Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fortalte mandag glad, at ledigheden nu var lavere end før coronakrisen. Det var lidt for 'rosenrødt,' lyder kritik.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fortalte mandag glad, at ledigheden nu var lavere end før coronakrisen. Det var lidt for 'rosenrødt,' lyder kritik.

Regeringen 'maler billedet mere rosenrødt, end det er'

2. pinsedag jublede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard over, at der for første gang var færre ledige end før coronakrisen. Tendensen er rigtig, men man skal være varsom med tallene, siger cheføkonom.

Udgivet: 26/05/2021

Del artiklen:

Mandag jublede beskæftigelsesministeren og statsministeren på Facebook over, at ledigheden var lavere end før corona. Tirsdag var antallet af ledige igen større end før coronakrisen.

Det er en daglig optælling af ledige på jobnet.dk, der mandag betød, at ledighedstallet for første gang kom under niveauet ved coronakrisens start.

Beskæftigelsesministeriet har siden marts sidste år udgivet de rå tal, der ikke er sæsonkorrigeret. Også NB-Beskæftigelse har løbende offentliggjort dem. Men tiden er ved at løbe fra dem, mener cheføkonom hos Ledernes Hoveorganisation, Niklas Praefke.

"I starten af krisen var det rigtig godt, at vi kunne få de her og nu billeder, men det er en statistik, der springer op og ned, så man skal være varsom med tallene," siger han

"Ministeren har ret i udviklingen, og vi har set et markant fald i ledigheden, men det er at male billedet mere rosenrødt end det er at sige, at de er under niveauer fra før coronakrisen. Det får lige lovlig meget med skønpenslen," siger Niklas Praefke om markeringen af, at ledighedstallet var under niveauet før krisen.

I sit opslag på Facebook skriver Peter Hummelgaard (S), at 'siden slutningen af februar er der i gennemsnit 435 personer, som har forladt ledighedskøen hver dag.'

I en pressemeddelelse mandag nævner Beskæftigelsesministeriet i sidste afsnit, at der stadig er større ledighed end før coronakrisen, hvis tallene sæsonkorrigeres. Det kom ikke med i ministerens opslag på Facebook.

Beskæftigelsesministeriet skriver:

"Det bemærkes, at der ikke er taget højde for sæsonudsving i opgørelsen. Sammenlignes med ledighedsniveauet samme måned i 2019, hvorved der delvis korrigeres for sæsonudsving, er ledighedsniveauet fortsat højere end før Corona-krisen."

Peter Hummelgaard (S) skrev 2. pinsedag klokken 8:59 på Facebook

Nu er arbejdsløsheden lavere end før krisen

Del gerne denne fremragende nyhed - som IKKE er kommet af sig selv ?

Kære alle. Pinsen slutter med godt nyt fra arbejdsmarkedet. Antallet af ledige er styrtdykket i takt med genåbningen af samfundet. Siden slutningen af februar er der i gennemsnit 435 personer, som har forladt ledighedskøen hver dag. Nu er ledighedstallet nede på samme niveau som før nedlukningen i foråret 2020. Faktisk en smule lavere netop i dag ?

Og HUSK nu: Udviklingen er ikke sket af sig selv, men skyldes solide hjælpepakker, aktiv finanspolitik og ikke mindst danskernes kamp mod corona. Alene derfor har krisen ramt dansk økonomi markant mindre end frygtet ?

Regeringen har valgt, at løse krisen på en anden og mere retfærdig måde end ved tidligere kriser. Investeringsvejen har både vist sig at skabe tryghed for den enkelte og for samfundsøkonomien og er samtidig en styrkelse af det grønne og klimaområdet. Områder som rummer en stor del af fremtidens arbejdspladser og vækstpotentiale ??‍??‍??‍♂️??

Den positive udvikling i ledighedstallene betyder slet ikke, at vi kan læne os tilbage i stolene, for der er stor forskel på brancher og geografiske områder. Lufttransport og turismeområdet er fortsat ramt, og hovedstadsområdet særlig hårdt. Det understreger behovet for den netop aftalte sommerpakke.

Regeringen kæmper for, at alle, som har mistet sit arbejde, kommer tilbage i job eller uddannelse.

Rigtig god pinse til jer alle ???

Mette Frederiksen (S) skrev 2. pinsedag kl. 10:18 på Facebook

God formiddag her fra skønne Fyn. Ikke meget vi har set pinsesolen danse, men markerne står gule og grønne. Og i dag rammer en god nyhed her midt i pinsen

Dansk økonomi har det godt. Så godt, at ledigheden for første gang er lavere end før 8. marts sidste år ifølge Beskæftigelsesministeriet, når der ses ekskl. arbejdsfordeling.

Det har været godt for dansk økonomi, at vi har holdt smitten nede. Og alle de initiativer, vi har taget - investeringer i vækst, uddannelse og klima, hjælpepakker og lønkompensation - har begrænset de økonomiske omkostninger ved pandemien.

Det ser vi resultaterne af nu. Danmark står stærkt. Og økonomien er kommet godt igen efter et svært år. Nu er opgaven, at vi skal helt i mål. Have dem med, der er hårdest ramt af pandemien.

Sidst opdateret: 21/01/2022 - 11:16

Temaer: Ledighed

Emner: Ledighed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]