
(ARKIV) Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Kommunerne skal ikke længere kunne sende borgere i ressourceforløb med den begrundelse, at det ikke kan udelukkes, at der kan ske en forbedring af arbejdsevnen. ( - Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018)
Ankestyrelsen ændrer praksis med ny lov om førtidspension
Ankestyrelsen ændrer praksis over for borgere, der søger førtidspension. Med en ny lov vil kommunerne ikke længere kunne sende en borger i ressourceforløb, hvis begrundelsen alene er, at det ikke kan udelukkes, at borgerens arbejdsevne kan udvikles gennem et ressourceforløb.
Udgivet: 15/05/2018
Af Helle Schøler Kjær
Lov 193 om tildeling af førtidspension skal 2. og 3. behandles i folketinget i næste uge, og forud for drøftelserne har Enhedslisten stillet en lang række spørgsmål til ministeren. Blandt andet om der vil komme en “reel praksisændring”.
I lovforslaget står der blandt andet, at der skal være “et udviklingsperspektiv i forhold til arbejdsevnen” ved henvisning til ressourceforløb, og det er det, der får Enhedslisten til at spørge til en praksisændring. Se faktaboks med lovforslaget længere nede på siden.
Minister reagerer på enkeltsager om meget syge i praktik
Det er de mange enkeltsager om, hvordan for eksempel meget syge mennesker ikke har kunnet få førtidspension, der har fået beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at præcisere adgangen til førtidspension. Med lovforslaget bliver det muligt for kommunerne at bevilge førtidspension uden først at sende borgeren gennem et ressourceforløb, hvis det er dokumenteret eller “helt åbenbart”, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres.
Det er det, der får Ankestyrelsen til at ændre praksis, så en borger ikke længere skal igennem et ressourceforløb inden tilkendelse af førtidspension, alene med den begrundelse, at det ikke kan udelukkes, at der kan komme en forbedring af arbejdsevnen.
Vil ikke love at afskaffe sengepraktik
Ministeren vil dog ikke love, at der kommer ændringer i nogle af de konkrete forhold, der er blevet kritiseret. Til et spørgsmål om loven betyder, at “sengepraktik” vil blive afskaffet, svarer Troels Lund Poulsen, at sengepraktik ikke er et tilbud, der findes i beskæftigelseslovgivningen, men at der i enhver indsats skal være et “realistisk perspektiv” om, at borgeren kan komme tættere på arbejdsmarkedet, for eksempel i et fleksjob.
“Hensynet til borgerens helbredsmæssige situation kan betyde, at muligheden for at
hvile sig i forbindelse med fx en virksomhedspraktik, der indgår som en indsats i et
ressourceforløb, kan være et relevant skånehensyn. Det ændrer lovforslaget ikke
på”, lyder svaret fra ministeren.
Fleksjob i 3 x 13,3 minutter om ugen er stadig muligt
Beskæftigelsesministeren vil heller ikke blande sig i, om den nye lov betyder, at “en borger, hvis arbejdsevne er så begrænset, at han kun kan arbejde 13,3 minutter i 3 dage om ugen, har ret til fleksjob, og at han ikke har ret til førtidspension.”
Det springende punkt er, om der er en vurdering af, om arbejdsevnen kan udvikles. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen skriver i svarene, at han forventer, at nogle borgere vil få tilkendt førtidspension tidligere end nu, og at der vil komme et fald i antal borgere i ressourceforløb med den nye lov.
Lovforslaget om førtidspension og ressourceforløb indgår i en større revision af reformen om førtidspension og fleksjob, der trådte i kraft i 2013. I marts 2018 offentliggjorde beskæftigelsesministeren en evaluering af hele området. Her var hovedkonklusionen, at der var sket det ønskede skift fra varig passiv forsørgelse til aktiviteter med “en vis tilknytning til arbejdsmarkedet”. Der har i de fem år, reformen har virket, været færre i ressourceforløb og på førtidspension end ventet, mens antallet af borgere i fleksjob har ligget langt over forventningen. Det er især job med en lav ugentlig arbejdstid, der udgør stigningen i fleksjob.
Der kan senere forventes tilpasninger af andre dele af reformen, fremgår det af svarene fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.
————————————————————————————–
Fakta:
Det står bl.a. i lovforslag L 193:
“Ressourceforløb er relevant, når der er et udviklingsperspektiv i forhold til arbejdsevnen. Er det dokumenteret eller er det på grund af særlige forhold helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved deltagelse i et ressourceforløb,
skal et ressourceforløb ikke iværksættes.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































