
DF-formand Kristian Thulesen Dahl mene, at Socialdemokratiet nøler for meget med sit pensionsudspil. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Thulesen Dahl efterlyser fortsat svar fra S om pension
Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen får svært ved at gennemføre differentieret pension.
Udgivet: 07/08/2019
Det er fortsat uvist, om Dansk Folkeparti kan støtte Socialdemokratiets pensionsplan, der skal sikre en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Sådan lyder det fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med partiets sommergruppemøde.
DF savner fortsat konkrete svar fra Socialdemokratiet på området.
– Der er næsten gået 200 dage, siden Mette Frederiksen lancerede principperne for differentieret folkepension. Lige siden har vi spurgt til, hvor mange år man skal være på arbejdsmarkedet for at få ret til tidlig pension?
– Hvilke brancher skal man have været i? Det har vi ikke fået svar på. Når Socialdemokratiet fremlægger sin model, så skal vi nok sige, om vi kan støtte den, siger Kristian Thulesen Dahl.
Sommergruppemødet er det første for DF efter nedturene ved valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget i henholdsvis maj og juni.
Alene ved folketingsvalget mistede DF 21 mandater og gik fra 37 til 16 medlemmer af Folketinget.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har torsdag inviteret Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til et indledende møde om, hvordan en model på området kunne se ud.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22










































