
En sag fra Faxe Kommune var omdrejningspunkt for et samråd i Folketinget i april, efter at Ekstra Bladet havde skrevet om den. Jobcenterchef Vibeke Dyhr opfordrer nu til, at enkeltsager sendes forbi en ombudsmand først, så også kommunernes version kan blive belyst.
Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk
En sag om en meget kræftsyg 31-årig mand blev for knap tre uger siden genstand for et åbent samråd i Folketinget. Manden havde ifølge Ekstra Bladet tidligere fået afslag på førtidspension, men i april bevilgede Faxe Kommune ham den. Kommunen skulle også ifølge Ekstra Bladet have henvendt sig til mandens læge og spurgt, om han var rask nok til at komme i virksomhedspraktik på et tidspunkt, hvor han lå i koma på sygehuset.
På samrådet var der bred enighed blandt både politikere og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om, at den slags ikke må ske. Ministeren hældte i sine udtalelser mest til, at der nok var sket en fejl på jobcentret, men han medgav også, at de mange regler i beskæftigelseslovgivningen kan have medvirket til fejl.
Som Hummelgaard havde læst om sagen i pressen, var der dog ikke noget i reglerne, der havde forhindret, at den kræftsyge mand havde fået en førtidspension tidligere, sagde han.
“Noget tror jeg handler om fejl, der er begået i sagsbehandlingen. Noget handler om et manglende fokus på værdighed i behandlingen, og noget handler helt sikkert også om de regler, vi udformer på Christiansborg, nogle af de proceskrav vi har,” sagde Peter Hummelgaard.
Kun set fra den ene side
Sagen var alene belyst af familien i Ekstra Bladet. Kommunen var ikke blevet bedt om en udtalelse, hverken af avisen eller af Folketinget. Heller ikke ministeriet har henvendt sig. Det havde dog heller ikke i sig selv ændret noget, for offentlige myndigheder har tavshedspligt, og derfor ville sagen ikke åbent kunne blive belyst fra begge sider.
Omtalen og samrådets behandling af sagen får jobcenterchef i Faxe Kommune Vibeke Dyhr til at opfordre til, at enkeltsager sendes forbi en ombudsmanden, inden de behandles i samråd.
“Hvis man tager en sag på samråd, kunne det være godt også at se på loven og få en ombudsmand til at se på sagen. Så får en ombudsmand alle oplysninger; det sker jo ikke på den her måde,” siger hun.
Ved både at se på lovgivningen og på kommunens håndtering af en sag, ville det være muligt at vurdere, om kommunen har begået fejl, eller om det er ‘systemfejl,’ der er årsagen til denne og andre af de mange enkeltsager, der løbende ender i Folketinget, mener hun.
Det anbefalede en forsker forleden her i NB-Beskæftigelse, at ministeren bør granske i.
Nytilflyttet
Vibeke Dyhr kan ikke udtale sig om sagen om den 31-årige, men hun er glad for opkaldet, fordi ingen andre har vist interesse for, at der kunne være flere sider af sagen. Havde de gjort det, kunne de have fået oplyst, at borgeren var nytilflyttet til kommunen.
I Ekstra Bladets artikler fremstår det, som om det tog fem år for Faxes jobcenter at bevilge pensionen. Avisen skriver blandt andet i en artikel, at ‘jobcentret jagtede ham i fem år og helt til det sidste,’ men det var altså ikke ét jobcenter men flere, som den 31-årige og hans familie kæmpede med under kræftsygdommen.
Det ser ud til, at Ekstra Bladet selv er klar over sammenhængen, for i den konkrete artikel er Faxe ikke nævnt. I stedet står der bare ‘jobcentret.’ Kun i en af fire artikler nævnes Faxe, mens der i de tre andre tales om jobcentret i bestemt form, som om det kun var ét jobcenter, der var tale om i alle fem år. Det var der altså ikke.
Ekstra Bladet fremstiller det også, som om det er avisens fortjeneste, at kommunen gav den 31-årige førtidspension i april
“Efter Ekstra Bladet har beskrevet forløbet de seneste mån(e)der, fik han alligevel sin førtidspension,” hedder det.
“Men der er jo ingen, der får en pension på grund af, at de kommer i de offentlige medier. Det sker altid på baggrund af en meget tragisk situation med noget, der udvikler sig for en borger,” lyder det fra Vibeke Dyhr.
Undskyld
Reelt ved kun Faxe Kommune og familien tilsammen, hvordan jobcentret har behandlet den 31-årige nytilflyttede mand, mens en eller flere andre kommuner kender forhistorien. Men uanset, at den 31-årige kun boede i Faxe Kommune i kort tid, ser det skidt ud, at en terminal kræftsyg patient skal igennem de sædvanlige procedurer i skiftende jobcentre. Han døde af sin kræftsygdom i slutningen af april.
I en artikel tidligere i denne uge opfordrede lektor og Phd. i socialpsykologi ved Roskilde Universitet, Sabina Pultz, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til at sige undskyld i enkeltsagerne.
“En undskyldning ville forpligte til en dybere erkendelse af, at der er et problem, der er systematisk og strukturelt,” siger Sabina Pultz.
I Faxe Kommune siger medarbejderne ofte undskyld, fortæller Vibeke Dyhr.
“Vi træffer så mange afgørelser, og så vil der også være fejl, og når vi laver en fejl, er vi også pligtige til at sige undskyld,” siger hun.
“Det kan være små og store ting, og det kan også være borgerens oplevelse. Det sker, der er sager, hvor vi ikke har været dygtige nok til at forklare, hvad lovgivningen siger. Der er vi heller ikke for fine til at sige, at vi beklager, at vi ikke har fået det forklaret godt nok, eller at vi gerne vil undersøge det nærmere. Det har vi pligt til, og det gør vi.”
Vibeke Dyhr kunne dog godt tænke sig en beskæftigelseslovgivning, der var noget mere gennemskuelig, især for borgernes skyld.
Det hører med til et arbejde i et jobcenter at blive udsat for kritik, mener Vibeke Dyhr. Men det kan godt være belastende for medarbejderne at se sager på de sociale medier som den, der er omtalt her i artiklen. Og det er især svært, at jobcentret ikke kan tage til genmæle.
“Det påvirker altid medarbejdere at blive hængt ud i pressen, men det er et vilkår, når man har sådan et job. Det, der er svært, er, når de går en ekstra mil i en sag, og vi ikke kan sige noget fra den anden side. Men det kan vi ikke. Det er godt, at der er en åben debat, og har der været gjort en fejl, siger vi undskyld.”
Om der er behov for, at jobcentret siger undskyld i den konkrete sag, kan Vibeke Dyhr dog ikke udtale sig om.
Enhver kan sende en sag til Ombudsmanden. Sager om myndigheder skal dog have været igennem alle klageinstanser, før Ombudsmanden kan tage dem op. Hvis denne sag efter dødsfaldet skal tages op, vil Ombudsmanden i første omgang henvise til, at Ankestyrelsen afklarer, om den kan behandle sagen enten som en klagesag eller som en tilsynssag.
Rettelse 13.5.: Tidspunktet for den 31-åriges død er rettet til sidst i april.