet periode på fem år.
- Borgeren selv kunne søge om ressourceforløb og have mulighed for at klage over ressourceforløb.
- Adgangen til fastholdelsesfleksjob skal lettes, og kravet om 12 måneders forudgående ansættelse afskaffes.
- Ressourceforløbsydelsen skal være på sygedagpengeniveau, og der skal ikke modregnes for indtægter fra arbejdsmarkedspensioner eller kompensationer for mistet erhvervsevne.
- Løn- og arbejdsvilkår ved ansættelse i fleksjob skal fastsættes i samarbejde med de faglige organisationer.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22










































