Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

I en ny vejledning til jobcentrene skriver STAR, at lovgivningen om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering skal overholdes. Det sker på baggrund af sager i Københavns og Skive Kommuner, hvor jobcentre brugte kommunalt ansat sundhedspersonale til at undersøge, om borgere på kontanthælp og integrationsydelse var syge.

Et nyt afsnit i vejledningen understreger, at undersøgelse og behandling skal foregå i sundhedssystemet:

“Det er vigtigt, at kommunen etablerer den sundhedsfaglige rådgivning, så den ligger inden for rammerne af den gældende lovgivning. Det er blandt andet helt centralt, at kommunen er opmærksom på, at lægelig undersøgelse og behandling ikke må indgå i den sundhedsfaglige rådgivning, men skal foregå i sundhedssystemet, fx hos borgerens egen læge.”

“Det er fornuftigt nok at skrive det,” siger Frederik Waage, lektor i forvaltningsret på Syddansk Universitet. “Det er kompleks lovgivning, og ikke alle kommuner er lige godt med. Ved at ændre vejledningen gør man opmærksom på bestemte faldgruber, og det gør det vanskeligt for kommunerne at komme udover, at de skal være opmærksomme på den her lovgivning.”

“Man ser jo ofte henvisninger til lovgivningen i vejledninger og bekendtgørelser, og psykologisk har det betydning, at man skrive det klart ned,” lyder det fra Frederik Waage.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har i forbindelse med vejledningen sendt et følgebrev til alle landets borgmestre og relevante udvalgsformænd, hvor han indskærper, at det er deres ansvar, hvis loven ikke overholdes. Se særskilt artikel om ministerens brev.

Fakta: Det må kommunalt ansat sundhedspersonale rådgive jobcentrene om

Det fremgår af både den tidligere vejledning fra 2016 og den nye vejledning fra 2019, at en sundhedsperson, der er tilknyttet jobcentret, må alene give rådgivning “i forhold til borgerens mulighed for arbejde eller uddannelse.” Det er for eksempel at

1) klarlægge betydningen af indholdet i lægeattester, journaloplysninger eller andre sundhedsfaglige oplysninger i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse,

2) vurdere, om der i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse er sammenhæng mellem dokumentationen i lægeattester m.v. og sagens øvrige oplysninger om borgerens mulighed for arbejde eller uddannelse, herunder borgerens egne oplysninger og vurdering af egne muligheder,

3) vurdere, om der eventuelt er andre relevante sundhedsfaglige aspekter, som vil kunne bidrage til at belyse sagen, fx en speciallægeattest, eller om der er en behandlingsmulighed, som borgeren skal henvises til at drøfte med den praktiserende læge, eller

4) vurdere eventuelt skånebehov i forhold til, at borgeren kan vende tilbage i arbejde.

Kommunen kan derudover “ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag anmode den sundhedsperson, der yder sundhedsfaglig rådgivning, om at drøfte de sundhedsmæssige aspekter i en sag med borgeren. Der kan eksempelvis være behov for at drøfte skånehensyn med borgeren i forbindelse med tilbud om virksomhedspraktik.” (sidste sætning stod ikke i 2016 vejledningen, men er tilføjet i 2019 vejledningen.)

I vejledningerne fra 2016 og den opdaterede vejledning fra 2019 er grænserne for kommunalt ansat sundhedsrådgivere beskrevet. Sundhedsrådgiveren

– kan ikke selv rekvirere yderligere oplysninger i sagen

– må ikke foretage undersøgelse eller behandling og kan derfor ikke ændre eller stille nye diagnoser

– må ikke rådgive om, hvilken ydelse en borger skal tilkendes

Kilder: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering: “Vejledning om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager på beskæftigelsesområdet” fra 2016 og 2019