
Det skulle egentlig handle om sundhedsreformen, men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom også til at tale med en ældre patient om pensionsalder, da han i går var på besøg hos lægehuset Lægerne Bang, Müller og Mühlbrandt sammen med bl.a. sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ( - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)
Et politisk problem for regeringen med alt for få seniorførtidspensioner
Fiasko for seniorførtidspensionen er blevet en del af valgkampen efter DF's støtte til Socialdemokratiets pensionsudspil for de nedslidte. Det er kommunerne, der ikke har brugt ordningen tilstrækkeligt, siger en ekspert i socialret til NB-Beskæftigelse.
Udgivet: 31/01/2019
siger en ekspert i socialret til NB-Beskæftigelse.
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
Efter DF’s tilslutning til Socialdemokratiets forslag om, at nedslidte skal kunne gå tidligere på folkepension, er statsministeren og Venstre gået i brechen for seniorførtidspension. Problemet er, at kommunerne på fem år kun har tildelt en femtedel af det antal, der var meningen med loven.
Seniorførtidspensionsordningen har ikke fungeret i overensstemmelse med intentionerne, siger lektor og Phd i socialret ved Aalborg Universitet, John Klausen. Han siger om de meget få tildelinger af seniorførtidspension:
“Der er nogen, der ikke har tilstrækkeligt kendskab til ordningen. Meget tyder på, at kommunerne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på reglerne om seniorførtidspension, og at borgere, der kunne være berettiget til seniorførtidspension, ikke bliver vejledt i tilstrækkeligt omfang.”
John Klausen forklarer, at den væsentlige forskel på almindelig førtidspension og seniorførtidspension er, at der ikke skal iværksættes beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen.
“Der skal ikke iværksættes ressourceforløb til udvikling af arbejdsevnen, som der normalt skal i en sag om førtidspension”, siger han. Det står direkte i §17, stk. 3 i Lov om social pension:
“Stk. 3. Personer med langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet kan fra 5 år før folkepensionsalderen ansøge om førtidspension (seniorførtidspension). I sådanne sager iværksættes ikke beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen.”
Beskæftigelsesministeren: En god udvikling
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens bud på, at seniorførtidspensionen er blevet brugt så lidt, er, at det med reformen om førtidspension og fleksjob blev muligt at give fleksjob på meget få timer. Reformen kom et år efter tilbagetrækningsaftalen, som seniorførtidspensionen var en del af.
I et svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg i oktober skrev ministeren blandt andet:
“Før reformen af førtidspension og fleksjob var det i realiteten ikke muligt at få et
fleksjob på under 12 timer om ugen. Med reformen blev det muligt at visitere til
fleksjob på få ugentlige arbejdstimer. Dermed vil mange af de personer, der er i
målgruppen for seniorførtidspension, i dag kunne blive visiteret til fleksjobordningen.”
I brevet til Folketingets beskæftigelsesudvalg skriver ministeren, at det er en “god udvikling”, at flere på den måde har en større tilknytning til arbejdsmarkedet.
Et politisk problem
Ikke desto mindre er det blevet et politisk problem, at så få har fået tilkendt en seniorførtidspension, for problemet med de nedslidte og den stadig højere pensionsalder er ikke blevet løst. Derfor er der nu flere pensionsforslag på bordet.
“Der er ingen tvivl om, at der er tekniske udfordringer med en differentieret folkepension ud fra objektive kriterier, som Socialdemokratiet foreslår, for det er svært at kortlægge et langt arbejdsliv og afgøre om en person er nedslidt.”
Fra 2014 til 2018 tilkendte kommunerne en femtedel af det forventede antal seniorførtidspensioner, nemlig i alt knap 1.441 i stedet for de forventede 7.400 ved udgangen af 2018.

I december sidste år indledte beskæftigelsesministeren en kampagne for at få kommunerne til at tildele flere seniorførtidspensioner; se særskilt artikel.
Et konkret kendskab til arbejdsevnen
Seniorførtidspensionen fik virkning i 2014, men blev vedtaget med tilbagetrækningsreformen i 2011. Den politiske aftale om en reform af førtidspension og fleksjob kom året efter, i 2012, og trådte i kraft i 2013.
“Her var ressourceforløbene nye, og det blev muligt at tilbyde fleksjob helt ned til en time eller to i stedet for førtidspension,” forklarer John Klausen. Men, siger han: “Hvis en person søger om seniorførtidspension, skal der ikke iværksættes beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen.”
Derfor skal ansøgeren ikke i ressourceforløb, og selv hvis der er mulighed for, at arbejdsevnen kan udvikles inden for en rimelig periode, skal der heller ikke gives tilbud om fleksjob til ansøgere om seniorførpension, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne. Kun hvis personen umiddelbart vil kunne komme i et almindeligt fleksjob, vil der ikke kunne gives seniorførtidspension, forklarer John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har bebudet, at han vil indkalde de interesserede partier til et møde med konkrete forslag til, hvordan nedslidte kan gå tidligere på pension, og hvordan det skal finansieres. Han selv hepper på seniorførtidspensionen, der ifølge statsministerens udtalelser til DR giver tre gange så mange penge til nedslidte pensionister, som Socialdemokratiets forslag om tidligere pension.
Fakta:
I 2019 er de månedlige satser for seniorførtidspension 18.875 kr. for enlige og 16.044 kr. for samlevende. Folkepensionssatsen er 13.250 kr. om måneden for enlige og 9.780 kr. for samlevende. Alle tal er inklusive pensionstillæg, mens boligydelse og andre indkomstbestemte ydelser ikke er beregnet.
Kilder: Seniorhåndbogen og Ældresagen
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19










































