Store sportsbegivenheder skal også til København     

København skal være åbningsetape for Tour de France. Det ønske indgår i regeringens nye udspil "Danmarks hovedstad – initiativer til styrkelse af hovedstadsområdet", hvor kulturen bliver omtalt som en vigtig forudsætning for et meningsfuldt og god liv.

Udgivet: 05/02/2019

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Lene Vind, [email protected]

Det giver god energi til drømmen om Danmark som værftsnation for store sportsbegivenheder, efter at afholdelsen af VM i håndbold gik rent hjem. Boksen i Herning klarede det flot, og nu skal der udarbejdes en samlet analyse af behovet for nye idrætsfaciliteter i København frem mod 2030.

Analysen skal laves i samarbejde med Lokale og anlægsfonden, Idrættens analyseinstitut, kommuner, idrætsorganisationer og eventuelle fonde. For Kulturministeriet og Erhvervsministeriet ønsker at tiltrække store internationale sportsbegivenheder til Danmark og ikke mindst, at København bliver vært for en åbningsetape i Tour de France.

Det er regeringens vision, at hovedstadsområdet har en førende position i Nordeuropa med hensyn til grønne områder, bylivskvalitet og klimasikring. I regeringsudspillet er der reserveret et par sider om byliv, kultur og turisme, og i indledningen hedder det: ”Bylivskvalitet har stigende betydning for storbyers evne til at tiltrække og fastholde investeringer, virksomheder, forskning, arbejdskraft, talenter og turister. I de senere år har hovedstaden placeret sig helt i toppen på internationale ranglister over trivsel (“liveability”) og bylivskvalitet – og i 2019 er København udnævnt af Lonely Planet til verdens bedste storby at besøge.”

Større sammenhæng i hovedstadsområdet

Med kulturminister Mette Bocks ord, er kulturen en vigtig forudsætning for et meningsfuldt og et godt liv. Derfor spiller kulturen også en vigtig rolle i regeringens hovedstadsplan. Rent konkret vil regeringen etablere et samarbejde med hovedstadskommunerne om at udvikle stærke by- og kulturmiljøer og en fælles tilgang til arkitekturen i hele området. Strategien er, at der skal lægges vægt på at skabe sammenhæng mellem hensyn til blandt andet turisme, udvikling og lokal identitet omkring kulturmiljøernes historiske kvaliteter.

Blandt andet skal området ved Slotsholmen være med til at tiltrække storbyturister. Det skal være et levende og aktivt byrum med events i hjertet af København. Også på dette område skal der skabes større sammenhæng ved hjælp af fælles skiltning og markedsføring.

Et andet historisk område, som er omtalt i udspillet, er den nordlige del af Nyholm, hvor marinestation Holmen har holdt til indtil 2018. Her skal nu udarbejdes en helhedsplan for området, der bevares i Forsvarsministeriets regi.

Parkerne er også vigtige i udspillet, fordi de er byens grønne åndehuller. Derfor foreslår regeringen, at der udarbejdes en samlet strategi for alle hovedstadens parker for at sikre en optimal udnyttelse og et samspil med bevaringsforpligtelserne. Det kan være et område, som giver udfordringer flere steder i hovedstadsområdet, hvilket NB-økonomi tidligere har skrevet om.

For at understøtte udviklingen af København som en international attraktiv storbydestination, er  hovedstadens turismeorganisation Wonderful Copenhagen også på finansloven i 2019.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]