Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard kan ikke kende den kritik, som flere kilder i forvaltningen rejser af hendes ledelsesstil i NB-Beskæftigelse tirsdag. Hun skyder tilbage på den tidligere forvaltning i sager, som Berlingske rejste sidste år.
Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk
Venstre-borgmester i Københavns beskæftigelsesforvaltning Cecilia Lonning-Skovgaard afviser den alvorlige kritik, som medarbejdere i forvaltningen fortæller om i NB-Beskæftigelse.
De siger blandt andet, at hun fryser medarbejdere ud, som hun ikke er tilfreds med. Og de mener, at et forløb med nogle Berlingskehistorier i oktober 2021 er et godt billede på borgmesterens ledelsesstil.
Vi har forelagt Cecilia Lonning-Skovgaard kritikken og har modtaget en mail med udtalelser fra både borgmesteren og to direktører, der bakker hende op.
Læs artiklen, der baserer sig på fem kilder på beskæftigelsesområdet i København i denne artikel:
Forvaltningen fejlede
Cecilia Lonning-Skovgaard skriver, at hun ikke kan genkende det arbejdsmiljø, der bliver beskrevet af kilderne. Hun er dog i gang med at involvere kommunens egen arbejdsmiljørådgivning i at skabe et bedre arbejdsmiljø på baggrund af et åbent brev fra HK og DJØF om arbejdsmiljøet i forvaltningen.
Cecilia Lonning-Skovgaard skriver blandt andet:
“Jeg tager henvendelsen fra DJØF og HK i sidste uge om medarbejderes utilfredshed meget seriøst. Derfor vil jeg involvere ’Arbejdsmiljø København’ i en proces med at få at kortlagt, hvordan vi – borgmester, direktion og forvaltning – sammen kan komme videre på en god måde og styrke samarbejdet. Vi har en vigtig opgave foran os med at hjælpe virksomheder med at få den arbejdskraft de har brug for og få flere ledige i job, og vi har brug for alle de dygtige medarbejdere vi har i forvaltningen.”
“Til gengæld kan jeg på ingen måde genkende kildernes udlægning af arbejdsmiljøet som beskrevet i artiklen, heller ikke når jeg tager resultaterne fra den seneste medarbejdertilfredshedsundersøgelse (offentliggjort 15. april 2021) i betragtning.”
I en medsendt oversigt over den nævnte undersøgelse giver de 2.000 medarbejdere i i forvaltningen 5,7 point ud af syv mulige på parameteret trivsel og motivation.
Cecilia Lonning-Skovgaard skriver videre, at hun ikke kan kommentere en personalesag om Marianne Sørensen, men hun skriver samtidig, at hun har fået mangelfuld information og rådgivning om sagen med rengøringsfirmaet De 5 Stjerner og sagen om henvisninger, som også er omtalt i artiklen med medarbejdernes kritik.
Borgmesteren skriver:
“(…) jeg kan bekræfte, at dén information og rådgivning, jeg har modtaget fra forvaltningen, i forløbet fra sagen om De 5 Stjerner til den manglende brug af henvisninger, har været mangelfuld.”
Den nuværende øverste ledelse i forvaltningen er enig i, at det er forvaltningen, der ikke har gjort sit arbejde godt nok. Det understreger en kommentar fra Marianne Becker Andersen, der er konstitueret fagredaktør (efter Marianne Sørensen, red.) til NB-Beskæftigelse:
“Vi har som forvaltning lært af processen, også i forhold til den information og rådgivning, som borgmesteren fik i forløbet, der ledte op til Berlingskes artikel den 14.oktober. Det er på alle måder en ærgerlig sag. Nu rydder vi bordet og forvaltningen og borgmesteren fortsætter i en tillidsfuld og anerkendende relation.” Direktør Jeppe Bøgh Andersen understreger, at der er en tillidsfuld relation til Cecilia Lonning-Skovgaard:
“Jeg har som forvaltningens daglige leder et tillidsfuldt, tæt og godt samarbejde med borgmesteren om alle opgaver, der ligger foran os.”
“Jeg har også fremadrettet stort fokus på at sikre et godt samarbejde i forvaltningen og god trivsel, og vi har en vigtig opgave foran os. Jeg har allerede i dag et møde med medarbejdernes repræsentanter, hvor vi skal tale om den videre proces. Nu starter vi på en frisk og får styrket samarbejdet i organisationen,” lyder det i en kommentar fra direktøren.