(Arkiv) Forligspartierne bag seniorpensionen: Regeringen (V, LA og K), Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.(

(Arkiv) Forligspartierne bag seniorpensionen: Regeringen (V, LA og K), Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.( - Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)

Seniorpension: Her er tallene, der indgår i Beskæftigelsesministeriets regnestykke

Knap 3.400 ud af godt 17.000 personer på seniorpension vil være kommet direkte fra beskæftigelse i perioden 2020 til 2025. Det svarer til 800 fuldtidsbeskæftigede, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. Se tabeller her. 

Udgivet: 07/05/2019

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Allerede på pressemødet var der undren blandt de fremmødte journalister. Hvordan hænger det sammen, at der i 2025 forventes at være i alt 17.150 personer på seniorpension når merudgiften til seniorpension ved fuld indfasning forventes at være på kun 650 millioner kroner om året?

Fredag sendte Beskæftigelsesministeriet en opgørelse over tallene til en række medier, og søndag kunne Jyllands Posten konstatere, at regeringens plan sender langt under 17.000 fra job til pension.

Og sandt er det, at mens regeringens, DF’s og De Radikales plan er, at 17.150 skal have tildelt seniorpension frem til 2025, så er det langt fra alle, der kommer direkte fra beskæftigelse. En stor gruppe kommer naturligt nok fra sygedagpenge og jobafklaringsforløb efter sygdom. Her er Beskæftigelsesministeriets oversigt over antal personer, der forventes at være i ordningen hvert år frem til 2025:
Knap 6.000 af de godt 17.000 ville med de nuværende regler have fået førtidspension eller seniorførtidspension og tæller derfor ikke som en ny udgift. Ifølge Beskæftigelsesministeriet er der derudover tale om 11.300 nye seniorpensionister, hvoraf en del kommer fra andre overførselsindkomster. I tabellen nedenfor kan man se, at kun knap en trediedel af de 11.300 – nemlig 30 procent – kommer fra beskæftigelse, herunder deltid og selvforsørgelse (personer, der ikke har en dokumenteret indtægt). 30 procent af 11.300 er i alt 3.390 personer. I oversigten fra ministeriet er det opgjort til 800 fuldtidsbeskæftigede. Man skal her være opmærksom på, at det er personer i ordningen og ikke antal tildelte seniorpensioner, ministeriet her opgør. De tildelte seniorpensioner vil være et meget højere tal, da folkepensionsalderen jo ligger få år efter tildeling af seniorpension.
Anm.: Beskæftigelsesministeriet har beregnet tallene på baggrund af den fuldt indfasede ordning. Økonomisk betyder overgangen fra sygedagpenge til seniorpension ikke en stor ændring. Begge ydelser ligger på omkring 19.000 kroner om måneden for en enlig. Overgangen fra jobafklaring til seniorpension er derimod en større udgift, da ydelsen på jobafklaring er på sammen niveau som kontanthjælp, knap 11.500 kroner om måneden for en enlig. Tjek selv øvrige satser for førtidspension her og kontanthjælp mv. her.
Da en ansøgning om seniorpension skal afgøres inden for et halvt år, kommer det til at betyde meget økonomisk for den enkelte borger, da en del vil komme uden om et jobafklaringsforløb på den lave ydelse. For at nå ned på 650 millioner i udgift til seniorpensionen om året ved fuld indfasning, indregner Beskæftigelsesministeriet besparelser fra andre offentlige ydelser og den mindre boligydelse, der gives til mennesker med en større indtægt. Ministeriet skriver: “Udgiften er beregnet med udgangspunkt i forskellen på nuværende evt. offentlige ydelse og fremtidige modtagelse af seniorpension, herunder konsekvenser for skatter og afgifter og boligstøtte.” Det detaljerede regnestykke har vi ikke modtaget fra Beskæftigelsesministeriet. Læs de tal, ministeriet har sendt til pressen, her: Beskæftigelsesministeriets regnestykke for seniorpension 3.5.2019

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]