
Ekspert: Ankestyrelsen vurderer sag om seniorførtidspension forkert
Ankestyrelsen fortolker reglerne om seniorførtidspension forkert, siger en ekspert i socialret. En borger i Tønder Kommune fik sidste år afslag på seniorførtidspension med henvisning til, at han kunne forsørge sig selv med et fleksjob på få timer. Det var forkert, siger eksperten.
Udgivet: 21/02/2019
Både Tønder Kommune og Ankestyrelsen overtrådte reglerne for tildeling af seniorførtidspension, da de i sidste år gav afslag til en borger med henvisning til, at en arbejdsprøvning har vist, at han kan arbejde i mellem 7½ og 10 timer om ugen, og at hans arbejdsevne derfor ikke var “ubetydelig”, mener lektor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen. Tønder Kommune afviser kritikken.
Såvel kommunen som Ankestyrelsen har lagt vægt på og skrevet direkte i afgørelsen til landmand Paul Sønnichsen, at ”det ikke er dokumenteret, at din arbejdsevne er nedsat til det ubetydelige.”
”Det er dog ikke et krav for at få seniorførtidspension, at arbejdsevnen er nedsat til det ubetydelige” siger John Klausen. ”Det afgørende er, at arbejdsevnen er nedsat i et omfang, der ikke gør det muligt at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob.”
”Med fleksjob og førtidspensionsreformen 2013 blev det muligt at tilkende fleksjob til personer, der kun kan arbejde få timer om ugen – de såkaldte minifleksjob – men dette kan kun ske, hvis der er mulighed for, at arbejdsevnen kan udvikles.” siger John Klausen. ”Personer, hvis arbejdsevne permanent er meget begrænset, kan stadig tilkendes førtidspension.”
Et mini-fleksjob vil derfor ikke være et alternativ til en seniorførtidspension, da mini-fleksjob kun kan bevilges, hvis der er et perepsktiv om at udvikle arbejdsevnen. Baggrunden for den del af loven er, at nedslidte, der søger seniorførtidspensionkan, netop er stoppet med at arbejde, fordi deres arbejdsevne er blevet mindre og mindre, og derfor skal de ikke stilles over for et krav om udvikling af arbejdsevnen.
Det undrer også John Klausen, at Tønder Kommunens rehabiliteringsteamet i sit afslag skrev, at arbejdsevnen var “nedsat til det ubetydelige”, og at Ankestyrelsen i sin afgørelse direkte lagde vægt på denne vurdering.
”Et krav om at arbejdsevnen skal være nedsat til det ubetydelige for at tilkende seniorførtidspension har ingen holdepunkter i loven og må i givet fald bero på en retsvildfarelse.” siger John Klausen.
”Før reformen i 2013 var det ikke muligt at få fleksjob, hvis arbejdsevnen varigt var væsentligt mindre end en trediedel.” forklarer han. ”Hvis Ankestyrelsen nu mener, at arbejdsevnen skal være nedsat til det ubetydelige for at få seniorførtidspension, er det en markant skærpelse.”
Tønder afviser kritikken
Tønder Kommune afviser kritikken.
“I sager, hvor vi får medhold i Ankestyrelsen, er lovgivningen overholdt,” siger fagchef for kommunens sundheds og arbejdsmarkedområde Anne-Mette Dalgaard.
“Men vi har i Tønder Kommune tradition for at lære af sager, som både giver medhold, eller hvis vores afgørelse ikke giver medhold.” Hun understreger samtidig, at kommunen gerne bevilger seniorførtidspensioner, hvis borgerne lever op til kriterierne.
“I Tønder har vi siden 2014 til midt i 2018 tildelt 16 seniorførtidspensioner. Vi ligger generelt ikke lavt sammenlignet med andre kommuner.”
Til kritikken om, at kommunen i afslaget henviser til et fleksjob, som skal have en progression, som seniorførtidspensionister er undtaget for, siger Anne-Mette Dalgaard:
“Vi bevilger fleksjob også ned til få timer om ugen, og når man så først går i gang, ser vi, at nogle borgere udvikler deres arbejdsevne til flere timer hos arbejdsgiveren. Vi gør også meget ud af de rigtige skånehensyn og imødekommer i høj grad borgernes ønske om fleksjob frem for passiv forsørgelse, hvis de er berettiget hertil.”
Ville egentlig gerne have fleksjob
Det var ikke seniorførtidspension, der lå først for, da Paul Sønnichsen ikke længere kunne klare arbejdet som driftsleder i et landbrug. Han ville gerne have et fleksjob på få timer og fortsætte med at arbejde.
Efter flere år med slidgigt i udvikling blev han sygemeldt i 2017. Inden sygemeldingen var hans arbejdstid nedsat til 15 timer om ugen i tre uger, og indtil da havde i halvandet år han haft en personlig assistent i 12 timer om ugen til at aflaste ham. Læs mere om sagen i en anden artikel på NB-Beskæftigelse.
Fleksjob kræver arbejdsprøvning, og det er derfor, at der ligger en konkret vurdering af Paul Sønnichsens arbejdsevne i ansøgningen om seniorførtidspension. Hvis han havde søgt seniorførtidspension med det samme, var han blevet undtaget for arbejdsprøvning, fordi han kom direkte fra arbejdsmarkedet, havde arbejdet i over 25 år, var dokumenteret nedslidt og havde under fem år til folkepension. Alt det, det ifølge loven kræver at søge seniorførtidspension.
Arbejdsprøvningen var for anstrengende, timerne var for mange, og inden den var afsluttet, besluttede Paul Sønnichsen sig for at søge seniorførtidspension. I behandlingen af hans sag brugte kommunen – og senere Ankestyrelsen – evalueringen fra den virksomhed, hvor han havde været i arbejdsprøvning.
Siden har Paul Sønnichsen været i endnu en arbejdsprøvning, der viser, at han har en arbejdsevne, der svarer til tre kvarter om ugen. Han har nu søgt og er blevet indstillet til førtidspension af Tønder Kommunes rehabiliteringsteam.
Fakta
Uddrag af principafgørelse om seniorførtidspension fra Ankestyrelsen, december 2015.
“I sager, der skal behandles efter reglerne om seniorførtidspension, skal der alene tages stilling til, om arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i forhold til de erhverv, den pågældende vil kunne varetage, uden at der iværksættes tiltag, der har til formål at udvikle arbejdsevnen. Det skal således ikke vurderes, om ansøgeren ville være i stand til at udvikle sin arbejdsevne eller kunne blive i stand til at anvende sin restarbejdsevne efter fx deltagelse i virksomhedspraktik, revalidering eller deltagelse i ressourceforløb.”
(…..)
“Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L22 om ændring af lov om social pension, at for målgruppen, der har en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, vil der typisk foreligge nødvendige oplysninger til dokumentation af arbejdsevnen i forhold til at klare kravene på arbejdsmarkedet.”
“For disse personer vil dokumentationen for en væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen i højeregrad foreligge end for personer, der alene har haft en svag eller sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er således ikke behov for at gennemføre fx arbejdsprøvning, omskoling, revalidering mv. Her kan det tillægges særlig betydning, hvis der er sammenhæng mellem sygdomshistorikken og det forhold, at pågældende ikke længere kan arbejde. Afklaringen af arbejdsevnen kan derfor gennemføres hurtigere og
mere enkelt end efter de almindelige regler for førtidspension, da der typisk er tale om personer tæt på pensionsalderen med et langt arbejdsliv bag sig og et kort fremadrettet arbejdsmarkedsperspektiv.”
Beskæftigelseslovens muligheder for fleksjob. §70, stk. 2 gælder for små fleksjob.
§ 70. Jobcenteret giver tilbud om fleksjob til personer, som ikke modtager førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.Stk. 2. Jobcenteret kan endvidere give tilbud om fleksjob til personer, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne, hvis der er mulighed for, at deres arbejdsevne inden for en rimelig periode kan udvikles.Stk. 3. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud efter denne lov samt andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse. Undtaget herfra er tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at gennemføre de nævnte foranstaltninger forud for visitationen.Kilde: Retsinformation; Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19










































