Få kommuner har særlig stor stigning i tidlig tilbagetrækning

Del artiklen:

Ni kommuner har over det seneste år haft en stigning i andelen på førtidspension og seniorpension, der er over dobbelt så høj som landsgennemsnittet.

Af Peter Risager, peter@nb-medier.dk

Få kommuner rammes særligt hårdt af stigningen i førtidspensionister og nye personer, der går på seniorpension.

Især en række syd- og vestsjællandske kommuner har en stigning i antallet af personer på en af de to ordninger, der ligger langt over gennemsnittet.

Det viser en opgørelse foretaget af NB-Beskæftigelse på baggrund af tal fra Jobindsats, hvor vi har set på den samlede udvikling i antallet af personer på førtidspension og seniorpension fra oktober 2020 til oktober 2021.

I alt ni kommuner har en stigning i andelen på en af de to ordninger, der ligger over dobbelt så højt som stigningen på landsplan. 

Problemet for kommunerne er især, at flere af de kommuner, der har den højeste stigning i andelen, også havde den højeste andel for et år siden. Dermed bliver de kommuner særligt presset af den høje regning, der følger med, når antallet af personer på ordningerne stiger.

Det gælder især Lolland, Guldborgsund, Bornholm og Langeland, hvor der for et år siden var en væsentligt højere andel end landsgennemsnittet på de to ordninger, og hvor der over det seneste år har været nogle af de højeste stigninger. 

Dermed står de kommuner i dag med nogle af de største udfordringer på området og samtidig rammes kommunerne af, at økonomien ikke følger med.

Godt nok kompenseres kommunerne under ét for de stigende udgifter til seniorpension og førtidspension. Men fordi udviklingen er så skæv, så betyder det, at de kommuner, som har en højere stigning i udgifterne end landsgennemsnittet bliver underkompenseret, mens kommuner med en lavere stigning end landsgennemsnittet overkompenseres.

Stor forskel på både andel og udvikling

Værst står det til i Lolland Kommune. Her var der for et år siden 13,6 procent af de 16-66-årige, der var på enten seniorpension eller førtidspension. I dag er det 14,8 procent. Dermed har kommunen både den højeste andel og den højeste stigning i andelen.

I modsatte ende har Vallensbæk Kommune den laveste andel af befolkningen på en af de to ordninger. For et år siden var det 2,4 procent af de 16-66-årige, og i dag er det 2,6 procent. I Allerød og Hørsholm kommuner er der slet ikke sket en stigning i andelen på en af de to ordninger, og de ligger på henholdsvis 2,7 og 3,2 procent af de 16-66-årige.

I de resterende 96 kommuner har der været en stigning over det seneste år, og er der et par naturlige forklaringer på. Først og fremmest er seniorpensionen fortsat under indfasning, da det først er fra 1. januar 2020, at man har kunnet søge om seniorpension. Dernæst har stigningen i folkepensionsalderen betydet, at folk bliver længere tid på førtidspension, inden de kan overgå til folkepension.

Se i kortet herunder, hvor stor stigningen har været i din kommune, og hold musen over kommunerne for at se andelen på en af de to ordninger for et år siden og i dag.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv NB Beskæftigelse i 4 uger gratis og få adgang med det samme

Eller log ind nedenfor

Glemt adgangskode - lav en ny her