
Ufaglærte ældre vil gerne arbejde, siger direktør for Faglige Seniorer, Palle Smed. ( - Foto: Faglige Seniorer)
Baggrund: Ufaglærte vil strømme ud på arbejdsmarkedet
Ældre mellem 65 og 74 år arbejder mere end gennemsnittet i EU, og det slutter ikke her. Faglige Seniorer forudser, at mange flere ældre gerne vil blive på arbejdsmarkedet i de kommende år.
Udgivet: 17/01/2019
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
De 65 til 74 årige lønmodtagere i Danmark havde en beskæftigelsesfrekvens på 12,2 procent i tredje kvartal 2018, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er omkring hver ottende over 65 og knap to procent flere end gennemsnittet i EU.
Tallene viser også , at næsten en femtedel af alle mænd mellem 65 og 74 år er i job, i alt 17,5 pct. Mindre end halvt så mange kvinder i samme aldersgruppe er på arbejdsmarkedet, nemlig 7,3 pct.
Ifølge en opgørelse fra Finansministeriet blev beskæftigelsen for lønmodtagere over 65 år omtrent fordoblet, fra 64.000 personer i 2000 til 124.000 i 2015. Et bredt flertal i Folketinget ønsker, at mange flere ældre skal blive ved med at arbejde betydeligt længere.
Ros til regeringen for flere penge til ældre i arbejde
Og det kommer til at ske, forudser direktør for Faglige Seniorer, Palle Smed. Foreningen repræsenterer en stribe gamle LO forbund, i alt 230.000 medlemmer, og her er det tydeligt, at folk gerne vil arbejde længere.
“Vi er på vej opad en bølge, hvor de ældre er blevet meget tydelige på arbejdsmarkedet,” siger Palle Smed til NB-Beskæftigelse. Han roser regeringen for i finansloven for 2019 at sikre en stigning fra 60.000 til 100.000 kroner, før der modregnes i pensionstillæg og tillægsprocent.
“Det har været en mærkesag for os, så det er vi meget glade for, og det er virkelig noget, der kan mærkes i økonomien. Vi har lavet en pensionsberegning, der viser, at man kan tjene 20.000-30.000 kroner mere om året ud af den ændring.”
Også de 30.000 skattefri kroner, pensionister kan få ved at arbejde et år længere end folkepensionsalderen betyder noget, siger han.
70 procent af de ældre lønmodtagere er faglærte eller ufaglærte
En analyse fra Finansministeriet viser, at det i 2015 var 70 procent af de +65 årige på arbejdsmarkedet ufaglærte eller faglærte. KVM er kortere videregående uddannelse, MVU mellemlang videregående uddannelse og LVU er lang videregående uddannelse.

Mens de højtuddannede arbejder længere som en livsstil, så drejer det sig om pengene for de andre grupper, siger Palle Smed.
“For de ufaglærte handler det også om pengene. De har ikke sparet så meget op, og de har mere kraft og overskud end tidligere generationer.”
Her ses i figur 1 stigningen i antal ældre på arbejdsmarkedet fra 60 til over 70 år fra 2000 til 2015. Figur 2 viser, at beskæftigelsen falder med alderen.

En stor del af de ældre på arbejdsmarkedet arbejder på deltid, som denne figur viser.

Lidt over EU gennemsnit
Mens hver ottende ældre i Danmark ifølge Danmarks Statistik var i arbejde i tredje kvartal 2018, så arbejder mange ældre i EU mere. I toppen ligger Estland, hvor næsten hver tredje over 65 arbejder. I bunden ligger Spanien og Belgien, hvor under hver tyvende arbejder efter 65. Også svenske, britiske og tyske ældre er længere på arbejdsmarkedet end danske. I Sverige og Storbritannien arbejder mere end fire procent flere ældre end i Danmark. I Tyskland arbejder kun lidt over en procent flere ældre.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19










































