
(ARKIV) Flere aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere skal erklæres jobparate. ( - Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2014)
Forsker: Nyt forslag tilsidesætter sagsbehandleres vurdering af kontanthjælpsmodtagere
Med en politisk beslutning lægger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen nu op til at flytte 20.000 kontanthjælpsmodtagere fra én kategori til en anden. Hvis forslaget vedtages, vil de 20.000 ikke længere være 'aktivitetsparate' men 'jobparate'.
Udgivet: 30/05/2018
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
De 20.000 kontanthjælpsmodtagere, der ifølge ministeren kan kategoriseres som jobparate, er den del af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der i dag skal leve op til den såkaldte 225-timers regel. Den betyder, at de i løbet af et år skal have 225 timers ordinært arbejde for ikke at blive skåret i kontanthjælpen.
Beskæftigelsesministerens forslag er reelt en tilsidesættelse af de kommunale sagsbehandleres vurdering af den enkelte kontanthjælpsmodtager, vurderer Anders Bruun Jonassen, der forsker i bl.a. arbejdsmarked og kontanthjælp ved Rockwool Fondens forskningsenhed.
“Der er en årsag til at man er vurderet aktivitetsparat – og ikke jobparat – som dette forslag ikke tager højde for,” siger Anders Bruun Jonassen til NB-Økonomi.
Kommunale forskelle kan være reelle
Kontanthjælpsmodtagere, der skal følge 225 timers–reglen, er bl.a. vurderet til at kunne tage småjob, og nu foreslår beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen altså, at de skal over i et andet system for jobparate ledige.
I begrundelsen for forslaget skriver Beskæftigelseministeriet, at kommunerne vurderer kontanthjælpsmodtagerne meget forskelligt.
“Syv ud af ti kontanthjælpsmodtagere i dag visiteres i dag “som aktivitetsparate, og står dermed ikke til rådighed for det danske arbejdsmarked. […] Der er dog meget store forskelle fra kommune til kommune. I nogle kommuner bliver mere end halvdelen visiteret som jobparate, mens det i andre kommuner kun er mindre end hver femte.”
Til det siger Anders Bruun Jonassen fra Rockwool Fondens forskningsenhed, at man ikke objektivt kan sige, om det er mere rigtigt at vurdere færre eller flere som jobparate, og at det ikke nødvendigvis giver mening at gøre det centralt.
“Kravet om, at personer skal vurderes jobparate, alene fordi de er omfattet 225-timersreglen, tilsidesætter sagsbehandlerens tidligere vurdering af, hvad der er den mest hensigtsmæssige indsats,” siger Anders Bruun Jonassen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































