(Arkiv) Regeringens lovprogram på beskæftigelsesområdet er en opremsning af de ting, som Peter Hummelgaard ikke nåede eller kunne få igennem, inden folketingsvalget blev udskrevet 5. oktober.

(Arkiv) Regeringens lovprogram på beskæftigelsesområdet er en opremsning af de ting, som Peter Hummelgaard ikke nåede eller kunne få igennem, inden folketingsvalget blev udskrevet 5. oktober. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FAKTA: Ingen nye forslag fra S i lovprogram om beskæftigelse

Regeringens lovprogram på beskæftigelse samler op på indgåede aftaler, men byder ikke på nye forslag på beskæftigelsesområdet. Mange af forslagene afhænger af, hvem der vinder valget. Se hvilke i dette overblik over beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards udeståender.

Udgivet: 06/10/2022

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

I en regerings lovprogram for det kommende folketingsår indgår der som regel en række nye initiativer, som den siddende statsminister har været inde på i sin tale ved Folketingets åbning. Men sådan er det ikke i år.

I regeringens lovprogram på beskæftigelsesområdet indgår ikke et eneste nyt forslag. I stedet består lovprogrammet af en lang række aftaler, der allerede er indgået. På den måde spejler lovprogrammet de socialdemokratiske regerings 2030-plan, der blev fremlagt i sidste uge. Heller ikke der fremlagde regeringen konkrete forslag.

Ét af forslagene på beskæftigelsesområdet har regeringen ikke kunnet samle flertal for, selvom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har gjort sit for at få det til at ske. Det var et centralt forslag op til valget i 2019, nemlig forslaget om 37 timers arbejdspligt til ikke-vestlige indvandrere og flygtninge. Det bliver nu genfremsat i regeringens lovprogram, som nu kan bruges som et opslagsværk over alt det, ministeren ikke nåede.

Aftaler kræver flertal

Lovprogrammet består af en række aftaler, der er flertal for i det nuværende Folketing, men som ikke nødvendigvis har flertal efter et valg. De er indgået af S-regeringen med flertal af henholdsvis støttepartierne, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti (og senere løsgængere fra DF), men er samtidig bundet af forlig, hvor også borgerlige partier indgår.

Da det er kutyme, at forlig opsiges ved et valg, og at lovgivning først derefter kan gennemføres, hvis flertallet er intakt, kan disse politiske aftaler først træde i kraft efter et valg.

Venstre har allerede opsagt forliget om loven om aktiv beskæftigelsesindsats (LAB-loven), mens Socialdemokratiet endnu ikke har offentliggjort hvilke forlig, partiet vil opsige. Der kan være tale om aftalerne om dagpengere og sygedagpenge

Udover opsigelse af forligene skal flertallet for aftalerne som nævnt være intakt. Det kan det godt være, selvom der eventuelt kommer en blå regering efter valget. Det var tilfældet, da de borgerlige inklusive De Radikale aftalte en seniorpension op til valget i 2019. Med De Radikale var flertallet for seniorpensionen intakt efter valget. Det samme kan ske med modsat fortegn med nogle af disse forslag.

Kræver flertal efter valg

Flere af disse aftaler er forligsbelagte og kræver desuden et intakt flertal efter valget.

  • Forlængelse af forhøjet dagpengesats på 110 procent til og med udgangen af 2023. Satsen gives til ufaglærte over 30 år, der går i gang med en faglært uddannelse, der er efterspørgsel på.

  • Et forenklet kontaktforløb i beskæftigelsesindsatsen og permanentgørelse af forsøg om jobrettet indsats: Arbejdsløshedskasserne skal overtage ansvaret for kontaktforløbet i de første tre måneders ledighed. Lempelsen af uddannelsespålæg for uddannelseshjælpsmodtagere skal gøres permanent.
  • Besparelser til finansiering af tidlig pension: Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning i skærpet tilsyn m.v. Lovforslaget har til formål at understøtte en omlægning af en del af beskæftigelsesindsatsen, der i dag gives som øvrig vejledning og opkvalificering, i retning af ordinære løntimer, ordinær uddannelse og virksomhedsrettede tilbud samt at reducere administrationen i jobcentrene. Endvidere har lovforslaget til formål inden for de første seks måneders ledighed at give den ledige mulighed for at vælge, om samtaler skal afholdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde (video).

Kontanthjælpsaftalen mv.

Venstre og Konservative har meddelt, at vis de får flertal, vil de vil tilbagerulle dele af den kontanthjælpsaftale, regeringen indgik med SF, Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne. Derfor kræver også forslag, der handler om kontanthjælp, et intakt flertal.

  • Forlængelse af det midlertidige børnetilskud for 2023. Lovforslaget skal forlænge det midlertidige børnetilskud indtil udgangen af 2023, hvor det nye kontanthjælpssystem træder i kraft. Det midlertidige børnetilskud giver en midlertidig økonomisk håndsrækning til børn i familier, som er berørt af kontanthjælpsloftet og SHO-ydelsen (tidligere integrationsydelsen.)
  • Udmøntning af aftalen om nyt kontanthjælpssystem med plads til børnene. Lovforslaget har til formål at sikre, at børn af forældre i kontanthjælpssystemet vokser op med samme muligheder for at være en del af fællesskabet som deres jævnaldrende, samtidig med, at der stadig er en tydelig økonomisk gevinst ved at tage et arbejde.
  • Lov om midlertidig jobpræmie for kontanthjælpsmodtagere, som i januar 2024 har modtaget ydelse i mindst 1 år inden for de sidste 3 år. Præmien vil være på 5.000 skattefrie kroner, der udbetales som et engangsbeløb, når ydelsesmodtagere forlader kontanthjælpssystemet og kommer i beskæftigelse i seks sammenhængende måneder.
  • Perioder under opskoling skal tælle med i anciennitet til tidlig pension. Lovforslaget vil medføre, at perioder under opskoling fremadrettet kan tælle med i anciennitetsopgørelsen, når en person som led i et ansættelsesforhold og med en løbende arbejdsgiverudbetalt supplerende aflønning er blevet opskolet til et tidssvarende uddannelsesniveau inden for samme branche.

Aftaler på tværs af Folketinget

Disse lovforslag har et bredt politiske flertal, uanset udfaldet af Folketingsvalget den 1. november

  • Lov om velfærdsaftaler på beskæftigelsesområdet. Lovforslaget har til formål at udmønte en kommende aftale om velfærdskommuner på beskæftigelsesområdet, hvor beskæftigelsesindsatsen i fire udvalgte kommuner sættes mest mulig fri for statslig regulering.
  • Udmøntning af aftale om styrket international rekruttering. Lovforslaget har bl.a. til formål at indføre en ny midlertidig supplerende beløbsordning, at udvide fast-track-ordningen, at indføre et automatisk jobsøgningsophold til dimittender og samtidig ophæve etableringskortordningen, at udvide positivlisten for personer med en videregående uddannelse og at udvide Startup Denmark-ordningen. (Fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.).
  • Lov om en helhedsorienteret indsats. Lovforslaget har til formål at skabe rammen for, at borgere med komplekse problemer kan få en helhedsorienteret udredning, afgørelse og indsats på tværs af social-, sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet med det samlede formål at bringe borgerne tættere på at kunne mestre deres eget liv og komme i beskæftigelse. (Fra Social- og Ældreministeriet.)
  • Justering af fleksjob og førtidspension. Lovforslaget har til formål at udmønte justeringer af reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013.
  • Ændring af lov om sygedagpenge m.v. (Opfølgning på kritisk gennemgang af sygedagpengereformen). Lovforslaget har til formål at gennemføre ændringer i sygedagpengeloven m.v. som følge af beskæftigelsesministerens kritiske gennemgang af sygedagpengereformen. Forhandlinger pågik frem til valgudskrivelse 5. oktober.
  • Afskaffelse af indtægtsregulering som følge af pensionistens egen arbejdsindtægt i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg. Lovforslaget skal gøre det mere attraktivt for seniorer at bidrage aktivt på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen. Forhandlinger pågik frem til valgudskrivelse 5. oktober.

Sidst opdateret: 12/10/2022 - 13:29

Temaer: Lovprogram

Emner: Beskæftigelsesindsats, Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), Danmark kan mere (S reformer)

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]