Peter Hummelgaard har onsdag overtaget posten som beskæftigelsesminister efter Troels Lund Poulsen.

Peter Hummelgaard har onsdag overtaget posten som beskæftigelsesminister efter Troels Lund Poulsen. - Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Hummelgaards mission: Skal sikre ret til tidligere pension

En differentieret pensionsalder var Socialdemokratiets store slagnummer i den lange valgkamp.

Udgivet: 27/06/2019

Del artiklen:

Socialdemokraten Peter Hummelgaard skal stå i spidsen for en af de sværeste opgaver i den nye socialdemokratiske regering.

Det bliver ham som beskæftigelsesminister, der skal finde et flertal for en differentieret pensionsalder, som skal give retten til en tidligere pension.

Han kommer selv ind på emnet torsdag ved ministeroverdragelsen i Beskæftigelsesministeriet. Hummelgaard afløser Troels Lund Poulsen (V) på posten.

– Jeg regner ikke med, at noget som helst bliver foræret, men intet er umuligt, siger Hummelgaard.

Opgaven bliver mere end svær. Kort før folketingsvalget indgik blå blok og De Radikale en aftale om seniorpension.

Den aftale gælder også i den politiske forhåndsaftale, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten er blevet enige om, så en S-regering er blevet en realitet efter næsten tre ugers forhandlinger i rød blok.

Et flertal bestående af blå blok og De Radikale siger fortsat nej til S-planen om tidligere tilbagetrækning.

Tidligere torsdag understregede statsminister Mette Frederiksen (S), hvor vigtigt emnet er for Socialdemokratiet.

– Det allerførste, vi tager hul på, er arbejdet med at sikre en differentieret pensionsalder. Altså en ret til en tidligere pension.

– Jeg vil selv engagere mig i arbejdet med den differentierede pension salder, for jeg mener, det er en ualmindelig vigtig opgave, sagde hun tidligere foran Amalienborg, da hun præsenterede sit ministerhold.

Hummelgaard vil ikke garantere, at han lykkes med sin opgave om at sikre differentieret pensionsalder.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]