(ARKIV) Mandlige flygtninge får oftere end kvinder tilbudt virksomhedspraktik med udsaigt til job. (

(ARKIV) Mandlige flygtninge får oftere end kvinder tilbudt virksomhedspraktik med udsaigt til job. ( - Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2013)|(ARKIV) Når flygtninge får CPR-nummer skal de hurtigt i arbejde. Det kniber med kvinderne

Kommuner forskelsbehandler flygtningekvinder i beskæftigelsesindsatsen

Mænd tilbydes oftest praktik i private virksomheder med mulighed for job, mens kvinder tilbydes praktik i den offentlige sektor, hvor jobåbningerne er færre. Baggrunden er et misforstået hensyn, lød det på Kommunernes Landsforenings årlige Integrationstræf mandag. 

Udgivet: 18/09/2018

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Tallene viser det klart. Meget færre flygtningekvinder kommer i job. Kun 18 procent efter tre år i Danmark, mens mændene ligger på 53 procent (se grafen nederst i artiklen).

Begrundelsen er ofte, at kvinder fra ikke-vestlige lande hverken har arbejdsmarkedserfaring eller uddannelse, og at de hellere vil være hjemme og passe børnene. Men det er ikke hele forklaringen.

En analyse fra forskernetværket EARN (se note) viser, at blandt flygtningene bliver mændene hurtigere tilbudt både aktivering og virksomhedspraktik, der fører til job.

Styrelsen for international rekruttering og integration (SIRI) har samlet eksempler fra ni kommuner, der er bedre til at få flygtningekvinder i arbejde end andre. Da de ansatte skulle svare på, hvad de gjorde for at få kvinderne i arbejde, svarede de:

“Det ved vi faktisk ikke rigtigt, vi gør ikke noget særligt”, fortalte SIRIs direktør Kasper Kyed på KL´s integrationstræf. “Det ikke at gøre noget særligt, men det samme for mændene, det er faktisk noget særligt. For vi går og bilder os ind, at vi gør det samme for kvinderne som for mændene, men det gør vi ikke.” Inspiration fra Malmø På integrationstræffet fortalte medarbejdere i Socialtjänst Öster i Malmø om arbejdet med at få bl.a. traumatiserede flygtninge ind på arbejdsmarkedet i et projekt, de kalder´Hela Familjen´. Det var gået op for dem, at selvom “Sverige er det mest ligestillede land i verden”, så behandlede de ikke kvinder og mænd lige, når de er flygtet til landet. For at ændre på medarbejdernes adfærd er der i det svenske projekt udarbejdet en manual med spørgsmål, man kan stille til sig selv inden en samtale med en flygtning. Manualen kan man have på sin telefon eller sin computer, og den indeholder bla. disse spørgsmål (frit oversat til dansk):
  • Stiller jeg de samme spørgsmål til mænd og kvinder om bla. deltagelse og fravær?
  • Tager jeg de samme hensyn til fysisk/psykisk sygdom?
  • Tilbyder jeg samme indsatser?
  • Har jeg de samme forventninger til, hvordan forældre tager ansvar for børn og ubetalt hjemme- og omsorgsarbejde?
  • Er jeg opmærksom på, om der forekommer vold i nære relationer?
Blandt medarbejderne i kommunerne handler det om en bevidsthed om, at kønnene skal stilles over for de samme krav. Samtidig er der brug for viden om, hvad den enkelte kommune faktisk gør, mente SIRI direktør Kasper Kyed . Han opfordrede på integrationstræffet ledere fra kommunerne til at kræve kønsopdelt ledelsesinformation. “Det vil være en øjenåbner for jer”, sagde han.

Flygtninges kultur og familiemønstre skal ændres

Både danske og svenske praktikere lagde på mødet vægt på, at det ikke kun er et spørgsmål om at få flygtninge i arbejde. Det handler i lige så høj grad om at ændre flygtningenes kultur og værdier, så de f.eks. vil sende børnene i institution, så kvinderne kan gå på arbejde. Lars Larsen fra analyse- og konsulentfirmaet LG Insigts fremlagde statisikkerne over, hvordan mænd hurtigere end kvinder kommer igennem virksomhedspraktik i det private , mens kvinder ofte kommer i offentlig praktik. Jobcentrene er på den måde indirekte med til at understøtte de familiestrukturer, flygtningene har med hjemmefra. “Man giver virksomhedspraktik med faste arbejdstider i det offentlige til kvinderne. Der ligger en hensyntagen til en travl familie, men det er ikke der, jobbene er. De er i detail, industri og servicefag, og hvis vi ikke udfordrer familierne til at få det til at hænge sammen med skiftende arbejdstider, så får de ikke job,” siger Lars Larsen til NB-Beskæftigelse. I hans oplæg på integrationstræffet understregede han som flere andre, at det er vigtigt også at inddrage manden, for “vi skal jo ikke risikere, at de alle bliver skilt”. I en pause under mødet fortalte han, at det var et konkret projekt, han henviste til. “Det var et somalisk projekt, hvor otte ud af ti blev skilt. De fik job, men det er et eksempel på , at vi stiller krav til kvinderne, men hvor vi ikke evnede at inddrage familierne.” Hvad er problemet i, at de bliver skilt? “Nej, det kan man sige, men det skal jo helst ikke være derfor,” siger Lars Larsen. Han fortæller, at flere jobcentre nu har fokus på hele familien, bla. i et projekt i Roskilde, hvor der er “ligeså meget omsorg for manden som for kvinden”. Det handler både om psykologi og identitet og “det er sgu ikke noget, man bare gør.” Note: EARN står for Econimic Assimilation Research Network. Det er et forskningsprojekt, der over fire år (2017-2021) skal kortlægge effektiv arbejdsmarkedsintegration i Danmark, og er et samarbejde mellem LG Insight, VIVE og Københavns Universitet, finansieret af Innovationsfonden. Tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, september 2018:

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]