
Ankestyrelsen afviser kritik i sag om seniorførtidspension. ( - Foto: Liselotte Sabroe/ Ritzau Scanpix)
Ankestyrelsen afviser kritik i sag om seniorførtidspension
Ankestyrelsen afviser at have begået fejl i en afgørelse om seniorførtidspension. Styrelsen skriver samtidig, at den ikke har taget principiel stilling til, om muligheden for at kunne arbejde i små fleksjob kan være en begrundelse for afslag på seniorførtidspension.
Udgivet: 21/02/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Ankestyrelsen afviser den kritik, som en ekspert i socialret har rejst af en afgørelse om seniorførtidspension. Kritikken går på, at der i afgørelsen blandt andet er lagt vægt på, at borgerens arbejdsevne ikke er “ubetydelig”, og at borgeren har mulighed for at bestride et fleksjob på få timer.
I et svar til NB-Beskæftigelse skriver Ankestyrelsen, at det “ikke (er) en generel betingelse, at arbejdsevnen er nedsat til det ubetydelige.” Styrelsen går ikke ind i den konkrete sag, og det er derfor uklart, om det har haft betydning i den.
Borgeren i den konkrete sag havde først ønsket et fleksjob og var derfor igennem en virksomhedspraktik, hvor hans effektive arbejdsevne blev vurderet til at ligge mellem 7½ og 10 timer om ugen, altså det der svarer til et såkaldt mini-fleksjob.
Lektor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen mener, det er i strid med reglerne at give afslag på seniorførtidspension med henvisning til et mini-fleksjob, fordi anvisning til de små fleksjob i loven forudsætter, at der kan ske en udvikling af arbejdsevnen, og det krav er ansøgere til seniorførtidspension undtaget for.
Hertil svarer Ankestyrelsen:
“Vi har endnu ikke taget principiel stilling til, hvordan seniorførtidspension skal vurderes i forhold til små fleksjob efter § 70, stk. 2, og det krav om udviklingsmuligheder, der er i denne bestemmelse.”
Arbejdsevnen skal generelt ikke være “ubetydelig” for at få seniorførtidspension
Generelt, skriver Ankestyrelsen, skal der i sager om seniorførtidspension “alene tages stilling til, om arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i forhold til de erhverv, den pågældende vil kunne varetage, uden at der iværksættes tiltag, der har til formål at udvikle arbejdsevnen. Det skal således ikke vurderes, om ansøgeren ville være i stand til at udvikle sin arbejdsevne eller kunne blive i stand til at anvende sin restarbejdsevne efter fx deltagelse i virksomhedspraktik, revalidering eller deltagelse i ressourceforløb.”
“Der skal ligeledes ses bort fra kravet om, at alle muligheder for at udvikle arbejdsevnen skal være udtømt, og der skal ikke iværksættes beskæftigelsesrettede tilbud,” skriver styrelsen.
Ankestyrelsen skriver videre, at det er “afgørende, om arbejdsevnen uden yderligere forsøg på udvikling af arbejdsevnen er nedsat i et omfang, så personen ikke kan blive selvforsørgende, heller ikke gennem fleksjob. Det er den vurdering, der skal foretages. Det er ikke en generel betingelse, at arbejdsevne er nedsat til det ubetydelige.”
Hvor mange eller hvor få timer, fleksjobbet skal være på for at give afslag, oplyser Ankestyrelsen ikke.
Fakta:
Beskæftigelseslovens §70, stk. 2
Stk. 2. Jobcenteret kan endvidere give tilbud om fleksjob til personer, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne, hvis der er mulighed for, at deres arbejdsevne inden for en rimelig periode kan udvikles.Kilde: Retsinformations bekendtgørelse
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19










































