
Udvalgsformand Jan Prokopek Jensen (A) tog i 2013 intitiativ til Sønderborg Kommunes prioritering af revalidering. ( - Foto: Kim Toft Jorgensen/Sønderborg Kommune)
Sønderborg Kommune anbefaler revalidering som forebyggelse mod nedslidning
Sønderborg Kommune fortsætter med at sende mange borgere i revalidering, mens brug af revalideringstilbud er faldet drastisk på landsplan over de sidste 15 år. I Sønderborg kommer flere end gennemsnittet i arbejde, og revalidering giver god mening i en tid, hvor alle diskuterer nedslidning, lyder det.
Udgivet: 04/04/2019
Hvert år siden 2015 har omkring 300 borgere i Sønderborg fået mulighed for en ny uddannelse, hvis de har været ude for en ulykke eller er syge og ikke kan passe det job, de kom fra. Det er et særsyn blandt kommuner, hvor de fleste har skåret drastisk ned på revalideringen i de seneste godt 15 år.
Det en klar politisk beslutning, at revalidering skal prioriteres i Sønderborg, og manden bag er Jan Prokopek Jensen (S). Han er formand for arbejdsmarkeds- og integrationsudvalget og var tidligere borgmester i kommunen i tolv år.
“Målsætning er, at vi skal have så mange i revalidering som overhovedet muligt,” siger Jan Prokopek Jensen til NB-Beskæftigelse. “Det er vel vidende, at det koster kommunen mange penge, men de kommer jo ti-fold tilbage.”
Han tilføjer, at det giver god mening at prioritere revalidering i en tid, hvor nedslidning og pension til nedslidte er på dagsordenen. Med revalideringstilbud om at skifte branche kan meget nedslidning forebygges, lyder det.
En kop øl og en snak
Jan Prokopek Jensen blev udvalgsformand i 2013, og han aftalte sammen med næstformanden i udvalget, Venstres Petter Astrup, at nu skulle der revalideres i Sønderborg Kommune. Tilfældigvis havde de begge to en søn, der havde været igennem en revalidering. “Vi satte os stille og roligt over en kop øl for at finde ud af, hvordan det makkerskab skulle være, og så faldt talen på revalidering. Og så viste det sig, at Venstremanden også har en søn, der fik revalidering – han er ingeniør – og så blev vi enige om, at det ville vi foreslå udvalget.” Både udvalg og byråd var enige, og fra 2014 blev der afsat flere penge til revalidering. “Vi har tilført området så mange millioner, at det er helt vildt,” siger en begejstret udvalgsformand. Jan Prokopek Jensens egen søn måtte opgive en læreplads som murer på grund af en fodboldskade, som betød, at han fik 11 operationer i knæet. “Han fik revalidering, så han som 26-årig blev fysioterapeut, og nu har han været selvstændig i seks år. Han kommer til at betale skat i over 40 år,” lyder det overbevisende argument for, at pengene så rigeligt kommer tilbage i kommunekassen igen. Det er bl.a. beskæftigelsestilskuddet, der har finansieret revalideringen. Det gives i forhold til, hvor mange a-dagpengemodtagere, der kommer i arbejde i forhold til det forventede, – og især randkommuner har haft glæde af tilskuddet, der blev fastsat på et tidpunkt, hvor de havde lav beskæftigelse. Det betyder, at der ikke skal tages penge fra andre områder for at finansiere revalideringen. Revalidering giver uddannelsesløft Sønderborg Kommune ligger under landsgennemsnittet i uddannelsesniveau, og politikerne ser også revalidering som en mulighed for at gøre noget ved det. “Det er primært sygedagpengemodtagere, som har haft fysiske problemer, der kommer i revalidering, og som giver den bedste effekt,” fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Kamp. Det er et meget bredt spektrum af korte videregående uddannelser, revalidenderne går i gang med. Enkelte går også i gang med en universitetsuddannelse. Der kan gives revalidering til højst fem års uddannelse. I en handlingsplan besluttede kommunen sidste år, at tilbuddet også skal gives til andre i beskæftigelsesindsatsen, bl.a. kontanthjælpsmodtagere. “Vi vil gerne give andre muligheden,” siger Lasse Kamp. “Der er også nogen med psykiske problemer, der har fået revalidering, men nogen af dem kan godt have svært ved at gennemføre en uddannelse. Vi har set, at dem med fysiske problemer har det hjulpet bedst.” Flere i revalidering og flere i beskæftigelse ift. landsgennemsnittet Mens Sønderborg har sendt betydeligt flere i revalidering end landsgennemsnittet, så er der også flere af revalidenderne, der er i beskæftigelse, efter at de har taget en ny uddannelse. Som det ses i tabellen, er forskellen blevet mindre mellem landsgennemsnittet og Sønderborg Kommune over årene. Det skyldes både et fald på godt tre procent i Sønderborg og en stigning på landsplan på over fem procent. Aalborg Universitet evaluerede sidste år kommunens revalideringsindsats og lavede bl.a. denne grafik over udviklingen i revalidering i Sønderborg Kommune og på landsplan. Se kommunetal for revalidering i en anden artikel.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20










































