
Gellerupparken er et af de områder, som har fået støtte. - Foto: Emilie Koefoed.
35 mio. til udsatte boligområder
Realdania og Lokale og Anlægsfonden støtter projekter, der arbejder med at koble fysiske mødesteder med sociale indsatser, og deadline for at søge støtte puljemidler nærmer sig.
Udgivet: 10/09/2018
Af Lene Vind, [email protected]
Lokale og Anlægsfonden og Realdania er gået sammen om et initiativ, som de kalder ’Fælles Rum’, og målet er at støtte større sammenhængskraft og social balance i byerne.
Kommuner, boligorganisationer og beboere kan søge støtte til at udvikle fysiske projekter, der åbner udsatte boligområder – eller dem, som er i risiko for at blive det – op i forhold til den omkringliggende by, og som skaber nye mødesteder og plads til fritidsliv og aktiviteter for hele byen.
Deadline for at søge støtte er den 14. september 2018 og herefter udvælger de to samarbejdspartnere op til 15 projekter, som vil modtage udviklingsstøtte på op til 300.000 kroner incl. moms efter princippet om 50 procent medfinansiering.
I 2019 har projekterne mulighed for at søge om realiseringsstøtte på ca. 5-7 mio. kroner. I alt er der afsat 35 mio. kroner til puljen.
De to samarbejdspartnere skriver om baggrunden for puljen: ”At i takt med at flere og flere mennesker flytter til byerne. Mere end 120.000 mennesker bor i boligområder, som regeringen definerer som udsatte, og som ofte ligger socialt og fysisk isoleret fra resten af byen.
Der er store forskelle i indkomst, uddannelse og beskæftigelse mellem bykvarterer, og uligheden afspejler sig også i fritidslivet. Beboere fra udsatte boligområder deltager mindre i organiserede fritidsaktiviteter og det frivillige foreningsliv, som kan være med til at samle og styrke lokalsamfundet. Det er en udvikling, som udfordrer livskvaliteten og sammenhængskraften i byerne – og det er årsagen til, at vi har etableret Fælles Rum.”
Fælles Rum skal støtte projekter, som medvirker til større sammenhængskraft og social balance i byerne, og Realdania og Lokale og Anlægsfonden er på udkig efter projekter, der gør sig tanker om, hvordan man kan koble fysiske mødesteder med sociale indsatser f.eks. i form af tiltag der kan fremme uddannelse, beskæftigelse og deltagelse i fritidsaktiviteter.
Der er mere information på https://realdania.dk/projekter/faelles-rum
levi
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































