Den fri bevægelighed i EU skal afskaffes, siger Dansk Folkepartis kandidat til Europa-Parlamentsvalget, Peter Kofod.  (

Den fri bevægelighed i EU skal afskaffes, siger Dansk Folkepartis kandidat til Europa-Parlamentsvalget, Peter Kofod. ( - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

DF vil stoppe arbejdskraftens frie bevægelighed

DF varsler på pressemøde 29 tiltag mod social dumping. Partiet vil have kontrollen tilbage til Folketinget.

Udgivet: 24/05/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Dansk Folkeparti vil intensivere kampen mod social dumping. Det skal blandt andet ske ved at sætte stop for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Det siger partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, Peter Kofod, fredag på et pressemøde ved Christiansborg. Valget til Europa-Parlamentet afholdes søndag.

– Den frie bevægelighed har skabt nogle forskelle og forhold, der har været elendige.

– Som har gjort mennesker fattige og har skabt stor ulighed og bidraget til vrede, siger han.

Men det er ikke muligt at suspendere arbejdskraftens frie bevægelighed, siger professor i statskundskab Peter Nedergaard fra Københavns Universitet.

– Arbejdskraftens frie bevægelighed er en af grundstenene i EU.

– Hvis man vil være medlem af en klub, er der nogen regler. Det gælder uanset, om det er en fodboldklub, spejderklub eller EU. Man kan sige, at man ikke vil være enig, men så kan man ikke være medlem af klubben, siger han.

Dansk Folkeparti lancerer i forbindelse med pressemødet et udspil med 29 tiltag mod social dumping.

Punkt fire handler om arbejdskraftens frie bevægelighed:

– Den frie bevægelighed suspenderes, så al arbejdskraftindvandring skal foretages efter de principper, som Folketinget fastsætter.

– Arbejdskraftens frie bevægelighed skal først gælde, når et medlemsland kommer inden for 15 procentpoint af medianindkomsten i EU, lyder det i udspillet.

Peter Kofod varsler, at Dansk Folkeparti vil fremsætte “en stribe af beslutningsforslag” i Folketinget, der har til formål at få skærpet kontrollen med social dumping.

De seneste år har blandt andet transportbranchen kigget uden for EU for at finde chauffører.

Sidste år kom det frem, at en gruppe filippinske chauffører boede under kummerlige vilkår i en lejr i Padborg, hvor de arbejdede for en dansk vognmandsvirksomhed.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl siger, at partiet vil “have noget magt tilbage til Folketinget i forhold til at styre indvandringen til vores arbejdsmarked”.

– Vi vil først sikre, at vi har afsøgt, om der er ledig dansk arbejdskraft, vi kan få i gang.

– Vi vil have sikkerhed for, at det foregår på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger han.

/ritzau/hsk

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]