Langtidsledighed har ramt kommuner forskelligt under corona
Størst stigning i langtidsledighed i Østjylland og hovedstadsområdet, mens produktions-Danmark klarer sig bedre igennem. Flere kommuner har skiftet plads i rangordning. Se tallene for din kommune.
Udgivet: 20/04/2021
I kommunerne er der stor forskel på, hvordan langtidsledigheden har udviklet sig. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
En undersøgelse fra AE viser, at langtidsledigheden er steget med 15.000 til næsten 37.900 fra marts sidste år til april i år. Samtidig er regeringen optaget af, at der skal ske noget hurtigt for at få den bragt ned under genåbningen.
Den største udvikling i langtidsledigheden er i Aarhus og omkring hovedstaden, mens Skive, Vejen og Ærø kommuner fra november 2019 til november 2020 ikke havde nogen stigning i langtidsledigheden overhovedet.
Mens Brøndby Kommune havde den største stigning i langtidsledigheden på 0,7 procentpoint, havde Aarhus, Hvidovre, Ishøj og København en stigning på 0,5 procentpoint. Den gennemsnitlige stigning på landsplan var 0,2 procent i november 2020 i forhold til året før.
Opgørelsen fra november er den seneste, Danmarks Statistik har opgjort over kommuner, hvor der samtidig er taget højde for sæsonudsving.
Klik ind på din kommune på kortet for at se hvor stor en andel, langtidsledige udgør af den lokale arbejdsstyrke. Se også tabellen nedenfor kortet, hvor man kan se udviklingen i kommunerne og hvilke kommuner, der har skiftet plads på en rangordning af dem med størst og mindst andel langtidsledige.
Kommuner skifter plads
En rangordning af kommunerne med størst og lavest andel langtidsledige viser, at flere kommuner skifter plads.
Mens Guldborgsund Kommune sammen med Lolland og Albertslund havde 0,9 procent langtidsledige i november 2019, og dermed var de kommuner med tredje flest langtidsledige, havde Guldborgsund på et år en stigning på 0,2 procentpoint og ligger nu som nummer ni, mens Aarhus, København, Rødovre og Høje Taastrup nu deler tredjepladsen med Lolland og Albertslund med 1,2 procent langtidsledige .
Længere nede af listen har Vordingborg, Vesthimmerland og Nordfyn i november 2020 fået følgeskab af Vallensbæk og Sønderborg, der havde en mindre langtidsledighed end de tre andre kommuner i november 2019.
Forklaringen på den store stigning er nedlukningerne under coronakrisen. Samtidig har dagpengeperioden været suspenderet i mange måneder, så færre risikerer at falde ud af dagpengesystemet. Man betegnes som langtidsledig, hvis ledigheden har varet i 80 procent af et år. Også månederne med suspension af dagpengeperioden tæller med i opgørelsen af langtidsledige.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38
Temaer: Ledighed




































