
Arbejdsløsheden i mange kommuner nærmer sig det lavest mulige, mener flere arbejdsmarkedschefer. ( - Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Arbejdsmarkedschefer: Der er grænser for, hvor langt ledigheden kan falde
Fem kommuner har haft en stigende ledighed fra 2. kvartal i 2017 til 2. kvartal i 2018. Samtidig er syv kommuner landet på et rundt nul. Overvægt af ufaglærte kortuddannede, byer med mange studerende og flere på kontraktansættelser påvirker ledighedstal i kommuner, NB-Beskæftigelse har talt med.
Udgivet: 26/10/2018
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Mariagerfjord Kommune hører til dem, der lander på et nul i udviklingen af arbejdsløsheden, og det kommer bag på arbejdsmarkedschef Michael Bredahl Tidemand. “Nu er det jo kun kvartalet, og vi har nok arbejdsløse til, at det kan skifte fra et kvartal til et andet,” siger han til NB-Beskæftigelse.
Men bortset fra det, så mener Michael Bredahl Tidemand, at der godt kan være grænser for, hvor langt arbejdsløsheden kan komme ned i de enkelte kommuner, – og at der vil være forskel på fra kommune til kommune. Mariagerfjord havde i 2. kvartal en ledighed på 3,8 procent, og arbejdsmarkedschefen konstaterer, at der er nogle, der ligger noget højere.
“Hvad er det naturlige lavpunkt?” spørger Michael Bredahl Tidemand.”Vi er tæt på, hvad der kan lade sig gøre. Vi har her i kommunen mange ufaglærte med korte skoleuddannelser, og så kan det være sværere at få folk i arbejde. Hvis man for eksempel kigger på Greve, så er de nede på 2,8 procent. De har måske folk med lange uddannelser, som arbejder i København.”
Ledighed i kommunerne i 2. kvartal 2018Tidemands eget bud er, at det kan blive svært at komme under en arbejdsløshed på tre procent i Mariagerfjord Kommune. Kommunen har siden 2. kvartal i 2015 haft et fald i ledigheden på 0,6 procent, fra 4,4 procent i 2015 til 3,8 procent i 2018.
Tidsbegrænsede ansættelser skaber større ledighedstal
En stribe kommuner havde større ledighed i april, maj og juni i år. Fra en stigning på 0,1 procent i bunden til en stigning på 0,4 procent på Læsø og 0,3 i Sorø.
Ringkøbing-Skjern Kommune har haft en stigning i arbejdsløsheden på 0,1 procent fra 2. kvartal 2017 til samme tid 2018. Beskæftigelseschef Kim Ulv Christensen er enig i, at der er grænser for, hvor meget længere ned ledigheden kan komme.
“Selvfølgelig er der det. Der er jo altid en ledighed. I august lå vi på to procent; lige nu er vi på 2,2. Så det er jo en lav ledighed, men der er altid nogen imellem job, og det vil altid give en vis ledighedsprocent. Og herude i produktionsdanmark er der mange på tidsbegrænsede ansættelser; det med kontraktansættelser i industrien bliver mere og mere udbredt,” siger Kim Ulv Christensen og tilføjer:
“Vi har jo en rekordlav ledighed, og vores bestræbelser går på, at kan vi holde niveauerne, så er vi kisteglade.”
Udvikling i ledigheden i kommunerneFremdriftsreform giver problemer med ledighed i uddannelsesbyer
Aarhus Kommune havde med en ledighed på 4,4 en stigning på 0,1 procent fra 2. kvartal i 2017 til 2. kvartal i 2018. Det skyldes blandt andet regeringens fremdriftsreform på uddannelsesområdet, der har givet “en uforholdsmæssig stor udfordring i de store uddannelsesbyer, da de historisk store universitetsårgange nu kommer ud på samme tid og derfor skal konkurrere om de samme job,” skriver arbejdsmarkedschef Vibeke Jensen i Aarhus Kommune i en kommentar til NB-Beskæftigelse.
“I forhold til ledighedsudviklingen er der rigtigt nok tale om en stigning i antallet på godt 130 fuldtidsledige, når man sammenligner med samme periode sidste år. Det er dog vigtigt at bemærke, at der i samme periode er sket en markant stigning i antallet af personer i den erhvervsaktive alder i Aarhus på hele 3.644 personer. Der er altså tale om, at langt flere er kommet i beskæftigelse. Dette understreges yderligere af, at der er næsten 1.000 færre på offentlig forsørgelse i dag i Aarhus end for et år siden,” lyder der fra kommunens arbejdsmarkedschef, der også fortæller, at kommunen er i gang med en række initiativer for at få nyuddannede akademikere hurtigere i gang med job.
Kvartalsledigheden er de første ledighedstal, der opgøres på validerede tal. Hver måned udkommer en foreløbig oversigt over fuldtidsledige. Et par måneder efter kommer en sæsonkorrigeret månedsopgørelse, der også er beregnet på et vist skøn, oplyser Danmarks Statistik.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































