Syddanmark og Sjælland har over et døgns ventetid på PCR-test

Del artiklen:
I februar 2021 var det muligt at blive PCR-testet i en partybus i Ishøj. (Arkivfoto).
Fotograf: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er stor efterspørgsel på PCR-test for coronavirus, og i nogle regioner er der dages ventetid på test.

Af Ritzau, ritzau@ritzau.dk

Smittetallene skyder i vejret, og efterspørgslen på PCR-test stiger ligeså.

Men det ser ikke ud til, at PCR-testsystemet kan følge med, da man hverken i Region Sjælland eller i Region Syddanmark kan få en PCR-test samme døgn, hvis ikke man er nær kontakt til en coronasmittet.

Og ved nogle centre er der tre, fire eller helt op mod syv dages ventetid på at kunne blive podet i svælget for covid-19.

Det viser en oversigt fra Statens Serum Institut (SSI). Der er tale om et dataudtræk fra søndag morgen, og ventetiderne kan således have ændret sig i mellemtiden.

Regeringen har en målsætning om, at 80 procent skal have adgang til en coronatest inden for 24 timer, og at 80 procent skal have svar, dagen efter at testen er foretaget.

Den ambition bliver i øjeblikket ikke indfriet for en række områder, viser dokumentet.

– Vi har, siden vi genindførte tidsbestillingen for lidt over en uge siden, kunne se, at der begyndte at være steder, hvor der går flere dage, før man kan få en tid.

– Derfor har regionerne arbejdet rigtig hårdt på at få lagt flere tider ud, så man kan få nedbragt ventetiderne, siger direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns.

Hun fortæller, at det allerede nu er ved at blive bedre, men at der stadig er steder, man kan risikere at vente mere end 24 timer på en PCR-test.

Hun fortæller, at man skal efterleve målsætningen, førend testindsatsen er tilfredsstillende.

– Vi skal jo hvert fald over det (målsætningen om test inden for 24 timer, red.), før det er tilfredsstillende.

– Det er noget, vi opgør efter en uge, og der er sket en bedring i dag i forhold til de sidste par dage. Så vi håber jo, at det går i den rigtige retning, siger Lisbet Zilmer-Johns.

I sidste uge blev der i gennemsnit foretaget cirka 145.000 PCR-testet om dagen, fortæller hun. Kapaciteten er på 175.000.

Der bliver løbende taget stilling til, om kapaciteten er høj nok. Når den seneste opskalering er på plads fredag – 200.000 hurtigtest om dagen – vil man igen kigge på, om der er nok kapacitet, lyder det fra direktøren.

Dog er det muligt i stort set hele Region Nordjylland at få tid til en PCR-test med kort varsel, og det samme gør sig gældende i det meste af Region Midtjylland.

I Region Hovedstaden skal de, der ønsker at blive PCR-testet, i hovedparten af tilfældene vente til det næste døgn, før der er ledige tider.

Hvis man er nær kontakt, kan man ofte få en hurtigere tid.

PCR-testcentret i Ringsted er blot ét eksempel på, at det er muligt at få en testtid samme dag, hvis man har været nær kontakt til en smittet, mens man ellers skal vente i fire døgn, før der er ledige tider at bestille.

Presset på systemet kommer i en periode, hvor antallet af positive coronatest er steget voldsomt.

Den seneste uge har der været flere end 3000 nye smittetilfælde per døgn, hvilket er omkring tre gange så højt som smittetallene en måned forinden.

/ritzau/