Se din kommune: Næsten 7.000 har modtaget kontanthjælp i et årti
Del artiklen:
Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye har netop udsendt en oversigt over antal kontanthjælpsmodtagere med høj ydelsesanciennitet fordelt på de 98 kommuner.
Omkring 7.000. Så mange kontanthjælpsmodtagere har været på kontanthjælp i ti år, kan man læse i et svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg. Her har man set på modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (SHO-ydelse), der har været på ydelsen i henholdsvis fem, syv og ti år.
Særligt i de fire største byer, finder man mange af de kontanthjælpsmodtagere, der har været på ydelsen i ti år eller længere.
I uge 34 i år var der 92.000 personer, som enten modtog kontanthjælp, uddannelseshjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Heraf havde omkring 7.000 modtaget ydelserne i mindst 10 år.
Selvom det tal ser stort ud, kan man i svaret til beskæftigelsesudvalget læse, at der er sket et fald på knap 1.000 personer sammenlignet med året forinden. Samtidigt var der omkring 16.000 færre på kontanthjælp end i uge 34 i 2020.
Den generelle tendens er altså, at der sker et fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere. Samme tendens kan vi bekræfte her på NB-Beskæftigelse. Tidligere har vi nemlig skrevet om, hvordan antallet af ledige, der har været på en kontanthjælpsydelse i mere end et år, faldt med knap 36.000 personer fra 2016 til 2020.
I 4. kvartal 2021 var der over 200.000 personer nyansatte på danske arbejdspladser, viser en europæisk analyse. I samme periode er beskæftigelsen steget med en tredjedel. Det betyder, at langt de fleste nyansatte kom fra andre job.