Kritik af STAR for håndtering af fejl i kontanthjælpsudbetalinger

Del artiklen:
(Arkiv) Flere tusinde kontanthjælpsmodtagere kan have fået for lidt i ydelse, fordi de uretmæssigt er blevet trukket på grund af 225-timersreglen.
(Arkiv) Flere tusinde kontanthjælpsmodtagere kan have fået for lidt i ydelse, fordi de uretmæssigt er blevet trukket på grund af 225-timersreglen. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kommuner føler sig hængt ud og efterlyser svar på anmodninger om hjælp til at finde borgere, der uberettiget er blevet trukket i ydelse.

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-medier.dk

Midt i en stor omstilling til et nyt IT-system for ydelser modtog kommunerne fra december 2020 til december 2021 tre breve fra STAR og et fra beskæftigelsesministeren om, at de skulle gennemgå og identificere kontanthjælpsmodtagere, der uberettiget var blevet trukket i ydelse i de sidste fire-fem år.

I sidste uge kunne DR med styrelsen som kilde fortælle, at kun tre kommuner har svaret fyldestgørende på STAR’s breve og et ministerbrev. Derfor er der fortsat flere tusinde kontanthjælpsmodtagere, der uberettiget kan have fået for lidt udbetalt i kontanthjælp siden oktober 2016. Det er sket, fordi de var fritaget for at skulle følge 225-timersreglen på grund af en begrænset arbejdsevne. Alligevel er de blevet trukket i ydelsen.

De mange henvendelser fra STAR – og ministeren – har skabt utilfredshed blandt kommuner, som har forsøgt at komme i kontakt med STAR, enten med en afrapportering eller for at få hjælp til opgaven.

Skanderborg er en af de kommuner, der tidligt har gennemgået arkiverne, rettet fejlene og efterbetalt penge til borgere og derefter har rapporteret det til STAR, fortæller jobcenterchef Anja Nørby Sørensen.

“Vi sendte et svar på den oprindelige henvendelse (fra december 2020, red.), som vi mente var fyldestgørende, men vi hørte aldrig mere fra STAR. Nu bliver det så offentliggjort, at kun tre kommuner har reageret, og vi er ikke med. Det er uheldigt.”

“Politisk er der jo lidt udfordringer i, at man bliver nævnt – eller ikke nævnt – som en kommune, der har undladt at reagere,” siger Anja Nørby Sørensen.

Samtidig har der ikke i STAR været forståelse for, at timingen var dårlig, siger hun. For i det andet brev fra STAR i april 2021 beder styrelsen kommunerne om at gå tilbage til oktober 2016 for at se, om der har været udbetalt for lidt på grund af 225-timersreglen.

“De ved jo godt, at vi er overgået til et nyt IT-system, og det har givet et kæmpe merarbejde i kommunerne,” siger Anja Nørby Sørensen.

Kommuner, som NB-Beskæftigelse har talt med, medgiver, at nogle af dem har været langsomme til at komme i gang med opgaven. Men samtidig har det i det nye IT-system været en stor og svær opgave at finde de personer, det drejer sig om, fortæller de.

Derfor har en del kommuner henvendt sig til STAR for at få hjælp til opgaven, men ikke alle har fået svar. Det gælder blandt andet Norddjurs Kommune.

“Vi skrev til STAR og spurgte, om de ville give os CPR-numre på de individer, det drejede sig om, men det har STAR ikke fundet tid til at svare på,” siger Erik Holck, der er leder i arbejdsmarkedsafdelingen i Norddjurs Kommune.

Anja Nørby Sørensen opsummerer kritikken:

“Det er fint nok at komme med et opmærksomhedspunkt, men det er et problem, når man ikke samtidig fremsender en løsning.”

En række kommuner fik onsdag adgang til de CPR-numre, de skal gennemgå i ydelsessystemet. Det drejer sig om mange tusinde personnumre – og altså mange tusinde kontanthjælpsmodtagere, der uberettiget er blevet trukket i ydelse siden oktober 2016.

STAR ændrer løbende på krav

I de tre breve fra december 2020 til november 2021 ændrede STAR løbende på kravene.

I det første brev i december 2020 beder styrelsen kommunerne undersøge, om der er nogle enlige kontanthjælpsmodtagere, der uretmæssigt er blevet trukket i ydelse. Det skal i givet fald rettes og indrapporteres. Det fremgår ikke klart, hvor langt tilbage kommunerne skal gå, men STAR har selv set på data fra oktober 2019. 

Fire måneder senere, i april 2021, kvitterer STAR for at have modtaget rapporter fra en tredjedel af kommunerne. Styrelsen udvider desuden undersøgelsen til at gå tilbage til oktober 2016.

I november skriver fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye til kommunerne. I brevet skriver han nu, at kun tre kommuner har afleveret ‘fyldestgørende oplysninger.’ Her får den tredjedel af kommunerne, der har sendt oplysninger ind, nu at vide, at de ikke var fyldestgørende.

Ministeren skriver: 

“Kommunerne har i de fleste tilfælde enten ikke reageret eller kun reageret utilstrækkeligt på styrelsens henvendelser i forhold til at få gennemgået de enkelte sager om mulig fejladministration. Kun Struer Kommune, Aarhus Kommune og Halsnæs Kommune har afgivet fyldestgørende oplysninger.”

I et opfølgende brev senere i november sender STAR nu et Excel ark, hvor alle kommuner – undtagen de tre nævnte i ministerens brev – skal udfylde inden svarfristen den 28. februar. I samme brev er vedlagt en opgørelse over det antal personer, som STAR mener, kan have fået deres hjælp sat uberettiget ned.
 

Læs også:
Kommuner får adgang til CPR-numre med mulige fejl i kontanthjælpsudbetalinger

KL samler op på kritik

Kommunernes Landsforening har nu henvendt sig til kommunerne for at samle op på erfaringerne med at finde de kontanthjælpsmodtagere, der er blevet snydt for penge.

I et brev til direktører for beskæftigelsesområdet og jobcenterchefer annoncerer KL, at der vil komme et spørgeskema ud til dem.

“Der er ingen tvivl om, at sagen er meget uheldig, da nogle borgere har fået for lidt udbetalt i kontanthjælp. De borgere skal selvfølgelig have de penge, som de har krav på. Vi er dog godt klar over, at det i praksis ikke er nemt at finde de berørte borgere, bl.a. fordi STAR ikke kan udlevere data om de personer, som de mener, har fået for lidt i ydelse. Det skyldes ifølge STAR GDPR-hensyn,” skriver KL.

KL medgiver, at det er svært at finde de ydelsesmodtagere, der uberettiget er blevet trukket i kontanthjælp, fordi der er indført et nyt system, og der ikke længere kan søges tilbage i det gamle system. Nu er der dog fundet en løsning, så de kommuner, der har brug for dataudtræk, vil modtage de nødvendige data (adgang til CPR-numre) i løbet af ‘de næste par uger.’

“Der vil naturligvis stadig være en stor manuel opgave med at gennemgå de mange sager og sikre efterbetaling til de berørte borgere,” skriver KL. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her