
Tænketank Cevea inviterede torsdag til konference om fremtidens beskæftigelsessystem. Her var budskabet fra en stribe af arbejdsmarkedets parter, at der er behov for en snarlig afklaring om, hvad der skal ske på beskæftigelsesområdet. - Foto: Foto: Cevea
Tålmodigheden med ministeren er tæt på at slippe op: Hun bør nedsætte et udvalg
Hvad skal erstatte jobcentrene? Tålmodigheden med beskæftigelsesministerens manglende svar er efterhånden ved at løbe ud blandt arbejdsmarkedets parter, som foreslår nyt udvalg.
Udgivet: 31/01/2023
Jobcentrene skal nedlægges. I stedet skal beskæftigelsespolitikken nytænkes og reformeres. Det proklamerede den dengang nyvalgte SVM-regering i december ’22.
Siden har regeringen været tavs om jobcentrenes fremtid. Og det skaber frustration blandt arbejdsmarkedets parter.
De har behov for en snarlig afklaring. For at få det, foreslår de beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) at nedsætte et udvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvad man kan sætte i stedet for jobcentre.
Det var budskabet fra Dansk Socialrådgiverforening, HK, 3F, KL og Dansk Arbejdsgiverforening, der alle var med på tænketankens Ceveas konference om beskæftigelsesindsatsens fremtid i torsdags.
“Der har været rungende tavshed på området, siden regeringsgrundlaget blev præsenteret. I sådan en situation bliver borgerne utrygge. Og de ansatte begynder at skifte job. Den kedelige spiral er i gang,” mener Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal. Hun repræsenterer over halvdelen af de ansatte på jobcentrene.
“Det vil være klogt med en mere inddragende proces, for vidensniveauet blandt de politikere, jeg har mødt, er nærmest ikke eksisterende. Det er deprimerende,” sagde Pia Lund Jeppesen på konferencen.
Hun fik opbakning fra såvel kollegerne i fagbevægelsen som arbejdsgiverne.
“Der er politikere på Christiansborg, der ikke ved, hvad der foregår i beskæftigelsessystemet. De ved heller ikke, hvor komplekse opgaver, sagsbehandlerne løser. Det er jo også derfor, de møder stor modstand fra mange af deres kommunale partifæller. De er tættere på og forstår, hvad der foregår i jobcentrene,” sagde Signe Færch, forkvinde for landets socialrådgivere.
For nylig erkendte Ane Halsboe-Jørgensen (S), at regeringen stadig mangler en færdig plan for, hvordan arbejdsløse kan komme i job uden jobcentre. Og hvordan det kan gøres markant billigere end hidtil.
“Vi bilder os ikke ind, at vi har hele løsningen allerede nu. En så gennemgribende reform af jobcentrene skal være gennemtænkt og stå på et solidt fagligt grundlag. Der bliver en grundig proces, hvor jeg naturligvis også vil få input fra kommuner, a-kasser og andre interessenter,” har ministeren fortalt Mandag Morgen.
Ifølge Claus Ørum Mogensen, kontorchef i KL, er det ikke nok med en inddragende proces.
“Jeg mener, at vi også skal have politisk ejerskab på området."
Claus Ørum Mogensen ærgrer sig over, at diskussionerne ofte har været præget af ideologi. Det finder han usundt.
“Der er behov for, at eksterne parter udfordrer regeringen. Vi repræsenterer selvfølgelig forskellige interesser, men det, synes jeg, vi skal løfte os op over,” sagde han.
Erik E. Simonsen fra Dansk Arbejdsgiverforening regner med, at arbejdsmarkedets parter inden længe modtager en invitation fra beskæftigelsesministeren.
“Det er mit bud. Men vi bliver også selv nødt til at tage skridt i retning af regeringen. Hvis vi bliver siddende i hulerne og afviser at spille med, så er vi ikke relevante at drøfte ambitionerne med. Vi er nødt til at overveje, hvordan vi kommer regeringen i møde,” siger Erik E. Simonsen, og tilføjer:
“Det er vores udgangspunkt.”
Sidst opdateret: 31/01/2023 - 13:13










































