Af Charlotte Liebak Hansen, forskningschef og Leif Tøfting Kongsgaard, faglig direktør i Væksthuset.

‎

Når fremtidens beskæftigelsesindsats for mennesker med komplekse problemer skal designes og nytænkes, vil vi foreslå, at man lader ét centralt princip gennemsyre hele tilgangen; nemlig princippet om ’personalized services’. Kort fortalt betyder det, at en indsats skal skræddersyes til det enkelte menneske for at få bedst mulig effekt.

‎

Inspirationen kommer fra den medicinske verden, hvor man taler om personalized medicine. I stedet for at give standardbehandlinger til ’forestillede standardmennesker’, tilpasses behandlingen det enkelte menneskes karakteristika, fx den genetiske profil, fysiske og psykiske tilstand m.m. Grundtanken er, at lige så vel som at vi mennesker på mange måder er ens, så er vi på mange måder også forskellige.

Det er på tide, at vi forlader ideen om, at der findes én bestemt indsats, der er den mest effektive til alle. Når vi ser på studierne indenfor beskæftigelsesområdet, så ser vi f.eks., at virksomhedsrettet indsats som hovedregel virker bedre end ikke-virksomhedsrettede indsatser. Vel at mærke i gennemsnit. Det ligger lige for at konkludere, at det så må være en god ide at give virksomhedsrettet indsats til så mange som muligt. Altså at give en standardindsats til næsten alle. Men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, og det er lige præcis det, der i et vist omfang er ved at blive gjort op med på sundhedsområdet.

I beskæftigelsesindsatsen bruges der enorme mængder af ressourcer på at sikre, at så mange borgere som muligt modtager standardindsatser. Dette sker ikke mindst, fordi staten styrer, måler og straffer jobcentrene i forhold til deres evne til at leve op til fastsatte procesmål (fx at levere x procent af en standardindsats i form af fx virksomhedspraktik, samtaler o.lign.).

Hvad skal man så gøre i stedet? Vi skal sørge for at uddanne dygtige fagfolk, dvs. beskæftigelsesfaglige medarbejdere, der har stor og dyb viden om forskningen på feltet, og som er i stand til og har rammerne til at tilrettelægge, time og tilpasse indsatserne til hver enkelt borger.

Forskningen viser, at for grupper i periferien af arbejdsmarkedet har beskæftigelsesindsatsen den bedste virkning, når borgerne oplever, at indsatsen er meningsfuld, sammenhængende og tilpasset den enkelte.

En sådan ’personalized service’ har i dag trange kår. Kommunerne bliver i stedet i stor udstrækning bedt om at standardisere indsatserne. Det sker i bedste mening, da det centrale niveau gerne vil sikre, at alle borgere modtager de mest effektive indsatser.

Men vi misser et kæmpe potentiale, hvis vi bliver ved med at bygge lovgivning og styring op om standardindsatser, som giver gennemsnitseffekter. Det giver groft sagt middelmådige indsatser med middelmådige effekter.

Vi er, efter vores bedste overbevisning, nødt til at erkende, at mennesker med komplekse og sammensatte problemer kan hjælpes bedst muligt ved at møde kompetente fagprofessionelle, der er i stand til at tage hele menneskets situation i betragtning.

Vi må insistere på, at de fagprofessionelle er fagligt opdaterede med nyeste forskning, som skal være med til at guide til de bedste løsninger for det enkelte menneske. Og at det er den fagprofessionelle (og ikke ministeren eller styrelsen), der i samspil med det enkelte menneske, skal finde frem til bedst mulige indsats i forhold til den givne situation, kontekst og omstændighed.

Så hvad er vejen frem? Den er at skabe rammerne for den bedst mulige individualiserede og fagligt velargumenterede beskæftigelsesindsats. Vi foreslår følgende:

· Staten skal sætte mål, styre på mål og fjerne detailreguleringer

· Stat og styrelse skal bidrage til opbygning af beskæftigelsesfaglighed; herunder forskning på feltet, skabelse af lokale beskæftigelsesfaglige miljøer, uddannelse m.m.

· Styrelsen bør udvide synet på, hvad god forskning og viden er. Droppe forestillingen om en standardiseret bedste model’, og i stedet opbygge et beskæftigelsesfagligt rejsehold, der kan bistå kommunerne. Det kræver stærke faglige kapaciteter, praksiskendskab og viden om nyeste forskning.

· Den røde tråd i beskæftigelsesindsatsen skal være, at borgerne møder ’personalized services’. At borgerne oplever, at de får den rette hjælp under givne rammer tilpasset den situation og de omstændigheder, de står i.

Vi skal opbygge en beskæftigelsesfaglig praksis, som balancerer og jonglerer evidenstænkning med beskæftigelsesfagligt artisteri – altså beskæftigelsesmedarbejderens evne til at træffe refleksivt velbegrundede valg i hver af de situationer, de står i med hvert enkelt menneske.