Fire chefer og ledere giver bud på, hvorfor netop deres kommune nu har den laveste ledighed siden finanskrisen. Det er Dorte Hamrum, arbejdsmarkedschef i Skive; Hans Christian Knudsen, beskæftigelseschef i Hedensted; Kristjan Gundsø Jensen, jobcenterchef i Helsingør; Inger Thorø Pedersen, afdelingsleder i jobcentret i Faaborg Midtfyn.

Fire chefer og ledere giver bud på, hvorfor netop deres kommune nu har den laveste ledighed siden finanskrisen. Det er Dorte Hamrum, arbejdsmarkedschef i Skive; Hans Christian Knudsen, beskæftigelseschef i Hedensted; Kristjan Gundsø Jensen, jobcenterchef i Helsingør; Inger Thorø Pedersen, afdelingsleder i jobcentret i Faaborg Midtfyn.

Fortsat stor forskel i udvikling af ledighed i kommunerne på grund af corona

35 kommuner havde i juni den laveste siden finanskrisen. Fire kommunale chefer giver deres bud på, hvorfor det går godt for netop deres kommune.

Udgivet: 10/08/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Mens kommuner med lufthavne og udenlandske turister fortsat er hårdt ramt af coronakrisen, kan mere end en tredjedel af kommunerne glæde sig over, at de i juni måned havde den laveste ledighed siden finanskrisen.

Dermed har de ikke blot hentet det tabte under coronakrisen, men er nået endnu længere ned i ledighed.

Blandt de 35 kommuner har Skive den laveste ledighed på 1,9 procent. Så lav var ledigheden senest i kommunen sidst i april 2008, altså før finanskrisen ramte Danmark.

"Der er ingen tvivl om, at vi har et arbejdsmarked, der har været med os i den her periode," siger Dorthe Hamrum, der er arbejdsmarkedschef i Skive Kommune.

"Det, sammen med, at vi i jobcentret har vedvarende fokus på at få ledige i gang i de brancher, hvor behovet for arbejdskraft er, og vi gør alt for at imødekomme de mange jobordrer, vi får fra kommunens virksomheder, har stor betydning," siger hun.

Læs også:
35 kommuner har den laveste ledighed siden finanskrisen

Efter finanskrisen - i januar 2010 - lå ledigheden i Skive på 5,4 procent. I februar 2020, - altså før coronakrisen - var den mere end halveret og nede på 2,3 procent. Den steg med halvanden procent til 3,8 i april 2020, men begyndte derefter at gå nedad og har i et år ligget under tre procent - og ligger altså nu på 1,9.

Produktionsvirksomhederne i kommunen har ikke nævneværdigt været ramt af nedgangen i eksporten under den første nedlukning under corona. I stedet er der solgt til det danske marked.

"En af virksomhederne har lagt produktionen om til værnemidler, og vi ved, at fritid og håndværk har blomstret," siger Dorthe Hamrum og nævner anlæg, transport, byggeri og produktionsvirksomheder, der bl.a. har skabt job i kommunen under corona, og som væksten nu bygger på.

"Bagsiden er, at vi slet ikke kan følge med, og at virksomhederne har svært ved at skaffe arbejdskraft. Vi sørger hele tiden for at få snakket med dem, om de kan bruge en anden end den, de lige havde tænkt sig. Hele substitutionstankegangen er nødvendig. Det åbner virksomhederne generelt positivt op for, og er der behov for et kortere opkvalificeringskursus, giver vi naturligvis det, da det giver arbejde bagefter," lyder det fra arbejdsmarkedschefen.

Skive hører til Vestjylland i arbejdsmarkedspolitisk sammenhæng. Seks af syv kommuner i området havde i juni den laveste ledighed siden finanskrisen. Lemvig er den eneste kommune, der ikke er med. Kommunen er 0,2 procentpoint fra at være på laveste niveau siden finanskrisen.

Hotel- og restauration i gang igen

Næsten alle kommuner på Fyn er blandt de 35 kommuner, der har lavest ledighed siden finanskrisen.

Faaborg-Midtfyn Kommune er en af dem. Kommunen havde i juni en ledigheden på 3,5 procent. Så lav har den ikke været siden før finanskrisen. I januar 2010 var ledigheden 6,4 procent.

"Vi har et fælles fynsk arbejdsmarked, hvor der er rigtig stor efterspørgsel og vækst," siger afdelingsleder i Faaborg-Midtfyns jobcenter Inger Thorø Pedersen som det første og det vigtigste.

"Vi har også motiverede ledige, der kigger bredere efter arbejde end den branche, de kommer fra, - og dygtige medarbejdere, der arbejder med jobrettede udviklingsforløb i mødet med borgerne."

Faaborg-Midtfyn Kommune er en kommune med mange ufaglærte og blev ramt af stigende ledighed under den første corona-nedlukning med et spring på næsten to procentpoint under den første nedlukning. Men den faldt hurtigt igen.

"En del eksportvirksomheder og turistbranchen blev i starten ramt hårdt, men nu er også hotel- og restauration stort set tilbage," fortæller Inger Thorø Pedersen.

Hvor kommuner langs Jyllands vestkyst har oplevet et boom i danske turister, har Fyn det sydfynske øhav, der også er populært blandt danske turister.

Serviceorgan for virksomheder og ledige

I Østjylland er fire af i alt 12 kommuner blandt de 35 kommuner med lavest ledighed siden finanskrisen.

I Hedensted Kommune steg ledigheden fra 2,6 til 4,4 procent under nedlukningen i foråret 2020. Nu er den nede på 2,3 procent. Det laveste siden før finanskrisen. Efter finanskrisen var ledigheden i Hedensted 5,4 procent.

"Vi er meget konjunkturfølsomme, og når det går galt, går det helt galt. Det gjorde det i 2008 og det gjorde det i april og maj 2020," siger beskæftigelseschef Hans Christian Knudsen.

Hedensted ligger lige nord for Vejle, hvor den østjyske og midtjyske motorvej skærer igennem kommunen og skaber gode distributionsforbindelser til både nord, syd, øst og vest.

"Der var meget lager og logistik, der blev ramt lige i starten, men efter halvanden måned havde virksomhederne omstillet til en pakke- og bestillingsdel," fortæller beskæftigelseschefen..

Kommunen har opbygget et godt samarbejde med både erhvervsliv, vikarbureauer og de faglige organisationer og a-kasserne.

"Vi er lykkedes med at få virksomhederne til at forstå, at erhvervslivet kan bruge os til rekruttering. Vi tænker på os selv som et serviceorgan, hvor vi står for rekruttering og formidling, og der ikke er så mange tvungne ting."

"Vi har for eksempel ikke haft meget praktik og løntilskud for de ledige de sidste halvandet år, for der er ingen grund til, at de skal i praktik og løntilskud, hvis der ikke er job bagefter. Det betyder også, at vi har et godt samarbejde med de faglige organisationer," fortæller Hans Christian Knudsen.

Politisk opbakning til flere hænder

På Sjælland og øerne havde syv kommuner ud af 17 den laveste ledighed siden finanskrisen i juni måned, mens ingen af hovedstadsområdets 27 kommuner er med.

Det er til gengæld Odsherred og Helsingør som de eneste to kommuner i Nordsjælland.

Jobcenterchef i Helsingør Kristjan Gundsø Jensen har et forsigtigt bud på en af årsagerne:

"Vi ligger bedre end kommunerne nede ved København. For eksempel er turismen her lidt mindre båret af det internationale som i København, så vores turismeerhverv er mindre hårdt ramt."

Ledigheden var i juni måned 3,6 procent i Helsingør. Det nåede den også lige ned på i måneden inden coronakrisen, nemlig i februar 2020. Inden da skal vi helt tilbage til januar 2009, hvor ledigheden i Helsingør var 3,5 procent. Efter finanskrisen var ledigheden i kommunen 5,4 procent.

Under coronakrisen i april, maj, juni og juli sidste år nåede ledighedsprocenten op på over fem procent, og det tog byrådet alvorligt, fortæller Kristjan Gundsø Jensen.

"Sidste sommer så det ud til, at det her ikke var noget, der blæste over. Så vi fik ekstra ressourcer til dagpengemodtagere, jobparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelse af de unge. Det er en af de ting, der har gjort en forskel. Vi har haft hænderne til at følge med."

"Det med sagsantal betyder noget, for så kan man fokusere mere intensivt på den enkelte ledige og se, hvem der kan passer til og komme hen i brancher, hvor der er et træk. Det har vi kunnet arbejde målrettet med i stedet for kun at fokusere på lovpligtige samtaler, når vi er for få."

Som et eksempel på, at det virker, nævner Kristjan Gundsø Jensen, at mens det på landsplan er lykkedes at få nedbragt andelen af kontanthjælpsmodtagere med tyve procent fra 2019 til 2021, så havde Helsingør i juni 35 procent færre kontanthjælpsmodtagere end to år tidligere.

Øvrige arbejdsmarkedsområder

I Nordjylland havde fem kommuner ud af 11 i juni den laveste ledighed siden finanskrisen. Aalborg er en af dem.

I Sydjylland havde syv kommuner ud af 13 laveste ledighed siden finanskrisen. Varde ligger lavest med 2,3 procents ledighed.

Bornholm er et arbejdsmarkedsområde for sig selv og er ikke en af de 35 kommuner.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

For hver kommune har vi fundet ledigheden i procent af arbejdsstyrken for hver måned fra januar 2010 til de nyeste tal fra juni 2021. Tallene er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank i statistikken AUS08. Alle tal er sæsonkorrigerede.

Det skal bemærkes, at flere kommuner fortsat havde en stigning i ledigheden efter januar 2010.

For hver kommune har vi fundet den måned siden januar 2010, hvor ledigheden har været lavest. Det tal har vi sammenlignet med ledigheden i juni 2021. Hvis juni 2021 er den måned siden januar 2010, hvor ledigheden er lavest, tæller kommunen med i de 35 kommuner, der fokuseres på i artiklen.

Hvis ikke, kan du på kortet i denne artikel se både ledigheden i juni 2021 samt ledighedsprocenten og tidspunktet, hvor ledigheden har været på det laveste niveau.

Det betyder, at der kan være kommuner, der ikke tæller med blandt de 35 kommuner, hvor ledigheden stadig er på et lavt punkt i forhold til finanskrisen. At de ikke tæller med blandt de 35 kommuner er alene udtryk for, at de tidligere i perioden 2010-2021 har ligget på et lavere niveau, end de gør nu.

Sidst opdateret: 10/08/2021 - 12:57

Temaer: Ledighed

Emner: Ledighed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]