Den økonomiske puls stiger i byerne og falder på landet
Udviklingen henimod en større og større koncentration af den økonomiske aktivitet i og omkring de store byer fortsætter.
Udgivet: 07/06/2018
Af Michael Leif Larsen
Danmarks økonomiske liv samles mere og mere omkring de store byer, samtidig med at den økonomiske aktivitet på landet falder. Det viser en ny beregning af den såkaldte jobtilgængelighed fra Danmarkst Statistik.
Et internationalt fænomen
Danmarks Statistik skriver, at trenden henimod øget koncentration af den økonomiske aktivitet er et internationalt fænomen. I analysen peges der på flere årsager til udviklingen, fx reducerede transportomkostninger, bedre forbrugsmuligheder, stordriftsfordele, flere muligheder for vidensdeling, og bedre match på arbejdsmarkedet. Danmarks Statistik bemærker desuden, at også politiske tiltag har betydning for udviklingen.
De store byer dominerer
Begrebet jobtilgængelighed måler, hvor mange job, der kan pendles til, og som altså teoretisk set er tilgængelige for arbejdskraften. Den nye analyse viser, at jobtilgængeligheden er steget mest i de kommuner, som allerede i Danmarks Statistiks forrige analyse af jobtilgængeligheden fra 2008 havde den højeste jobtilgængelighed. Mens tilgængeligheden til job for arbejdskraften især omkringede store byer er steget, så er den faldet i landområderne. Der er især tilbagegang i jobtilgængeligheden i det nordvestlige Jylland og på mindre øer.
Danmarks Statistiks beregninger tager udgangspunkt i sognene, og viser, at jobtilgængeligheden er gået tilbage i 1.835 af Danmarks 2.160 sogne.
Andre tal bekræfter udviklingen
Den øgede koncentration af den økonomiske aktivitet omkring byerne, som analysen indikerer, bekræftes af en opgørelse over udviklingen i beskæftigelsen i kommunerne fra 2008 til 2016. Selvom beskæftigelsen i hele landet var 1,4 % lavere i 2016 end i 2008, så var beskæftigelsen i denne periode i nogle storby- og forstadskommuner 10 % højere end landsgennemsnitttet mens den i nogle landkommuner var 10 % lavere.
Danmarks Statistik måler også tilgængelighed til ledige, det vil sige hvor megen arbejskraft, der er tilgængelig for virksomhederne inden for pendlerafstand. Analysen viser, at virksomhedenes tilgængelighed på især store dele af Sjælland, Lolland-Falster og visse steder i Jylland er relativ høj. Virksomhederne har altså i de områder teoretisk set adgang til relativt meget arbejdskraft.
Men det har virksomhederne i praksis alligevel ikke, da `overskuddet` af tilgængelig lokal arbejskraft i forhold til jobs viser, at der foregår en stor nettopendling mod de større byer, et forhold som yderligere forstærker billedet af, at den økonomiske aktivitet koncentreres mere og mere.
Danmarks Statistik oplyser, at man ikke opererer ikke med en øvre grænse for pendlerafstanden. Ved udregningen vægtes tilgængeligheden til et job i forhold til afstanden. Det betyder, at et i teorien tilgængeligt job tæt på bopælen (i samme sogn) vægtes med 100 %, mens et i teorien tilgængeligt job, som ligger meget langt væk, næsten ikke vægtes.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































