
Norddjurs Kommune: Ministerkritik af seniorførtidspension en misforståelse
Det var en misforståelse, da beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) irettesatte Norddjurs Kommune for at fejlfortolke reglerne om seniorførtidspension. Det skriver kommunens borgmester til ministeren - og formand for arbejdsmarkedsudvalget Else Søjmark (A) til NB-Beskæftigelse.
Udgivet: 26/02/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
En forkert overskrift om seniorførtidspension i et dokument, der handlede om almindelig førtidspension, blev årsagen til, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen bad Norddjurs Kommune om at lave reglerne om. Det var en misforståelse, skriver borgmester Jan Petersen (A) i en mail til ministeren.
Afsnittet i kommunens visitationsramme for at give førtidspension handler om førtidspension til ældre medborgere efter “hovedreglerne i loven”, som drejer sig om almindelig førtidspension, og ikke efter reglerne om seniorførtidspension, skriver borgmesteren:
“Beskrivelsen har da efter sin ordlyd heller intet sammenfald med seniorførtidspension
eller betingelserne herfor, som de fremgår af lov om social pension § 17, stk. 3. Kommunen finder det dog uheldigt, at der bruges overskriften ”Seniorførtidspension” på et afsnit i visitationsrammen, der handler om visitation efter hovedreglerne i loven, dette især da visitationsrammen er offentlig og overskriften – som det ses – kan misforstås.”
Nedslidt 63 årig borger med kroniske helbredsproblematikker
Afsnittet i sin helhed kan på grund af ordet ‘seniorførtidspension’ misforstås, og det fjernes nu fra teksten, skriver borgmester Jan Petersen. Nedenfor er afsnittet, som beskæftigelsesministeren kritiserede. Det er kommunens fremhævning.
”Seniorførtidspension. Førtidspension skal ikke tilkendes, fordi der er kort tid til folkepensionsalderen. Det skal altid være en helhedsvurdering. Der skal dog altid medtages aldersperspektivet i forhold til at vurdere, om det reelt vil være realistisk, at en eksempelvis nedslidt 63 årig borger med kroniske helbredsproblematikker indenfor målgruppen kan få kompetencer til at kunne stå til rådighed for et fleksjob, forinden folkepensionsalderen. Her vil det også være væsentligt at vurdere på baggrund af borgerens personlige ressourcer og aktuelle psykosociale forhold, medmindre sidstnævnte er forbigående.”
Kritik af NB-Beskæftigelse og NB-Økonomi
NB-Beskæftigelse skrev om ministerens kritik af Norddjurs Kommune i sidste uge, og også NB-Økonomi bragte artiklen. I kommunen undrer formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Else Søjmark (S) sig over, at vi ikke samtidig bragte svaret til ministeren fra Norddjurs Kommune. Hun skriver i en mail blandt andet:
“Hvad der ikke stod i artiklen var, at Borgmester Jan Petersen efterfølgende i brev dateret den 6. februar svarede ministeren, at Norddjurs er bekendt med og følger reglerne for tilkendelse af førtidspension. Visitationsrammen som ministeren henviser til vedrører nemlig ikke seniorførtidspension men den helt ordinære førtidspension. Misforståelsen er opstået ved at vi i Norddjurs i et afsnit om pension til ældre borgere har brugt overskriften ”Seniorpension” misvisende. Den er fjernet. Reglerne har vi hele tiden fulgt.”
Men passer eksemplet i visitationsrammen ikke på en borger, der kan søge seniorførtidspension? Det spørgsmål får arbejdsmarkedschef i Norddjurs kommune, Erik Holck Hansen, der også har kontaktet os for at rette misforståelsen.
Eksemplet er altså, at det skal vurderes, om en “nedslidt 63 årig borger med kroniske helbredsproblematikker indenfor målgruppen kan få kompetencer til at kunne stå til rådighed for et fleksjob, forinden folkepensionsalderen.”
Men det er ikke en borger, der kan få seniorførtidspension, siger Erik Holck Hansen.
“Der står jo ikke noget om, at borgeren har aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet. Det her er nærmere en, der har været på kontanthjælp i 20-25 år, hvis helbred er nedbrudt for eksempel af misbrug.”
Som det kan ses af §17, stk. 3 i lov om social pension nedenfor, er betingelserne for at søge seniorførtidspension bl.a. “en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet”.
Norddjurs Kommune har ikke nogen visitationsramme for seniorførtidspensioner, siger arbejdsmarkedschef Erik Holck Hansen. Mellem 2014 og 2018 tildelte kommunen seniorførtidspensioner til i alt 13 borgere. I hele landet blev der i samme periode tildelt i alt 1.441 seniorførtidspensioner.
Lov om social pension, § 17, stk. 3:
Stk. 3. Personer med langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet kan fra 5 år før folkepensionsalderen ansøge om førtidspension (seniorførtidspension). I sådanne sager iværksættes ikke beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen. Kommunalbestyrelsen kan dog indhente nye oplysninger til brug for sagens afgørelse. Kommunalbestyrelsen forelægger sagen på det foreliggende dokumentationsgrundlag for kommunens rehabiliteringsteam, jf. dog stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer umiddelbart efter rehabiliteringsteamets indstilling i sagen afgørelse om, at sagen på det foreliggende dokumentationsgrundlag overgår til behandling efter reglerne om førtidspension.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19










































