(Arkiv) Mandag skal ministrene igen mødes; denne gang til stormøde med 150 deltagere, der skal være med til at udvikle metoder til at få ukrainere hurtigt i job, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse. I mødet deltager blandt andre udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), social- og ældreminister Astrid Krag (S), beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og miljø- og fødevareminister Flemming Prehn. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mandag mødes regeringen med arbejdsmarkedets parter, virksomheder, organisationer og andre interessenter på et stormøde for at udveksle idéer og erfaringer for på bedst mulige måde at hjælpe fordrevne ukrainere i arbejde, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
I forlængelse af etableringen af Partnerskab om ukrainere i job, som som regeringen, DA, FH, Akademikerne, KL og Danske Regioner blev enige om i midten af marts måned, mødes parterne mandag til et stormøde i København.
Sammen vil de udvikle løsninger og effektive forløb for fordrevne ukrainere, der gerne vil finde job i Danmark, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Som NB-Beskæftigelse har beskrevet i en række artikler, er jobcentrene allerede i fuld gang med at forberede forløb for de ukrainske flygtninge og har tæt kontakt til virksomheder, der har job til dem.
Omkring 150 vil deltage i stormødet, hvor ministre, myndigheder, organisationer og virksomheder gennem oplæg og workshops arbejde skal sammen om at skabe de bedst mulige rammer for at få fordrevne ukrainere hurtigt og godt ind på det danske arbejdsmarked.
Beskæftigelsesministeren, udlændinge- og integrationsministeren, børne- og undervisningsministeren, social- og ældreministeren samt minister for fødevarer, landbrug og fiskeri deltager på dagen.